Fredag den 24. juni. En verden vågnede op til choknyheden om, at det britiske folk havde stemt for at kaste EU over bord og klare sig selv. David Cameron meldte sin afgang. Samme aften gik de skotske superstjerner i bandet Travis på scenen under festivalen Over Oslo, men ikke før jeg havde haft et møde med dem samme eftermiddag. De er nemlig albumaktuelle igen. Men hvis du tror, at det handler om et album – som i “long playing,” tager du fejl. “Everything At Once” er i nemlig kun 33 minutter lang, opdelt i ti sange. Det betyder, at bandet har produceret gennemsnitligt 11 minutter om året siden sidste album “Where You Stand” fra 2013.
Brexit
Jeg mødte sanger Fran Healy og bassist Dougie Payne i TV2 hovedkvarter på Karl Johans gate i Oslo. Og da jeg, som resten af verden, stadig var helt chokeret over Storbritanniens beslutning om EU-løsrivelse, røg det bare ud af munden på mig:
So. Brexit, huh. Er I tilfredse med afstemningen?
“Nej, ekstremt utilfredse, udbrød Payne med en bred og bedrøvet skotsk accent. Jeg er meget deprimeret over det. Det er virkelig bekymrende, jeg tror ikke, de har forstået konsekvenserne af dette. Det her vil få store konsekvenser.”
Tror I, at folk har stemt mere følelserne end med hjernen?
“Der var i hvert fald ikke hjerne involveret. Det var simpelthen på grund af den store utilfredshed og følelsen af at have mistet sin stemme og ikke være blevet lyttet til. Det var en protest. Men det er den forkerte sag at vise sin protest i. Dette er virkelig en trist dag.”
“Og det er ikke en beslutning, der skal foretages af folket,” stemmer Fran Healy i. “Det er en politisk beslutning. Det er ren politik.”
“Cameron var så sikker på, at Storbritannien ville stemme for at blive i EU, at han villigt præsenterede Europa som et offer. Han tænkte, at ikke var nogen chance for, at det ville ske, men bragte emnet på banen for at forsøge at forene sit parti. Men partiet blev i stedet splittet, og det faldt dramatisk tilbage på ham. Det var en politisk manøvre, og han fejlede. Konsekvenserne af dette kommer til at kunne mærkes i flere årtier, og intet af det vil være godt. Det er snæversynede, konservative små englændere, der har stemt for dette, og det er ikke godt.”
Det kan i det mindste være en inspiration for fremtidige Travis-album, forsøgte jeg mig…
“Eller det kan blive optakten til Tredje Verdenskrig!,” returnede Payne.
Nyt album på eget pladeselskab
Okay, nok politik! Nu til musikken: Albummet “Everything At Once” er udgivet på jeres eget pladeselskab. Er det det første album, I har styret selv?
“Nej, det tredje,” retter Healy. “Den første udgivelse, som vi lavede på Red Telephone Box, var tilbage i 1996, 10-tommeren ‘All I Want To Do Is Rock’. Men så, da vi lavede vores sjette album, ‘Ode To J. Smith’ (2008), havde vi netop afsluttet en 5-albums-aftale med Independiente. Vi tænkte, at det nu ville være godt at forsøge os med lidt selvstyre, så vi genoplivede Red Telephone Box.”
“Det var Trexit,” indskyder Dougie Payne, og høster latter fra alle tre.
“ Ja, haha. Det var rart, men det gav også en masse arbejde for vores manager med at håndtere logistikken i distribution og så videre. Men da vi så nåede til ‘Where You Stand’, gjorde vi det igen på Red Telephone Box. Men denne gang brugte vi en servicevirksomhed, kaldet Kobalt. Og med det seneste album har vi gjort det samme, denne gang med servicevirksomheden Caroline. På den måde har vi alle fordelene med at have en slags pladeselskab, der styrer tingene, men bevarer stadig vores selvstændighed.”
