Den kinesiske mobilproducent Huawei er under stærkt pres som følge af den amerikanske boykot, som trådte i kraft i foråret 2019. Allerede sidste år kunne vi berette, at Huaweis andel af det globale mobilmarked var i frit fald. Og meget tyder nu på, at en af Huaweis største konkurrenter både på det kinesiske hjemmemarked og globalt, Xiaomi, drager direkte nytte af Huaweis fald fra tinderne.
I hvert fald havde Xiaomi i 2020 det bedste år nogensinde i virksomhedens historie. Overskudet steg med 28,7%, og Xiaomi solgte mere end 10 millioner “premium-smartphones” på verdensplan. Dertil kommer et ukendt antal af firmaets Redmi-serie af budgetmobiler. Det skriver Android Authority.
I samme periode faldt Huaweis markedsandel fra 41 til 30% på verdensplan.
Xiaomi Mi 11
I Skandinavien har Xiaomis tilstedeværelse indtil videre været til at overse, men virksomheden har netop lanceret premium-modellen Xiaomi Mi 11, der som den første Xiaomi-mobil vil blive bredt tilgængelig i både Danmark, Norge og Sverige.
Vi har modtaget vores testeksemplar, og du vil kunne læse vores færdige test af produktet her på websiden i løbet af næste uge.