Med showet Springsteen on Broadway spiller Bruce Springsteen (68) på en af de mindste scener, han har optrådt på de sidste 40 år. Mega-rockstjernen, der mest er kendt for sine legendariske maratonkoncerter med publikum på 30.000-80.000, har nu valgt at gå i den stik modsatte retning. The Walter Kerr Theatre i New York har kun 960 siddepladser, og The Boss gennemfører hele 154 (!) shows i perioden 3. oktober 2017 – 30. juni 2018.
Intimkoncert
Fem aftener om ugen sætter han sig foran et klaver med sin mundharpe og en række guitarer, mens han solo/akustisk spiller sig igennem udvalgte godbidder fra sit righoldige bagkatalog. Mellem sangene fortæller Springsteen anekdoter fra sit begivenhedsrige liv, som han har skrevet om i selvbiografien Born to Run (2016).
‘Koncert’ er i øvrigt ikke en helt præcis beskrivelse af aftenen, for det ikke er en koncert i klassisk Springsteen-forstand. På Broadway serverer The Boss et show med et manuskript og en fasttømret sætliste – noget, der er unikt for Springsteen, som ofte skifter en tredjedel af sangene ud fra den ene aften til den anden. Af de lidt over to timer er ca. halvdelen sange og den anden halvdel monolog, hvor historiefortælleren Springsteen kommer til sin ret. Det nærmeste, vi kommer noget tilsvarende, er hans to akustiske Christic-koncerter i 1990.
Liv og levned
Bruce Springsteen tager os med på en rejse gennem sit eget liv, både på det personlige og det professionelle plan. Men aftenen er i lige så høj grad en rejse gennem USA’s nyere historie, samfundsliv og ikke mindst personlige relationer.
Den smukke ramme omkring det hele er et af de mindste teatre på legendariske Broadway, The Walter Kerr Theatre, der befinder sig et stenkast fra Times Square. Et klassisk teater fra 1929, der bidrager med en usædvanlig intim og unik atmosfære. Som Springsteen selv udtalte i pressemeddelelsen:
“In fact, with one or two exceptions, the 960 seats of the Walter Kerr Theatre is probably the smallest venue I’ve played in the last 40 years. My show is just me, the guitar, the piano and the words and music. Some of the show is spoken, some of it is sung. It loosely follows the arc of my life and my work. All of it together is in pursuit of my constant goal to provide an entertaining evening and to communicate something of value.”
Ideen tager form
Inspirationen til de enestående shows kom efter en lukket afskedskoncert for Barack Obama i Det Hvide Hus den 12. januar sidste år. Her spillede Springsteen 15 sange fra sit katalog for USA’s 44. præsident og hans nærmeste stab, med misforholdet mellem den amerikanske drøm og den amerikanske virkelighed som gennemgående tema.
Efter megasuccesen med The River Tour 2016 og udgivelsen af selvbiografien søgte Springsteen nye udfordringer. Så hvorfor lige netop Broadway (bortset fra det indlysende svar, at han kun bor ca. 50 minutter væk på ranchen i Colts Neck, New Jersey)? I pressemeddelelsen uddyber Springsteen:
“I wanted to do some shows that were as personal and as intimate as possible. I chose Broadway for this project because it has the beautiful old theaters which seemed like the right setting for what I have in mind.”
One-man show
De intime koncerter på Broadway står i stærk kontrast til Springsteens sædvanlige koncerter med The E Street Band, fuld blæsersektion og stort backing-kor. Ikke mindst på grund af det lave antal publikummer, men også fordi det er solo/akustisk (som vi tidligere har oplevet under turneerne The Ghost of Tom Joad og Devils & Dust). Men den største forskel er, at showet er det samme aften efter aften.
For en artist, der normalt fornyer sætlisten til hver eneste koncert, er det en stor omvæltning. Showet foregår i enkle rammer; han har hverken instruktør eller manuskriptforfatter på – det er et “one-man show” i ordets egentlige forstand. Som Springsteen udtalte til The New York Times:
“That’s me! I’m going to direct myself onstage and I wrote up the script on my own. It’s a pretty basic show. It’s going to feel like a garage workshop basically, and I’m going to play my songs and tell my stories. So it wasn’t something that called for a whole lot more than that.”
Rift om billetterne
De 39 første shows blev straks udvidet med yderligere 40 – uden at det mættede den enorme efterspørgsel. Husk, at Springsteen solgte ufattelige 305.000 billetter bare til koncerterne i New York/New Jersey (Continental Airlines Arena) i juli/august 1999. Lige før jul forlængede han Broadway-showet til den 30. juni, og også de sidste shows blev udsolgt på få minutter.
Priserne på second hand-markedet er da også derefter: Billetterne på bl.a. StubHub har ligget på tusindvis af dollars.
