TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Skal du spille smart?

De lover masser af smarte funktioner, men kan løfterne tåle at blive afprøvet i virkelighedens verden? Vi tester tidens mest populære smartphones: HTC One og Samsung Galaxy S4.

Af / 06/09/2013 - 13:42
Skal du spille smart?

Den absolut største spiller på smartphone-markedet i dag er Google, der med Android har skabt et mobilt operativsystem, som stort set alle de store mobilproducenter bruger i deres telefoner. Men netop fordi de mange telefoner ude i butikkerne er baseret på den samme platform og software, så er producenterne nødt til at finde på andre måder at adskille sig fra konkurrenterne på. En mulighed er selvfølgelig design og hardware, men det er ikke fokus for denne artikel.

Android er nemlig en meget åben platform, som kan justeres og tilpasses efter alle kunstens regler, og den mulighed gør producenterne brug af i stor stil. Android tilføjes producenternes egne brugerflader og et utal smarte funktioner, som skal få kunden til at vælge netop den ene smartphone frem for den anden.

Især Samsung – verdens største producent af smartphones – har med firmaets nyeste flagskibsmodel, Galaxy S4, lanceret så mange nye funktioner, at det er svært at bevare overblikket. Men vi har besluttet os for at lade det komme an på en prøve, om Samsung Galaxy S4 kan leve op til alle løfterne. At der generelt er tale om en glimrende smartphone, har vi allerede slået fast i vores test (Lyd & Billede #6-7 2013), men nu afprøver vi de vigtigste funktioner – én efter én – for at finde ud af, om Samsung kan holde, hvad de lover.

For sammenligningens skyld udsætter vi en anden aktuel flagskibsmodel, HTC One, for samme behandling. HTC’s bedste smartphone lover langt færre eksotiske funktioner, men hvem ved? Måske viser det sig, at HTC One alligevel trækker det længste strå. Det får vi at se, nu hvor vi afgør, hvilken af de to der er den smarteste smartphone. Lad kampen begynde!

HTC One

htc_one

Flagskibsmodellen fra den taiwanske mobilproducent er født med langt færre smarte funktioner end Samsung Galaxy S4, men helt uden tricks oppe i ærmet er den ikke. Vi kigger på de vigtigste.

Annonce

BlinkFeed
En helt ny startskærm med klokkeslæt og vejret øverst plus historier fra brugerens egne favoritkilder – både nyhedsmedier og sociale netværk – præsenteret på en grafisk tillokkende måde. Ideen er god, fordi BlinkFeed gør telefonen personlig. Mens udførelsen kunne være bedre. Grafisk er BlinkFeed tydeligt inspireret af de dynamiske fliser i Windows Phone 8, men på HTC One kan man ikke selv flytte rundt på fliserne eller ændre deres størrelse. Vurdering: 4/6

HTC Zoe
HTC_One_htc_zoe

Denne funktion minder lidt om Samsungs Sound & Shot, men i stedet for at optage et stillbillede med lyd, så optager HTC Zoe små videoklip af tre sekunders varighed. Det smarte er, at man stadig kan dele enkelte frames fra optagelsen med andre. Men selvfølgelig også hele videoklippet … hvis man altså bruger HTC’s egen Share-funktion. Ellers bliver Zoe-billedet nemlig også bare delt som jpg-fil. Med HTC Share kan man dele de små videoklip via f.eks. Facebook. Det er ikke optimalt, men der er tænkt over detaljerne. Vurdering: 4/5

Video Highlights
HTC One kan lave videoer ud af dine billeder og filmklip. I galleriet vælger man en begivenhed – billederne sorteret efter dato – og med det samme vil der i toppen af visningen være en video, som man så kan lave om på efter smag og behag. Man kan selv vælge, hvilke elementer der skal med i videoen, som også kan baseres på en række forskellige designs, der definerer baggrundsmusik, og hvordan der bliver skiftet mellem billederne. Det færdige resultat kan deles med andre via Facebook, cloud-tjenester, e-mail osv. Man kan i øvrigt bruge funktionen til at lave videoer ud af alle mulige billeder, ikke kun dem, man har taget med HTC One. Fedt! Vurdering: 5/6

