Spotify har i dag introduceret en ny søgefunktion, som mange i spøg kalder “Spotify GPT”. Det officielle navn på funktionen er AI Playlist – og pointen er, at du nu kan bede streamingtjenesten om at lave dig en skræddersyet playliste blot ved hjælp af nogle enkle skriftlige forespørgsler og søgetekster (prompts).
Funktionen bliver i øjeblikket betatestet og blev rullet ud til Android- og iOS-enheder i Storbritannien og Australien i mandags, men den forventes at blive udvidet til Premium-abonnenter på andre markeder efterhånden.
Spotify AI Playlist: Vil skabe smartere playlister
Spotify har allerede haft succes med sin populære AI DJ-funktion, og nu vil de udvide brugen af AI til at sammensætte skræddersyede playlister på kommando.
Ud over almindelige playlister baseret på genre eller epoke vil Spotifys nye AI-funktioner give dig mulighed for at bede om mere brugerdefinerede personlige playlister. Du kan anmode om skræddersyede playlister baseret på steder, dyr, aktiviteter, filmkarakterer, farver eller emojis.
Spotify fortæller, at de bedste playlisteresultater genereres, når du definerer din søgning med en kombination af genrer, stemninger, kunstnere og årtier – for eksempel “giv mig en playliste med dansk hiphop fra 90’erne”, “norsk black metal”, “romantiske sange fra amerikanske artister i 80’erne” eller ” west coast hiphop fra 90’erne” osv.
Når playlisten er genereret, kan du også give feedback til AI-værktøjet for at redigere søgeresultatet yderligere – for eksempel “mere pop” eller “kun kvindelige sangere”. Du kan også swipe til venstre for at fjerne enkelte sange.
Spotify AI Playlist bruger store sprogmodeller (LLM) til at forstå brugerens hensigter. Spotify oplyser, at den også bruger dine eksisterende brugerdata (lyttehistorik og præferencer) til at skabe din personlige AI-genererede playliste. Den er foreløbig kun tilgængelig for Spotify Premium-abonnenter i Australien og Storbritannien.
Vi glæder os til at tjekke funktionen ud, når den kommer til Skandinavien! I mellemtiden er Spotify AI Playlist allerede blevet testet af Mike Russell på YouTube:
Kilde: Pressemeddelelse fra Spotify