TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Nyhed

Samsungs nyeste Galaxy S23-mobiler lanceret med Snapdragon 8 Gen 2

Samsung lancerer tre nye smartphones med topspecifikationer. Telefonerne kommer i handlen allerede i dag.

Af / 01/02/2023 - 19:01
Samsungs nyeste Galaxy S23-mobiler lanceret med Snapdragon 8 Gen 2

Det er efterhånden adskillige år siden, koreanske Samsung sidst fremviste nye mobiler i Galaxy S-serien ved en fysisk event. Men her til aften skete det endelig igen, og hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt Covid-19-pandemien nu også er helt forbi, så var Samsung Galaxy Unpacked foran et vaskeægte og lyslevende publikum i San Francisco er godt fingerpeg om, at det er den.

For koreanerne har siden de første nedlukninger i 2020 udelukkende præsenteret deres nye produkter – herunder Galaxy S21– og Galaxy S22-serierne – ved rent virtuelle begivenheder. Og virksomheden har kun meget forsigtigt turdet vove sig tilbage til normaliteten, så man skal ikke undervurdere, hvor stort et skridt dagens lancering er for Samsung.

Det samme gælder de tre nye smartphones, som på især ét punkt tager et syvmileskridt i den rigtige retning i forhold til de seneste års modeller.

Det har nemlig i en årrække været sådan, at europæiske modeller i Samsung Galaxy S-serierne kom med koreanernes egen Exynos-processor, der i forhold til bl.a. strømforbrug og ydelse desværre ikke kunne måle sig helt med de bedste processorer fra Qualcomm, som sad i stort set alle andre Android-topmodeller fra konkurrerende mobilproducenter.

Samsung Galaxy S23
Samsung Galaxy S23-serien med S23 længst til venstre, S23+ i midten og S23 Ultra til højre. (Foto: Peter Gotschalk)

Men det er der lavet om på nu. Ved aftenens lancering løftede Samsung sløret for tre nye Galaxy S23-modeller – Samsung Galaxy S23, Samsung Galaxy S23+ og Samsung Galaxy S23 Ultra – og udover at de alle tre kommer med Android 13 og 5G, leveres mobilerne udstyret med Qualcomms nyeste og mest kraftfulde Snapdragon 8 Gen 2-processor, som vi også snart får at se i f.eks. OnePlus 11 5G og Xiaomi 13 og 13 Pro.

Annonce
Læs også Kineserne kan købe OnePlus 11 allerede på mandag Lanceringen sker mere end en måned før den globale lancering, som først løber af stablen d. 7. februar.

Blandt andre nyheder på tværs af de tre nye modeller kan nævnes den nye Expert RAW-app, som lader brugerne bruge den såkaldte DSLR-style til at tage billeder og redigere i RAW og JPEG-formater.

Ifølge Samsung er Galaxy-seriens NPU-arkitektur (NPU står for neural processing unit, og teknologien er kernen i den kunstige intelligens og maskinlæring, som skal forbedre brugeroplevelsen) blevet optimeret med 49 procent for at kunne balancere ydeevne og strøm samtidig med, at der anvendes AI-algoritmer til at hjælpe brugerne med at tage gode billeder og videoer.

En af de mest markante forbedringer i Galaxy S23-serien er den optimerede GPU, som er ca. 41 procent hurtigere sammenlignet med Galaxy 22-serien og er designet specielt til power-brugere, forklarer Samsung i en pressemeddelelse.

Samsung Galaxy S23 Ultra

Den absolutte topmodel kommer desuden med flere markante forbedringer, mener Samsung. Det inkluderer et nyt kamera med 200 Mp sensor samt et frontkamera på 12 Mp med hurtigere autofokus og Super HDR, der skal kunne forbedre front-facing billeder og videoer ved at skifte fra 30 billeder i sekundet til 60 billeder i sekundet.

Samsung Galaxy S23 Ultra
Et bedre frontkamera med hurtigere autofokus og Super HDR i Samsung Galaxy S23 Ultra skal give bedre selfies, lover Samsung. (Foto: Samsung)

Videoer optaget med Galaxy S23 Ultra skal desuden blive mere stabile takket være dobbelt optisk billedstabilisering, mens kameraet også skal kunne optage 30 fps 8K-video.

For gamere understøtter Galaxy S23 Ultra ray tracing i realtid, hvilket vil give en mere realistisk og virkelighedsnær grafikoplevelse med bl.a. simulation og sporing af hver eneste lysstråle, lover Samsung.

Mobilen kommer med 6,8″ Dynamic AMOLED 2X skærm med QHD+ opløsning samt en dynamisk opdateringsfrekvens på 1-120 Hz.