Object Removal
HTC_One_Objectremoval

Denne funktion kan præcis det samme som Eraser på Samsung Galaxy S4 – altså fjerne objekter i bevægelse fra et billede. Det kræver dog, at man har taget billedet som et HTC Zoe-billede, og bagefter skal man selv ind og fjerne objektet via redigeringsfunktionen. Så her vinder Samsung faktisk på point. At man lidt på forhånd skal vide, at der kommer noget forbi, der kan forstyrre billedet, er en tåbelighed, som Eraser og Object Removal har tilfælles! Vurdering: 3/6 

BoomSound
htc_one

Her er der ikke som sådan tale om en smart funktion eller en app, men alligevel fortjener det at blive nævnt, at HTC har bygget to glimrende fronthøjttalere ind i HTC One. Som oven i købet har deres egen forstærker og kan spille i stereo. Det er noget mere lækkert end den ubrugelige Group Play-funktion, som Samsung har fundet på til Galaxy S4. Det er første gang, vi har prøvet en smartphone med eksterne højttalere, der er til at holde ud at høre på. Vurdering: 6/6

TV Guide
HTC-One-TV-app

Denne app kender de lokale kanaludbydere og kan give brugeren overblik over tv-ugen – herunder programoversigter og information om specifikke udsendelser. Man kan også indstille påmindelser via app’en, men rigtig smart er det, at den også kan overtage rollen som fjernbetjening. HTC One er nemlig forsynet med IR (bygget ind i tænd/sluk-knappen), og app’en kender næsten alle modeller af tv’er, digitale bokse og hjemmebio-anlæg. Næsten, hvilket er det eneste, der trækker lidt ned i vores vurdering.  Vurdering: 4/6

Beats Audio
htc_one_beats_audio

HTC One har noget nær den bedste lyd, vi har hørt fra en smartphone. Da det også skyldes lydoptimering via Beats Audio, tør vi godt kalde det en smart funktion. Som tilmed er udført til UG med kryds og slange. Vurdering: 6/6

Konklusion
HTC One har langtfra det samme høje antal smarte funktioner som Samsung Galaxy S4. Men langt de fleste HTC-funktioner er anvendelige, og det virker, som om der er tænkt mere over dem. Ikke mindst er der tænkt meget på det sociale aspekt – at vi til hverdag gerne deler stort og småt med vores venner via de sociale netværk. HTC One har selvfølgelig flere funktioner, end vi har fundet plads til at nævne her – og så har vi slet ikke talt om HTC Sense brugerfladen – men man drukner som bruger aldrig i smarte gimmicks, der bare spænder ben for hinanden. Derfor er HTC One vores klare vinder og ender med en vurdering på 5.
Samlet vurdering: 5

Samsung galaxy S4

samsug-galaxy-s4

Den koreanske smartphone har umiddelbart mest at leve op til. For det er ikke småting, Samsung lover os om Galaxy S4. Telefonen kaldes en “Life companion”, og i reklamerne forsikrer Samsung os om, at Galaxy S4 vil give os “en verden af uanede muligheder”. 

Telefonen byder på “en række smarte løsninger til underholdning, informationssøgning, social kontakt og træning”, står der på firmaets hjemmeside. Og det lyder jo ganske tillokkende. Vi går i gang med at teste.