Pæn, ren lyd
En hi-fi-nørd som mig lægger mærke til en ren og pæn lyd, når jeg hører jeres plader. Er I selv meget involveret i miksningen?
“Nej, det har vi aldrig været,” siger Healy. “Vi har hele tiden været så heldige at arbejde sammen med nogle af de bedste folk i verden. Steve Lillywhite lavede vores første album. Nigel Godrich lavede de efterfølgende tre, og så har vi arbejdet med en svensker, der hedder Michael Ilbert. Michael er lige så god som Nigel, når det gælder det tekniske. Han er meget omhyggelig og opmærksom på detaljen. Helt op til det tredje album lavede vi alt på analoge bånd. Men så, da Pro Tools blev meget bedre, brugte vi det. På det sjette album gik vi tilbage til bånd, og siden, på det syvende og ottende, digitalt. Men vi bruger en masse gammelt udstyr. Og vi spiller live. Jeg ønsker at høre bandet i rummet. Det er det vigtigste, nemlig at høre lyden af fire fyre, der spiller røven ud af bukserne.”
“Ja, det handler om at fange energien,” tilføjer Payne. “Hvad sker der mellem os fire, når vi spiller sammen. Og hvor man tænker, “Det går godt indtil videre, men nu kvajer jeg mig sikkert om lidt.”
“Hvis du har så gode tekniske spillere som Michael og Nigel, der formår at fange øjeblikket, så vi vil det hele lyde godt,” beroliger Healy.
“Og Michael har den svenske fornemmelse for pop, og han får tingene til at lyde af hi-fi, hvilket synes at være en stor ting i denne del af verden. Det er interessant,” konkluderer Payne.
Korte albums
Jeres seneste album er ikke særlig langt. Er det streaming, der spiller ind her? At folks opmærksomhed er kortere end tidligere?
“Nej Det har med to ting at gøre,” protesterer Healy. “For det første måtte vi gøre en masse ekstra arbejde på det forrige album. Vi var nødt til at redigere sangene bagefter for at gøre dem korte nok til at få dem spillet i radioen. Så denne gang havde vi som den eneste begrænsning fra begyndelsen, at sangene skulle være under tre minutter. De bedste sange, vi nogensinde har skrevet, er to et halvt minut lange, så lad os bare holde det ‘short and sweet’. For det andet er det for mig et oprør, når du har et band, der laver sange på fem minutter, imens du selv er færdig efter to et halvt minut alligevel. Jeg synes det er helt rart at være i stand til at sige: ‘det er faktisk en god måde at gøre det på.” Gør det kort, og ikke længere end folk ønsker. Vi har været her for længe alligevel.”
Nej, det må du ikke sige.
“Det har været over tyve år. Det er lang tid.”
Jeg forstår, hvad du mener. Jeg spiller selv i et band, og når jeg er færdig med en tekst, er der ofte en, der siger, at der er brug for et vers mere. Men jeg er færdig. Den er færdig. Jeg har ikke mere at sige.
“Lige præcis,” siger Dougie Payne. “Det er god disciplin at vide, hvornår det er nok. Mange sange er fem-seks minutter lange, og for det meste gentager man bare sig selv. Medmindre du skriver en jazzodysse, der vandrer ind i forskellige sektioner, naturligvis. Men for det meste er det verset igen, så kommer omkvædet igen. Og måske noget i midten…”
“Et minut inde i en sang ved du, om den er fantastisk eller noget lort,” indskyder Healy. “Jeg vil gerne have, at du vil høre sangen igen. Men du kan ikke blive ved længere, end hvad folk ønsker at høre.”
“For første gang i 10 år er de singler, vi har udgivet i England, blevet A-noteret på alle radiostationer i Storbritannien. Det er ikke sket for os i mange år. Så hvis du gør det kort, og åbenbart til radio, for det er her, vi er som band. Jeg ved det ikke, men nogle gange tænker jeg: ‘Er vi et band, som skal høres på plade, eller er vi et band …’ Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg dybest set godt lide det faktum, at vi er i radioen mere end noget andet. Vi er et radioband. Radio er gratis, der er intet ulovligt ved det. Det er ikke streaming, det er ikke piratkopiering …”
“Du snylter ikke på kunstneren økonomisk,” skyder Payne ind.