I sædet ved siden af os i The Walter Kerr Theater træffer vi en super-fan, der har brændt “nogle månedslønninger” af på sortbørsbilletter til sig selv og konen. En entusiastisk amerikaner, der opfører sig, som om han er i Madison Square Garden, og råber “Bruuuuuuuuuce!” mellem hvert nummer. En flink fyr.
Growin’ Up
Hele showet er bygget op om selvbiografien, hvor vi kronologisk går fra Springsteens opvækst i den lille industriby Freehold, New Jersey, over spillejobs alle tænkelige steder i The Garden State og pladekontrakt med Columbia til superstjernetilværelse, børn og parforhold samt den grundlæggende gnist til at skrive musik og optræde foran et publikum. Hans vanskelige forhold til sin far og hans op- og nedture i livet går som en rød tråd gennem det hele.
Det er ikke monsterhittene eller de mest berømte sange, der præger aftenen; Springsteen har nøje udvalgt en række numre, der definerer vigtige øjeblikke i hans liv, og som fortæller os noget vigtigt. Det er på dette plan, Broadway-showet fungerer så godt: Teksterne og historierne flettes naturlig sammen og uddyber den store samtale.
Historiefortælleren
Under sine mange maratonkoncerter er Springsteen ofte kommet med (lange) historier, som supplerer sangene. Blandt de mest kendte er historien om, hvordan han slap for militærtjeneste i Vietnam, som intro til “The River” på albummet Live 1975-1985.
I løbet af aftenen på Broadway kommer en af Springsteens største evner til sin ret: Historiefortælleren, som formår at gøre sine egne historier universelle. Heri ligger Springsteens geni: Han får sin lokale, meget personlige version af livet i lilleby-Amerika til at have en universel appel, som vækker genkendelse og resonans hos mange. Springsteen – den største søn, New Jersey har fostret siden Ol’ Blue Eyes – har givet mange fans lydsporet til deres liv.
Sjove, men også sårbare øjeblikke fra et langt og indholdsrigt liv, f.eks. dengang han som syvårig måtte gå ned på farens stamværtshus for at fortælle ham, at moren bad ham komme hjem. De historier, Springsteen fortæller, svinger fra løssluppen humor over dybe personlige oplevelser til den største alvor.
Efter at have erklæret sin kærlighed til Amerika, dets folk og kultur, bliver han nærmest sakral i sin fremførelse af klassikeren “The Promised Land”. Idet Springsteen kommer helt frem på scenekanten og synger direkte til os uden mikrofon, er det næsten som at have The Boss syngende i ens egen stue. Gåsehuden kommer krybende, som om “Amerikas sjæl” stikker hånden ind i kroppen på én og klemmer ømt om hjertet.
Adam Raised a Cain
Trods den vedvarende konflikt med hans alkoholiserede og maniodepressive far var det netop ham, Springsteen forsøgte at “kopiere” og imponere. Da han trådte ud på scenen, var det i hans fars arbejdstøj, han sang om manden på gulvets hårde liv og om det ofte konfliktfyldte forhold mellem far og søn. Om ikke andet, så gav hans far ham masser af materiale i studiet.
Springsteen giver os så en rørende intro til “My Father’s House”, der – som han siger – handler om den mørke, depressive del af barndommen, før han kommer til den lyse, livsbekræftende side med hans mor. Hun hyldes med en af hans mest personlige tekster, “The Wish”.
Omarrangerede sange
Få af Springsteens største hits har fået plads i showet, og de, der er med, er nærmest uigenkendelige.
Efter en lang intro til hans mest misforståede sang – hvor The Boss fortæller om sit møde med Ron Kovic (fra Born on the 4th of July), hans forhold til Vietnam-veteranerne og den skyld, han stadig kæmper med, idet “andre drog i hans sted” – giver han os “Born in the USA”. Springsteens mest berømte sang fremføres med en frenetisk rå intensitet, hvor han hamrer løs på guitaren i en skælsættende blues-version, mens næsten hele sangen foregår a cappella. Råt og intenst, og han brøler og spytter ordene ud for én gang for alle at understrege, hvilken protestsang det er.
Følelserne tager overhånd
Omtrent halvvejs gennem showet er tiden inde til at nævne Bandet (med stort B). Han taler om The E Street Band som selve gnisten til at spille. Når 1 + 1 bliver 3, og magien opstår. Ikke nødvendigvis de bedste musikere, men de rigtige musikere – fra samme by og med samme baggrund.
Da han skal begynde på “Tenth Avenue Freeze-Out” om tilblivelsen af bandet og kommer ind på den afdøde saxofonist Clarence “The Big Man” Clemons, tager følelserne overhånd. Som Springsteen siger: “Det var som at miste selve regnen.” Han må tage en lille pause, som ikke virker spor indstuderet. Det er en aften, hvor han giver sig selv fuldt ud – usminket, autentisk og blotlagt.
Fruen, Patti Scialfa, ligger hjemme med influenza, så de to sædvanlige duetter med hende er til lejligheden erstattet af mere fokus på forholdet mellem far og søn, og på børn: “Longtime Comin’” og “The Ghost of Tom Joad” erstatter dem.
