Så står vi der, foran Acura-scenen på legendariske New Orleans Jazz and Heritage Festival. Himlen er næsten skyfri, der er ingen vind, og 32 stegende grader får sveden til at løbe ned over kinden. Det hjælper ikke ligefrem på temperaturen, at Springsteen har trukket hele 180.000 til at overvære koncerten! Vist nok ny rekord for festivalen, som lokalt kun går under navnet Jazz Fest. En festival, som har holdt den gående siden 1970, og som ikke engang året efter Katrina – kun seks måneder efter at 1.400 mistede livet og 140.000 flygtede fra Halvmånebyen – svigtede fansene. Samme år (2006) var Springsteen der med The Seeger Sessions Band, en koncert, der fortsat går rygter om i The Big Easy – dermed var forventningerne helt i top. Men ville Springsteen klare at indfri dem, og det uden sin wing man Clarence “The Big Man” Clemons, der døde sidste år?
Publikum er blevet varmet op i halvanden time af jazz- og blues-legenden Dr. John, herlig fængende musik, men bestemt ikke et energibundt og en scenepersonlighed som Springsteen. Vi havde et hemmeligt håb om, at en god del af folkehavet ville forlade koncertområdet efter Dr. John, så vi kunne komme nærmere scenen, men kun en håndfuld gik – noget de, der blev, ikke kom til at fortryde!
Rich man wanna be king
Bruce Springsteen og hans 16 mands udvidede the E Street Band, med egen hornsektion (heriblandt Clemons’ nevø Jake på saxofon) og korpiger, indtager scenen til tonerne af “Badlands”, og mens The Boss skriger “Poor man wanna be rich, rich man wanna be king. And a king ain’t satisfied till he rules everything”, brøler 180.000 ekstatisk tilbage mod den aldrende rocker med en vitalitet som en 30-årig: Bruuuce!”
Uden yderligere pause hamrer han løs på selve temaet for aftenen med første single fra det nye album, “We Take Care of Our Own”. Gang på gang messer han sangens samfundsrevsende omkvæd, og ingen er i tvivl om, hvad han mener om den sag. I det Springsteen kommer til “From Chicago to New Orleans, From the muscle to the bone, From the shotgun shack to the Superdome, There ain’t no help, the cavalry stayed home”, løftes knytnæverne i luften, og publikum i alle aldre brøler deres vrede, smerte – og stolthed ud.
Koncerten har, som albummet, en klar og gennemtænkt opbygning. Her skal man først komme med alle de betændte spørgsmål, stille de rette vedkommende til ansvar og rive op i alt det dårlige. I en by, som i den grad har oplevet barske tider, vinder samfundsrevseren Springsteen gehør. I et nærmest bizart øjeblik skriger han “Death to My Hometown”, en irsk inspireret sang, der fungerer som en efterfølger til “My Hometown” fra 1984. Denne gang er det ikke racistiske modsætninger og industridød, der river byen fra hinanden, men de spekulanter, som lagde byen i ruiner og fortsat går rundt som frie mænd.
Katrina-sang i E Street-version
Før han går i gang med “My City of Ruins”, får vi en lang monolog om hans forhold til New Orleans, hvor katastrofalt og skammeligt det, der skete omkring Katrina, var, og hvor gode minder han har fra Jazz Fest i 2006, og retorisk spørger han os: “Are you missing anybody?” hvorefter The Boss tager den helt ud med klassikeren “How Can a Poor Man Stand Such Times and Live?”, for første gang i E Street Band-version. En sang, som Springsteen skrev efter Katrina i 2005 og gjorde til en moderne protestsang på The Seeger Sessions-turneen. Som en lille fjer i hatten til os skandinaver introduceres Little Steven “From Lilyhammer!”
De barske tider fortsætter med den dystre, men alligevel optimistiske “Jack of All Trades” (selv om vi ikke er sikre på, om hovedpersonen selv tror på det, han siger). Her giver The Boss Nils Lofgren frit spillerum i en særdeles heftig guitarsolo over flere minutter. Men alt er ikke bare tristesse: Ind på scenen kommer Dr. John for at spille med på “Something You Got”, og groovet i bandet kommer fuldt til syne. Nu bliver Springsteen den legende gøgler, idet han danser rundt og udtaler: “You can’t get that groove in New Jersey!”
Det hele glider ubesværet over i nok en Seeger-sang med “O Mary Don’t You Weep”. Pludselig svinger det på festivalområdet, og mennesker rundt om os danser og hujer.
The Boss følger op på festen med den arketypiske Springsteen-sang “Prove It All Night” – noget, han og bandet gør, mens vi undres over, at han ikke kollapser af et hedeslag i den tropiske varme.
Nebraska-klassikeren “Johnny 99” kommer i en opjazzet version, før det hele vendes på hoved med den “lette” popsang og publikumsfrieren “Waitin’ on a Sunny Day”. Efter at have kastet guitaren fra sig tager han mikrofonen og bogstavelig talt hopper ud i folkehavet. Han finder en stakkel, der synger omkvædet som en krage, før han surfer på folkehavet ind til scenen igen – hvilken energi og hvilket smittende humør!