Sound & Shot
galaxys4_sound&shot

En kamerafunktioner, der optager 9 sekunders baggrundslyd, samtidig med og efter at et billede er blevet taget. Funktionen er nem at anvende og kan f.eks. bruges til at lave postkortagtige billeder inklusive lydindtryk. Problemet? Billederne bliver gemt som jpg-filer. Hvis man deler sit lydfoto med andre – f.eks. ved at sende det til dem pr. e-mail eller ved at uploade det til Dropbox eller andre tjenester i skyen – så forsvinder lyden!  Vurdering: 3/6

Dual Shot
galaxys4_dualshot

Med denne funktion har Samsung givet fotografen mulighed for selv at være med på billedet. Det sker ved at tænde både for front- og bagkameraet på samme tid, og fotografen bliver så indsat i hjørnet af det store billede, som han eller hun selv tager, i en lille ramme, hvis udseende kan tilpasses efter smag og behag. Dual Shot er nemt at bruge og virker helt efter hensigten.  Vurdering: 5/6

Cinema Photo
Tag et billede af noget, der bevæger sig. Bagefter kan man i et redigeringsværktøj vælge, hvilke bevægelser der skal forblive i billedet. Resultatet bliver en gif-fil, som altså også kan deles med andre. Ulempen er, at billedfilerne bliver meget store, hvis ikke man skruer kraftigt ned for opløsningen.  Vurdering: 4/6

Eraser
GALAXY_S4_Eraser

Vi kender det vist alle sammen. Man vil gerne tage et foto af familien eller vennerne foran en kendt turistattraktion, men netop som man skyder billedet, kommer der folk gående forbi i baggrunden. Med Eraser-funktionen tager kameraet fem billeder og registrerer samtidig diverse objekter i bevægelse. Og fjerner dem fra billedet helt automatisk. Det virker faktisk, men vi synes nu alligevel, at funktionen er en smule tåbelig, al den stund at man for at have gavn af den på forhånd skal vide, om der kommer nogen forbi i billedet eller ej! Vurdering: 4/6

S Translator
galaxys4_s-translator

Samsung promoverer denne funktion, som var der tale om en slags babelfisk. Der er tale om en app, der skulle kunne oversætte både tekst og tale mellem foreløbig ti forskellige sprog (nej, dansk er ikke et af dem) næsten i realtid. Bare tal ind i telefonen på det ene sprog, og ud kommer det, man har sagt, oversat til formfuldendt [indsæt andet sprog her]. I realiteten kan S Translator bare ikke noget, som Googles egen oversætter-app ikke kan. Og S Translator-oversættelserne er mildest talt dårlige. Vi testede f.eks. mellem engelsk og fransk, og det er ikke tilrådeligt at satse på, hvis man gerne vil forstås i Frankrig. Vi siger det bare!  Vurdering: 2/6

Story Album
galaxys4_storyalbum

Denne app kan skabe kunstfærdige fotoalbums baseret på de billeder, man har taget med eller har liggende på mobilen. Der er masser af muligheder for at tilføje informationer til et album – herunder vejrdata, hvilke venner der er på billederne, geodata – og man kan også vælge imellem forskellige designs. Et færdigt album kan deles med andre, f.eks. som pdf-fil, og det gør faktisk Story Album til en nem og stærk måde at bruge mobilens kamera på. Vurdering: 5/6

Smart Pause
Denne funktion anvender telefonens frontkamera til at holde øje med, om man kigger på skærmen, mens videoafspilleren kører. Og afbryder filmen, hvis man kigger væk. Det virker faktisk, men kun med den medfølgende Video-app. Benytter man en tredjeparts-app, kan man ikke bruge Smart Pause. Vurdering: 4/6

Smart Rotation
I Android kan man selv vælge, om skærmen skal rotere automatisk, når man drejer telefonen. Men vi ved vist alle sammen, hvor irriterende det kan være, hvis man lægger sig ned, mens man holder telefonen. For selv om telefonen i det tilfælde drejer, så har man jo ikke skiftet synsvinkel. Og det er et problem, som Smart Rotation skal løse ved at lade telefonens frontkamera holde øje med, hvordan brugerens ansigt er placeret i forhold til skærmen. Det er en virkelig smart idé, men desværre virker det langtfra altid. Vurdering: 3/6

