Samsungs første foldbare mobil, Samsung Galaxy Fold, var tæt på at ende som en katastrofe for den koreanske elektronikgigant på grund af store problemer med den foldbare skærm. Efter flere forsinkelser kom den ekstremt dyre smartphone endelig på markedet i efteråret 2019, men selvom de fleste problemer med skærmen var løst, virkede den foldbare mobil stadig en smule ufærdig, og vi glædede os i hvert fald til at få Samsung næste Galaxy Fold-model i hænderne.
Nu tyder meget på, at dét ønske meget snart vil blive opfyldt. Næsten da. Samsung har nemlig en ny foldbar mobil på bedding, men der er ikke tale om Galaxy Fold 2. Nej, navnet bliver Samsung Galaxy Z Flip, og hvor Galaxy Fold blev foldet vertikalt som en bog, er Galaxy Z Flip en vaskeægte klapmobil i samme stil som Motorola Razr, der blev præsenteret sidste år, men endnu ikke kan købes i butikkerne.
Bliver lanceret samtidig med Galaxy S20-serien
Samsung Galaxy Z Flip er egentlig tiltænkt rollen som kaninen, der trækkes op ad hatten ved den kommende lancering af Samsung Galaxy S20-serien. Men ligesom stort set alle specifikationer og en masse billeder af alle tre Samsung Galaxy S20-modeller allerede er lækket, ved vi nu også stort set alt, der er værd at vide om Samsung kommende klapmobil.
Det er tyske WinFuture, som bringer historien og billederne. Hvordan de lækkede informationer er kommet WinFuture i hænde, ved vi ikke, men det skal ikke forhindre os i at viderebringe de vigtigste detaljer.
Sådan bliver Samsung Galaxy Z Flip
Angiveligt vil Samsung markedsføre den nye klapmobil til forholdsvis velhavende og “trendy” kunder. Telefonen skal være særligt godt egnet til at tage fotos til Instagram, og Samsung betegner selv produktet som “Influencer Ready”.
Som andre klapmobiler foldes Galaxy Z Flip horisontalt om sin egen akse, og når skærmen er foldet ud er den i 22:9-format og har en størrelse på 6,7″. Opløsningen er 2636 x 1080 pixel, og dermed er skærmen større og har en højere opløsning end den tilsvarende skærm på klaptelefonen Motorola Razr.
Skærmen understøtter tilmed HDR10+, og selve skærmmaterialet er fremstillet af “Ultra Thin Glass”, der skulle yde en betydeligt bedre beskyttelse end plasticfolien fra Samsung Galaxy Fold.
Under motorhjelmen sidder en Snapdragon 855+ med otte kerner kombineret med 8 GB RAM og 256 GB indbygget lagerplads. Klaptelefonen får to primære kameraer hver med 12 MP opløsning, hvoraf det ene kommer med 123-graders ultravidvinkel-linse.
Batteriet er del i to, men har en samlet kapacitet på 3000 mAh, og telefonen understøtter trådløs opladning.
Pris og tilgængelighed
Samsung Galaxy Z Flip bliver baseret på Android 10 kombineret med Samsungs eget Samsung One UI 2.0. Den bliver tilgængelig i butikkerne allerede fra 14. februar til en vejledende udsalgspris på EUR 1.500, hvilket svarer til 11.175 kroner. Altså i samme prisleje som Motorola Razr, der endnu ikke er kommet i butikkerne.
Specifikationer
Operativsystem: Android 10 med Samsung One UI 2
Skærm: 6,7″ foldbar 22:9 Dynamic AMOLED, Full HD+ (2636 x 1080) (primær), 1,06″ S-AMOLED (300 x 116) (front)
Processor: Snapdragon 855+ octa-core
Hukommelse: 8 GB RAM / 256 GB lager
Kameraer: 12 Mp f/1.8 + 12 Mp f/2.2 ultravidvinkel (primært) / 10 Mp f/2.4 m. autofokus (front)
Trådløst: 4G/LTE, 802.11a/b/g/n/ac/ax, Bluetooth 5.0, NFC, GPS, GLONASS, Beidou, Galileo
Mål og vægt: 167,9 x 73,6 x 6,9 – 7,2 mm (foldet ud), 87,4 x 73,6 x 15,4 – 17,3 mm (klappet sammen) / 183 g
Batteri: 3300 mAh, 15W hurtigopladning