“Og radioen er stadig konge,” konkluderer Healy.
“Radio var det medium, der gav os chancen i første omgang,” erindrer Dougie Payne. “Radio 1 i England i 1999 gav os en chance. En fyr sagde, ‘Ved I hvad? Det her skal vi spille.’ Og han begyndte at spille vores sange, og lagde det i lytternes hænder. Og vi fik chancen. Jeg tror, at radio stadig har en rolle at spille. Med alle disse algoritmer, du har på Spotify og andre streamingtjenester, er radio er det musikalske sted, der ikke er blevet skræddersyet til din smag.”
“Ja, du kan faktisk risikere at opdage noget nyt,” indskyder Fran Healy.
Videoer
Jeg opdagede jer gennem MTV, i de gode gamle dage.
“Ja, videoer er vigtige for os,” svarer Healy i en lidt doven tone.
Er videoer stadig vigtige?
“Ja, det er en kunstart, der er blevet glemt. Vi lavede her en film til hele albummet. Vi tænkte, ‘Lad os sætte alle sejl til’, og resultatet er blevet et af de mest komplette album, vi nogensinde har lavet, når det gælder vidoe og musik. Videoerne er meget morsomme og godt lavet. Det er fantastisk.”
Jeg kan ikke vente med at se videoerne. Hvor lang er filmen?
“30 minutter. Det er som en film, der dækker hele albummet, bortset fra to sange, som er droppet, da det blev var for dyrt. Vi havde et givet budget. Men alle sangene glider glat ind i hinanden, og der er et meget løst fortællerperspektiv, der løber gennem det hele. Det starter i en natklub i Berlin, hvorefter nogen kommer noget noget i min drink. Og så forsvinder jeg på det her trip. Og det hele er bare vanvittigt. Alt på én gang …
Det lyder som en film, jeg skal se …
Yndlingssang
Hvad er jeres yndlingssang på det nye album?
“I øjeblikket holder jeg meget af ‘Animals’,” siger Haley. Hvilket i øvrigt også er den sang, som undertegnede mener er bedst.
“Det er en god sang at synge, for den går helt til grænsen af mit register. Det er svært at få sange til at passe, og få følelsen af, at man har styr på dem. Men det gør den, og jeg kommer til at synge den hver aften. Det er en stor befrielse.”
Dougie Payne hænger på:
“Jeg kan også godt lide for øjeblikket, fordi jeg hørte den i radioen.”
“Hvordan lød den i radioen?,” spørger Healey.
“Den lød fucking fantastisk. Og den lød som intet andet. Jeg stod i køkkenet og hørte Radio 2, og de spillede ‘ugens single’, og de spillede sange fra Adele og alle mulige andre. Så kom vores på, og det lød anderledes end alt andet. Det var mærkeligt, og det lød fantastisk.”
Gamle travere, men stadig inspirerede
Er det stadig lige så nemt nu at finde inspiration til at skrive sange, som det har været før?
“Jeg skal sige dig, at det er lige så svært at skrive en sang nu, som da du først startede. For der er ingen regler for sangskrivning, og det bør der heller ikke være. Der er ingen køreplan. Det er så tilfældigt. Du skal gå ned i mørket og lede efter sangen ‘Hvor er den?’ Så vil du finde den. Men for øjeblikket tror jeg, at vi har aldrig været i så god form og i så god mental tilstand, som vi er i lige nu. Jeg ved ikke, hvorfor eller hvor det kommer fra. Vi er fire fyre, som er forelskede i bandet. Vi har været sammen i 26 år, og det er stadig fantastisk.”
