Det har aldrig været nemmere at forvandle sit tv til et musiksystem med streamingfunktion. I hvert fald hvis det er et af B&O’s nyeste modeller, der troner i stuen.
Bang & Olufsen har netop frigivet en softwareopdatering til BeoPlay V1, BeoVision 11 og BeoVision 12 New Generation, som giver mulighed for streaming af det gigantiske Spotify-musikkatalog. Nu kan du streame cloud-baseret musik direkte til dit tv. Det er lige så let som at vælge en tv-kanal, og du skal hverken bruge smartphone eller ekstra fjernbetjening.
“Den måde, vores kunder bruger deres tv på, ændrer sig. Det er allerede muligt at integrere Apple TV i vores tv-modeller og styre enheden direkte med Bang & Olufsen fjernbetjeningen. Vi har nu gjort det samme med Spotify ved at udvikle en af de mest enkle og brugervenlige grænseflader på markedet. Som frontløber inden for sublim tv-lyd giver det god mening at tilføje denne ekstra funktion og give kunderne mulighed for at bruge deres Bang & Olufsen tv som musiksystem”, siger B&O-chefen Tue Mantoni.
Alle nye tv-modeller fra B&O leveres som standard med integreret Spotify-funktion. Kunder, som allerede ejer et BeoPlay V1, BeoVision 11 eller BeoVision 12 New Generation, kan downloade Spotify-funktionen via en gratis softwareopdatering.
Softwareopdateringen kræver et Spotify Premium-abonnement samt Smart TV-opdateringen til BeoPlay V1.
BeoPlay V1 koster ca. 16.200 kr, BeoVision 11 ca. 48.000 kr, og BeoVision 12 New Generation 85.200 kr.