Well my daddy he was just a stranger
Lived in a hotel downtown
Well when I was a kid he was just somebody
Somebody I’d see around
The Donald
Vi kommer selvfølgelig ikke uden om den aktuelle situation i USA og Donald Trump. Præsidenten nævnes ikke ved navn, men der er ingen tvivl om, hvem Springsteen taler om, når han i bitre vendinger fortæller om sidste års angreb på selve fundamentet for demokratiet med undergravning af retsstaten og systematisk nedbrydning af dens institutioner.
The Boss citerer Martin Luther King Jr.: “The arc of the moral universe is long, but it bends toward justice,” før han går i gang med en version af “Long Walk Home”, der nærmest fremstår som en bøn. Vi lægger mærke til, at vores entusiastiske ven i stolen ved siden af pludselig ikke klapper længere …
You know that flag
flying over the courthouse
Means certain things are set in stone
Who we are, what we’ll do
and what we won’t
Udenfor er der nærmest undtagelsestilstand, og 15.000 politifolk er indkaldt for at tage hånd om sikkerheden i nytårsdagene. At sidde i centrum af byen, hvor tvillingetårnene faldt, giver en ekstra dimension til “The Rising”.
Selverkendelse og selvudlevering
Som Springsteen så ofte har sagt under sine mange koncerter: “You don’t know me. You think you do, but you don’t.” I aften er han derimod usædvanlig selvudleverende, åben og ægte. Under Springsteen on Broadway føles det, som om vi kommer om bag masken og ser privatpersonen Bruce Springsteen. Han fortæller, at han ikke savner ungdomstiden, men savner det “blanke, ubeskrevne blad”, som livet er, når man er ung.
Modsætningerne mellem hans eget liv og det, han prædiker, kommer også selvironisk frem. Manden, der aldrig har haft et fast arbejde (før nu!) eller været inde i en fabrikshal, har ikke skrevet om andet hele sit liv. Tidligt i karrieren var hans tekster fulde af biler som metafor, men ironisk nok fik Springsteen ikke kørekort før midt i tyverne – længe efter at han skrev klassikeren “Racing in the Street”.
Et andet af hans musikalske hovedtemaer har været at slippe væk hjemmefra, bl.a. i “Born to Run”, der naturligt nok afslutter aftenen:
Baby this town rips the bones from your back
It’s a death trap, it’s a suicide rap
We gotta get out while were young
‘cause tramps like us, baby we were born to run
I dag bor Springsteen med sin familie kun ti minutter fra fødebyen i New Jersey.
Skuespilleren
Showet er sømløst syet sammen med en monolog, der matcher sangene, og det har en flot dramaturgisk opbygning. Latteren sidder løst, men der er ikke langt mellem øjeblikke, hvor vi bogstavelig talt må tørre tårerne væk. Han står selv for både manus og instruktion på showet. De eneste rekvisitter er nogle kasser fra turnélivet, instrumenterne og The Boss selv i udvaskede jeans og T-shirt.
Der hænger en teleprompter på væggen, men Springsteen ser sjældent på den. Monologen flyder let og naturligt, uden tegn på at være indøvet – det er ikke svært at forstå, hvorfor Martin Scorsese har villet bruge Springsteen som skuespiller.
Rockhistorie
Vokalt har han vel nærmest aldrig været bedre, og guitar-, klaver- og mundharpespillet sidder lige i øjet. Desuden er lyden fremragende på Walter Kerr. Showet er fri for lavpunkter og giver os et unikt indblik i Springsteens liv, moral og mangefacetterede følelsesliv. Ofte kommer historierne midt i en sang, eller mens han klimprer på guitar eller klaver.
Men midt i al euforien kan vi ikke slippe tanken om, at Springsteen on Broadway lidt fremstår som Bruce Springsteens afskedssang. En følelsesmæssig elevatortur og en opsummering af et levet liv. Lad os håbe, at den stærke stemme fra New Jersey stadig har mange år tilbage på landevejene. Én ting er sikkert: Amerika har mere end nogensinde brug for ham som korrektiv.
Mere end 30 gange har vi set Bruce Springsteen live, flere af dem akustisk, med alt fra 3.500 til 120.000 tilskuere. Men vi har aldrig oplevet ham stærkere, mere intens, emotionel og ægte end på Broadway. Med disse shows skriver The Boss rockhistorie – virkelig en “once in a lifetime” oplevelse. Seks stjerner.
Det spillede Springsteen:
Growin’ Up
My Hometown
My Father’s House
The Wish
Thunder Road
The Promised Land
Born in the U.S.A.
Tenth Avenue Freeze-Out
The Ghost of Tom Joad
Long Time Comin’
Long Walk Home
The Rising
Dancing in the Dark
Land of Hope and Dreams
Born to Run
Læs mere om Broadway-showene her
