Dolby Laboratories annoncerede i dag, at ABBA’s ikoniske single “Waterloo” nu bliver genudgivet i Dolby Atmos. Bag mixerpulten står lydteknikeren Bernard Löhr.
Den remixede udgivelse udkommer fredag den 5. april 2024 – 50 år efter den oprindelige udgivelse, som ABBA vandt Eurovision-finalen med i 1974. Det var som bekendt starten på en eventyrlig musikkarriere, og nu kan både gamle og nye ABBA-fans nyde en spændende ny lydoplevelse.
Det remixede track er skabt af den anerkendte lydtekniker Bernard Löhr, som har arbejdet med ABBA’s Benny Andersson siden 1980’erne og var teknikeren bag Dolby Atmos-mixet til albummet “Voyage”.
«Waterloo» er bare begyndelsen
For at fejre 50-års jubilæet for “Waterloo” arrangerer Polar Music International og Dolby en eksklusiv lyttesession i Immersive Music Studio i Stockholm. Her vil særligt indbudte gæster kunne opleve klarheden og dybden af “Waterloo” i Dolby Atmos. Gæsterne vil også høre mere fra Dolby og Bernard Löhr, som i øjeblikket arbejder på at remixe resten af ABBA-kataloget i Dolby Atmos-format.
Vil det give nyt liv til ABBA’s klassikere, eller ville det være bedre at lade være? Svaret kan høres fredag den 5. april. Da vil “Waterloo” i Dolby Atmos være tilgængelig på alle platforme, der understøtter formatet, såsom Apple Music og Tidal.