Smart Scroll
En af de funktioner, som Samsung har brugt mest krudt på at promovere, er Smart Scroll, der lader brugeren scrolle et skærmbillede op og ned blot ved at bruge øjnene. Det virker ved, at frontkameraet holder øje med, hvor man holder blikket. Og så kan man scrolle op eller ned enten ved at vippe telefonen eller vippe med hovedet! Og igen virker funktionen kun, hvis man benytter Samsungs e-mail app og internet-browser. En helt og aldeles håbløs funktion, synes vi. Vist virker den, men det er en gimmick, der ikke kan bruges til noget i praksis. Vurdering: 2/6

Air View
Samsung introducerede en lignende funktion med Galaxy Note II, men da krævede den en S Pen for at fungere. Ideen er, at hvis man holder sin finger over bestemte typer indhold, så kommer der et pop-up vindue op på skærmen, der viser et preview – f.eks. af billederne i en mappe. Og man kan også bruge sin finger som en slags forstørrelsesglas på websider. Air View virker fint efter hensigten, men der går altid et par sekunder, før det ønskede preview eller forstørrelsen dukker op. Og der er meget få situationer, hvor man reelt kan bruge funktionen til noget.  Vurdering: 3/6

Air Gestures
GALAXY S4_Air Gesture

Her skal man bruge hele hånden. F.eks. til at bladre mellem billeder, musiknumre eller sider i e-bøger, hvilket man gør ved at vifte med hånden foran skærmen. Man kan også scrolle websider op eller ned, så længe man ikke bruger tredjeparts-apps som f.eks. Google Chrome. Nok den mest nytteløse funktion, Samsung overhovedet har givet os med Galaxy S4. Hvorfor skal vi vifte med hænderne, når telefonen er udstyret med multitouch-funktionalitet? Som faktisk virker hele tiden i modsætning til Air Gestures… Vurdering: 1/6

Group Play
GALAXY S4_Group Play

Hvis man nu har en masse venner, som også har en Samsung Galaxy S4, så kan denne funktion forbinde en masse af telefonerne med hinanden, og én telefon kan så streame musik til alle enheder, der på den måde opfører sig som én stor højttaler. Det hele sker via Wi-Fi og lyder umiddelbart meget smart. Bortset fra at man næppe nogensinde kommer til at opholde sig i et rum sammen med fire-seks andre folk, der alle sammen også har en Galaxy S4. Og selv hvis man gjorde, så bliver lydkvaliteten af en hel gruppe af små elendige højttalere ikke nødvendigvis meget bedre end blot en enkelt elendig højttaler.  Vurdering: 2/6

Konklusion
Samsung har virkelig haft opfinderhatten på, da Galaxy S4 blev udviklet. Telefonen har mindst lige så mange funktioner, som vi ikke har fundet plads til, men fælles for rigtig mange af dem er, at de mest af alt er gimmicks, som man aldrig kommer til at bruge i sin hverdag. Nogle få er rigtig fikse – f.eks. Dual Shot, Smart Pause og Story Album – mens andre ikke engang rigtig virker efter hensigten. Vores samlede vurdering af, hvor smart Samsung Galaxy S4 i virkeligheden er, lander på et 3-tal.

Samlet vurdering: 3/6

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Huawei Mate 70 kan bestilles

Casios ur-ring er federe end Galaxy Ring

Gemini-app til iPhone frigivet

Lettere at finde mistet bagage

Endnu sværere at bryde ind i iPhone

Bliv ikke svindlet med QR-koder

Gemini på iOS set i App Store

Stærk fremgang for tablets

Galaxy S25 slår rekord i ydeevne

Nothing lancerer selvlysende mobil

OnePlus 13 med kæmpe batteri lanceret i Kina

AI-hjælp i Google Map