“Vi er sultne efter at gøre ting. Og der er en kreativ sult for at gøre det sammen,” siger Payne. “Det er et godt sted at være, for det var, hvad vi havde i begyndelsen. Det var sådan, det var i 1996, da vi først flyttede til London. Det var passionen efter at gøre denne ting sammen som et team. Og sådan føles det også nu.”
Så hvordan dukker en sang frem?
“Du sidder og leger med guitaren. Og du prøver på ikke at tænke. For sange kommer fra følelserne. Det er en mærkelig ting, men du skal være i stand til at slå din hjerne fra. Så går du igennem denne proces, hvor du kæmper med dit ego: ‘Fandens, jeg kan ikke!’ Så prøver du igen: ‘Fandens, jeg kunne heller ikke nu!’ Og så endelig, når du næsten ikke kan mere, finder du til sidst et lille korn. Hvis du kæmper lidt længere, er det som regel lige rundt om hjørnet. Så dukker en lille ting op, som bliver til en sang. Men det handler virkelig meget om tålmodighed.”
Hvilken slags musik lytter I til, når I ikke laver den selv?
“Jeg lytter ikke så meget til musik,” indrømmer Healey. “Men det skal være melodisk. Det handler ikke kun om musik, men om film, kunst og andet, der har det i sig. Jeg ved ikke, hvad den ting er, men det er det, der berører dig, uanset hvad det er. Jeg tænker altid, at jeg hellere ville være en svamp end en sten. At suge ting op. Du fortsætter med at suge det hele til dig, i stedet for at det løber ud af dig. Alt for ofte siger folk: ‘Jeg kan ikke lide det her eller det her.’ For mig er det mere: ‘Kom nu! Giv os det hele! Jeg spiser alt.”
Aldrig soundtracks
Har I skrevet filmmusik?
“Nej, det ville jeg aldrig gøre.”
“Det er noget at en opgave at tage på sig,” siger Payne.
“Ja, og det er fandens hårdt. Jeg kender et par stykker, der har gjort det, og det er ikke særlig tilfredsstillende.”
“Der er en voldsom mængde af kompromiser. Alt for mange mennesker skal mene noget om det, som du laver. Producenter og instruktører. At lave en film er et så massivt stykke arbejde i forhold til at lave et album. Der er så mange mennesker involveret. Ti mennesker kan sige, ‘Vi kan godt lide denne del, men ikke den anden. Kan du lave det om på den her måde og tilføje nogle klokker?’ Det er barske sager!”
Skrøbelige sange
Hvor lang tid tager det, fra du har omridset af en sang, og til den blevet til en optagelse?
“Jeg vil sige, det er omvendt,” svarer Payne. “Du starter med maleriet, imens optagelsen er rammen. Men det varierer. Sagen er, at sangene er skrøbelige. De kan falde fra hinanden når som helst. Du kan have en, som du mener er fantastisk, men så pludselig: ‘Jeg mistede den. Jeg kvajede mig.’ Det kan ske med teksterne i skriveprocessen, mens du forsøger at nagle en melodi. Det kan ske under optagelsen i miksningen. Du har denne lille ting, som du forsøger at få frem til målstregen, at få den ud til folket.”
Healy:
“Det er som at prøve at tænde en cigaret udendørs. Du har én tændstik, og du tænder den. Din kammerat med cigaretten er langt forude, og du skal forsøge at få flammen hen til ham. ‘Lad den ikke dø ud.’ Og hvis det lykkes dig at få den hen til studiet, og ilden stadig ikke går ud, forbliver tingen på optagelsen. For altid! Du har fanget det! Min Gud, det er cool. Nogle gange går det. Andre gange ikke.”
Når I har indspillet et album, føler I så, at alle de sange har fået lige meget opmærksomhed?
