Sony Mobile skærer kraftigt ned og fyrer 975 medarbejdere – heraf 575 fastansatte og 400 konsulenter, skriver Mobil.se.
Fyringerne rammer alle medarbejdergrupper lige fra ingeniører til administrativt personale og ledere.
Dermed er arbejdsstyrken hos Sony Mobiles svenske afdeling blevet halveret.
Allerede i marts måned varslede Sony Mobile, at cirka 2.000 af firmaets i alt 7.000 ansatte ville miste jobbet, og fra starten stod det klart, at halvdelen af fyringer ville ske i Sverige.
Nu er der så blevet sat navne på de fyrede personer, som vil skulle forlade virksomheden i løbet af kort tid.
Fremover vil Sony Mobiles afdeling i Lund primært have fokus på udvikling og forskning.