Samsung Galaxy S23 Ultra
For gamere understøtter Galaxy S23 Ultra ray tracing i realtid, hvilket vil give en mere realistisk og virkelighedsnær grafikoplevelse. (Foto: Samsung)

Snapdragon 8 Gen 2-processoren får hjælp fra op til 12 GB RAM, mens den største udgave af mobilen kommer med hele 1 TB indbygget lagerplads. Batteriet er på 5000 mAh, og Galaxy S23 Ultra understøtter 45W opladning samt trådløs opladning.

Førnævnte 200 Mp vidvinkelkamera får følgeskab af et ultravidvinkelkamera på 12 Mp samt hele to 10 Mp telelinser med hhv. 10x og 3x optisk zoom.

Og så må vi ikke glemme, at Galaxy S Ultra-serien siden lanceringen af S22 Ultra de facto har erstattet Samsung Galaxy Note-serien, hvorfor også Galaxy S23 Ultra kommer med indbygget S-Pen.

Læs også S22 Ultra i virkeligheden ny Galaxy Note Samsung Galaxy S22 Ultra fusionerer Galaxy S-serien med ellers udgåede Galaxy Note.

Samsung Galaxy S23+ og Galaxy S23

Galaxy S23-seriens to mindre modeller har det meste til fælles. Bl.a. har de fået nyt design siden sidste års Galaxy S22 og S22+ modeller. Først og fremmest er kamerahuset på bagsiden blevet fjernet, så kameralinserne sidder direkte integreret i mobilerne, præcis som på Galaxy S23 Ultra.

Samsung Galaxy S23
Kamerahuset på bagsiden af S23 og S23+ blevet fjernet, så kameralinserne sidder direkte integreret i mobilerne, præcis som på Galaxy S23 Ultra. (Foto: Peter Gotschalk)

Kameraopsætningen består på begge nye modeller af et 50 Mp vidvinkelkamera, 12 Mp ultravidvinkel og en 10 Mp telelinse med 3x optisk zoom. Frontkameraet er på 12 Mp.

Som nævnt kommer begge modeller desuden med Snapdragon 8 Gen 2, ligesom de også begge er udstyret med 8 GB RAM. Galaxy S23 findes i to udgaver med hhv. 128 GB og 256 GB indbygget lagerplads, mens Galaxy S23+ kommer med enten 256 GB eller 512 GB indbygget lager.

Samsung Galaxy S23 har desuden en Dynamic AMOLED 2X skærm på 6,1″ med FHD+ opløsning og en dynamisk opdateringsfrekvens på 48-120 Hz. Batteriet måler 3900 mAh, og mobilen understøtter 25W kablet opladning samt trådløs opladning.

Galaxy S23 l S23 Plus KV Product 2p LI
Galaxy S23-seriens to mindre modeller har det meste til fælles. (Foto: Samsung)

Samsung Galaxy 23+ har præcis samme skærmtype, for så vidt angår panel, opløsning og opdateringsfrekvens, men på Galaxy S23+ måler skærmen 6,6″. Batteriet er på 4700 mAh, og Galaxy S23+ understøtter 45W kablet opladning ligesom Galaxy S23 Ultra.

Pris og tilgængelighed

Samsung Galaxy S23-serien kommer i fire “naturinspirerede” farver: Phantom Black, Cream, Green & Lavender.

Salgsstart er i dag, d. 1. februar, 2023, hvor Galaxy S23 Ultra, Galaxy S23+ og Galaxy S23 vil være tilgængelige hos udvalgte forhandlere i Danmark og på Samsung.com. Den udvidede salgsstart sker d. 17. februar.

Samsung Galaxy S23 vil kunne købes for 7.499 kroner for den mindste model med 128 GB lager. Modellen med 256 GB lager koster 7.999 kroner.

Samsung Galaxy S23+ vil kunne købes for 9.499 kroner for den mindste model med 256 GB lager. Den store model med 512 GB koster 10.399 kroner.

SamsungGalaxyS23 trio 1
Samsung Galaxy S23-serien i hhv. Green, Lavender og Cream. (Foto: Peter Gotschalk)

Samsung Galaxy S23 Ultra koster fra 10.999 kroner for den mindste model med 256 GB lager. 512 GB-modellen koster 12.399 kroner, mens kreditkortet nok nærmest vil smelte, hvis man svinger det for at betale den fulde pris på 14.299 kroner for den helt store model med 1 TB indbygget lager.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Samsung klar med fire nye Galaxy S-modeller i januar 2025

OnePlus på vej med endnu en topmodel

Android XR til virtuelle verdener

Nye Apple Intelligence-funktioner klar til iPhone

Googles december-opdatering frigivet

Reparere selv? Glem det!

Første brugere kan downloade Samsung One UI 7

OnePlus løfter sløret for OnePlus 13

Huawei lancerer nyt operativsystem uden Android

Gemini Live på dansk!

Huawei Mate 70 kan bestilles

Casios ur-ring er federe end Galaxy Ring