Både Xiaomi Mi 11i og Mi 11 Ultra skrev vi allerede om i slutningen af marts, da modellerne blev lanceret globalt. Og da vi senere testede den første model i serien, Xiaomi Mi 11, gjorde den kinesiske mobil så godt et indtryk på os, at vi siden har glædet os til at se de andre modeller i serien på vores breddegrader.
I dag kunne Xiaomi så fortælle os, at ventetiden er ovre. Den kinesiske producent lancerer såvel Mi 11i, Mi 11 Ultra som Mi 11 Lite 5G på alle nordiske markeder fra d. 19. maj. Desuden er det fra i dag muligt at forudbestille Mi 11i og Mi 11 Lite hos udvalgte operatører og butikker i hele Norden. Alle telefonerne understøtter 5G.
Xiaomi Mi 11 Lite 5G
Kommer med 6,5″ skærm med 10-bit TrueColor og 1,07 milliarder farver. Mobilen har en Snapdragon 732G processor og et 64 Mp tredobbelt kamerasystem sammen med et 20 Mp frontkamera.
Tykkelsen er holdt nede på 6,81 millimeter, vægten holder sig på 159 g. Prisen er 2990 kroner.
Xiaomi Mi 11i
I modsætning til Mi 11 og Mi 11 Ultra kommer Mi 11i med en flad skærm fremstillet af glas, en tykkelse på blot 7,8 mm og en fingeraftrykslæser, som er monteret på siden af telefonen. Alt sammen for at muliggøre et nyt og lettere design, som skal give brugeren en bedre oplevelse og et bedre greb om mobilen.
Skærmen produceres af Samsung og er af typen E4 AMOLED, der opnår en maksimal lysstyrke på 1300 nit ved ekstremt lavt strømforbrug, lover Xiaomi.
Under skærmen finder man bl.a. en Snapdragon 888 processor, et 4250 mAh batteri med hurtig opladning samt Dolby Atmos stereohøjttalere. Prisen starter fra 4.990 kroner for modellen med 8 GB RAM og 128 GB lager. Xiaomi Mi 11i kommer i tre farver – Celestial Silver, Frosty White og Cosmic Black.
Xiaomi Mi 11 Ultra
Det absolutte kameramonster kommer som første mobil nogensinde med Samsung GN2 large camera sensor. Denne avancerede sensor, som sidder i det primære 50 Mp vidvinkelkamera, er udviklet i fællesskab med Xiaomi, og Samsung og er den første til at opnå størrelsen 1/1,12 tommer, der kan producere 4-i-1 2,8 μm Superpixels.
Sensoren er drevet af Xiaomis egen forbedrede natfotograferingsalgoritme og skal være i stand til at tage lyse og detaljerede billeder uden problemer med så lidt som 0,02 lux lys. Mi 11 Ultra er også den første Xiaomi-smartphone, der bruger et direkte multi-point Time-of-Flight laserfokussystem, som har et nøjagtigt dybdekort med 64 zoner, så det kan fokusere hurtigere, mere præcist og med et bredere synsfelt.
Mi 11 Ultra er endvidere udstyret med et 48 Mp 5x optisk zoom periskop-objektiv, der også understøtter 10x hybrid zoom og 120x digital zoom!
48 Mp ultra-vidvinkel kameraet er lige så kraftfuldt med den samme Sony IMX586 sensor, der gør det muligt at fange et fantastisk bredt 128° synsfelt. Denne hardwareinstallation understøttes af en AI-algoritme, der korrigerer linseforvrængning for at sikre optimal effekt for landskabs- og gruppebilleder, garanterer producenten.
Mi 11 Ultra har desuden både Dual Native ISO Fusion og Stagger HDR-teknologier.
Alle tre kameraer på telefonen understøtter 8K 24 fps video, og hovedkameraet understøtter Dolby Vision og HDR10+, hvilket skulle garantere fremragende billedkvalitet og nøjagtig, dynamisk lys- og skyggegengivelse.
Mi 11 Ultra er desuden udstyret med Snapdragon 888-processor samt 6,81” 120 Hz WQHD+ Samsung AMOLED-skærm fremstillet af E4-materiale. Skærmen har en højeste lysstyrke på 1700 nit og kan gengive 1,07 milliarder farver.
Mobilen tilbyder tilmed en ekstra overraskelse i form af en sekundær lille skærm på bagsiden. Den kan bl.a. fungere som et spejl, når man tager selfies.
Mi 11 Ultra byder på endnu et gennembrud med 67 W kablet og 67 W trådløs turboladningsteknologi, hvor sidstnævnte i øjeblikket er den hurtigste i branchen. Begge kan oplade Mi 11 Ultras 5.000 mAh store batteri til 100% på bare 36 minutter med næsten ingen tidsforskel mellem kablet og trådløs opladning.
Mobilen kommer nemlig med proprietær 6x superladeteknologi, et helt nyt 30 V trådløst opladningsintegreret kredsløb samt multiniveau strømstyringsteknologi, der muliggør en 10% stigning i opladningshastighed.
Batteriet i Mi 11 Ultra er bygget med en innovativ ny type materiale: anden generations nano-siliciumoxidkatoder. Dette materiale har ti gange lagringskapaciteten for litium-ion i traditionelle grafitkatoder, hvilket effektivt øger energitætheden og effektivt løser problemer med lange kredsløb.
Mi 11 Ultra er af et keramisk materiale, der giver en blød og behagelig følelse i håndfladen og skaber et skinnende, avanceret look. Enheden fås i farverne Ceramic White og Ceramic Black.
Monstermobilen kommer i begrænset antal til Norden og priserne starter fra 9.490 kroner for modellen med 12 GB RAM og 256 GB lager.