Vi drømmer alle om det forjættede land, som Springsteen synger om i “The Promised Land”, en fantastisk sang, men en, han spiller noget ofte live. Det samme kan siges om de to sange fra The Rising, titelnummeret og “Lonesome Day”. Flot, men ikke exceptionelt.
Johnnys spøgelse
Før “We Are Alive” og den elektriske “Land of Hope and Dreams” serverer han en lang monolog om problemerne med at finde en sang til at afslutte albummet med. Her måtte rocklegenden gå tilbage i historien og bringe spøgelserne frem fra fortiden – døde, men ikke glemt, er mantraet, idet han tager riffet fra Johnny Cashs “Ring of Fire”.
Efter alle sangene om hårde tider, som kommer igen og igen, har vi nu fået frelsen og håbet tilbage med denne og “Land og Hope and Dreams”. En genganger fra tidligere turneer, som i sin oprockede version giver ny mening, specielt når saxsoloen kommer …
Hele seks ekstranumre bliver det til, med et af højdepunkterne, idet 360.000 hænder vifter i vejret og alle føler, at de er 25 år igen og “Born to Run”,
før vi danser ind i natten med “Dancing in the Dark”, og Springsteen og bandet tager det hele ned med “Rocky Ground”, nydeligt akkompagneret af Michelle Moore.
Idet der bliver helt stille på arenaen, og publikum tror, at sangen går mod slutningen, træder The Boss alene frem på scenen med sin akustiske guitar og begynder forsigtigt med stroferne: “We are trav’ling in the footsteps of those who’ve gone before, And we’ll all be reunited on a new and sunlit shore. Oh, when the saints go marching in …” og bringer dermed fortid og fremtid sammen. Et vovet træk at give sig i kast med denne sang, der blandt folk i New Orleans i dag ses som den mest turistificerede sang, byen har at byde på. Men ligesom i 2006 slipper han af sted med det – og holder det enorme publikum i sin hule hånd sangen igennem; bag os ser vi nogen, der græder.
Men sådan kan natten da ikke slutte, den skal gå ud med et “brag”, og til de genkendelige toner fra Born to Run-klassikeren får vi serveret selve historien om tilblivelsen af the E Street Band – “I’m gonna sit back easy and laugh, When Scooter and the Big Man bust this city in half, With a Tenth Avenue freeze-out”.
Han får en dåse øl fra en publikummer, åbner den, drikker halvdelen, før resten hældes ned ad ryggen, herefter trækker han en plakat op fra publikum med teksten “New Orleans Loves Clarence!”. Vi har aldrig mødt ham, men netop her og nu føler vi akkurat det samme, koncerten er blevet som én eneste stor familiegenforening!
Og idet den tropiske varme begynder at aftage, lysene slukkes og solen sænker sig over Halvmånebyen, begynder vi næsten at tro på ordene fra arrangøren, idet han efter koncerten udtalte: “Here in New Orleans we DO take care of our own!”
Ingen laurbær
Det er en mærkelig blandet oplevelse, og en masse følelser vælder frem efter en Springsteen-koncert generelt, og efter netop denne koncert specielt. Dyster og alvorlig tematik til trods, så bliver det en dundrende rockfest, der blæser liv i din gamle krop! En fusion mellem sound’en fra The Seeger Sessions og the E Street Band, det hele mens Springsteen som en dygtig dirigent styrer sit band og tager dem med på uventede og udfordrende vendinger. Et musikalsk mix af dagens hårde tider, selve livet, tro, håb og kærlighed – leveret via gospel, jazz, soul, rap og glædespredende rock. Kort og godt en mental udladning og et energikick på én og samme tid, og det efter en koncert, som i den grad var tilpasset byen og dens publikum. Forvent ikke “O Mary Don’t You Weep” i Skandinavien til sommer.
Springsteen har holdt den gående siden 1966 (første album i 1973) og fortsætter med at udgive nye og meningsfulde albums. De sidste 14 år har han nærmest tilbragt kontinuerligt på landevejen – og aldrig ladet showene hvile på laurbærrene med gamle klassikere som bærende element. Koncerten i New Orleans indeholdt intet mindre end syv sange fra det nye album, og af de 24 sange, han spillede, var hele otte nye i forhold til showet to dage før i Los Angeles! På den måde fortsætter han nat efter nat med at “Prove it all Night”!
Karakter: 6
Dette spillede The Boss
Badlands
We Take Care of Our Own
Wrecking Ball
Out in the Street
Death to My Hometown
My City of Ruins
How Can a Poor Man Stand Such Times and Live?
Jack of All Trades
Something You Got (med Dr. John)
O Mary Don’t You Weep
Prove It All Night
Johnny 99
Waitin’ on a Sunny Day
The Promised Land
The Rising
Lonesome Day
We Are Alive
Land of Hope and Dreams
–
Pay Me My Money Down
Born to Run
Dancing in the Dark
Rocky Ground
When the Saints Go Marching In
Tenth Avenue Freeze-out