“Det er et godt spørgsmål,” lykønsker Healy mig. “Nogle sange har brug for mere omsorg end andre. Du giver dem lige, hvad de har brug for. Du skal altid lade sangen fortælle dig, hvad den vil, og hvis du lytter hårdt nok, gør den det. Du kan pynte en sang med lige det tøj, du ønsker. Du kan tage en Neil Young-sang og omdanne den til EDM (Electronic Dance Music), hvis du ønsker det. Men ville det virkelig lyde godt? Nej, for hans stemme har en karakteristisk klang, og det lyder kun godt på dén måde. Så du må bare lade sangen fortælle dig, hvor den skal hen.”
“Hvor megen tid, du bruger på en sang, er ikke rigtig relevant,” indvender Payne. “‘Strangers On a Train’ krævede for eksempel en masse opmærksomhed. Det var en stormfuld dag med tændstikken, hvor man tænkte, ‘Herregud, det her er jo en tornado! Jeg har brug for mindst tre tændstikker!’ Det var hårdt, men vi kom i mål til sidst. Men det er, som Fran siger: sangene er nødt til at få, hvad de har brug for.”
“Og du kan ikke tænke dig frem til det,” siger Healey. “Du skal være i stand til ikke at tænke. For tanken er fjende af al kunst. Tanken kommer i vejen, for det er egoet, der blander sig. Og egoet er bare en mening. Men kunsten siger noget. Alt har en stemme. Hvis du virkelig lytter efter, vil sangen fortælle dig, hvad den har brug for. Men du kan ikke lytte, når din arbejder i højt gear.”
Baby One More Time
Var det hvad der skete med Britney Spears-coveret ‘Baby One More Time?’
Healey:
“Det var en fuldstændig tilfældigt. Vi sad på en bar, natten før vi skulle lave en radiooptagelse for Radio 1. Vi havde guitaren fremme, og vi spillede for alle mennesker i baren. Vi sang covernumre, og jeg begyndte at spille begyndelsen af den sang. Ingen genkendte den. Nogle mente, at det var ‘Hotel California’. Så begyndte jeg at synge, og hele stedet gik i stå. Alle syntes om den. Så kom produceren af radioprogrammet over til os og sagde: ‘Den skal i spille i morgen i radioen!’ Men inden da var der ingen seriøse band, der havde gjort noget lignende. At tage en sukkerpopsang og spille den alvorligt. Men sangen er strålende. Det var derfor, jeg spillede den i baren den aften. Men nu gør alle sådan. Det er blevet moderne.”
“Nu er det blevet en industristandard, hvor en popgruppe laver en indie sang, og et indieband laver en popsang,” bekræfter bassist Payne. “Men vi var de første.”
Healey:
“Og vi ville aldrig have gjort det. Det det produceren, der hørte noget i sangen.”
Payne:
“Og sangen var en stor ting for os, endnu et stort øjeblik i karrieren. Det var endda et lille skub til folks bevidsthed omkring os.”
I blev virale!
“Ja, sådan siger man jo i dag. Som den islandske kommentator, da de slog Østrig i sidste sekund. Den metalmelodi, de lagde omkring hans falset på YouTube…”
Fodbold
Følger I EM i fodbold?
“Ja. Island er fandme gode!,” udbryder Healey. “Og Italien. Åh. Bare at se Martin O’Neill (træner for Irland, red.) miste grebet. Og alle i Irland går bare bananas!”
Så tror I, at England endelig når finalen? (husk, at interviewet blev lavet, før de blev slået ud af Island).
“Hvem spiller de imod? Island? Som skotte er jeg nødt til at satse på Island i kampen,” siger Healey (som sikkert glad nu!).
“Min far er engelsk, så jeg satser på dem,” kommenterer Payne.
At miste EU først, for så at tabe til Island. Det er en hård omgang!
“Det ville være virkelig hårdt for dem! Men det er bare det, der kan ske. When the shit hits the fan…,” siger Healey.
“Jeg har faktisk væddet penge på, at England vinder det hele,” siger Payne optimistisk (uden på dette tidspunkt at være klar over den skæbne, der venter).
“Det er derfor jeg ikke vil have, at de vinder“
