For første gang nogensinde organiserede Samsung Galaxy Unpacked som et digitalt event, direkte livestreamet fra Korea. Udover Galaxy Note 20-serien, som du kan læse alt om her, lancerede Samsung i dag en hel syndflod af andre nye produkter, som alle bliver en del af Galaxy-økosystemet.
“I år lancerer vi et rekordstort antal produkter, som passer lige ind i tiden. Aldrig før har vi mennesker stolet så meget på/været så afhængige af teknologi, som vi gør nu. Teknologi skal gøre livet lettere, mere effektivt og sjovere, ikke mere kompliceret. Derfor har vi introduceret fem nye enheder, som alle er kraftfulde værktøjer, som kan hjælpe dig med at maksimere både arbejde og fornøjelse. Som en del af Galaxy-økosystemet fungerer enhederne sømløst sammen, så du kan fokusere på det, der er vigtigst for dig og let skifte mellem arbejde og underholdning,” siger Claus Holm, Director IM & Country Manager Denmark, om dagens lancering.
Samsung Galaxy Tab S7 og Tab S7+
Begge produkter kommer med store skærme med en dynamisk opdateringsfrekvens op til 120 Hz. Tab S7 har en 11” skærm (2560 x 1600), hvor Tab S7+ har 12,4” skærm (2800 x 1750).
Især Galaxy Tab S7+ ligner en iPad Pro-dræber. Under skærmen finder vi en Snapdragon 865+ processor samt enten 6 GB eller 8 GB RAM samt 128 GB eller 256 GB indbygget lager, der selvfølgelig kan udvides via microSD-kort. Tabletten kommer med 5G samt fire 1,6W højttalere med Dolby Atmos. Det vilde er dog batteriet, som er på hele 10.000 mAh, hvilket ifølge Samsung muliggør op til 16 timers videoafspilning.
Både Galaxy Tab S7 og Tab S7+ leveres med samme opgraderede S Pen og Samsung Notes-app, som findes i Galaxy Note 20-serien.
Samsung Galaxy Tab S7 og Tab S7+ vil kunne købes fra d. 21. august. Tab S7 i en ren Wi-Fi-version koster 5.999 kroner, mens Tab S7 med LTE koster 6.799 kroner.
Galaxy Tab S7+ kun med Wi-Fi koster 7.499 kroner, mens den store model med 5G bliver solgt for 9.499 kroner.
Samsung Galaxy Watch 3
Galaxy Watch3 er et premium smart-ur med et let design i rustfrit stål og ægte læderarmbånd. For første gang kommer Samsung-uret også i en titanium-model.
Ligesom forgængerne har Watch 3 en roterende urskive, som lader brugeren hoppe mellem widgets og applikationer. Selve urskiven kan brugeren enten selv vælge mellem 80.000 urskiver i Galaxy Store – eller man kan skabe sin egen og selv bestemme, hvilken information, der skal vises på uret.
Samsung Galaxy Watch 3 tilbyder også nye funktioner indenfor træning og sundhed. For eksempel bliver det muligt at måle iltoptagelse og iltning af blodet. Galaxy Watch 3 har endda en funktion, som kan registrere, om man falder og kan sende SOS-signal til udvalgte kontakter.
Samsung Galaxy Watch 3 er tilgængeligt i to størrelser fra d. 21. august. Modellen på 41 mm skal koste 3.599 kroner, mens den større 45 mm har en vejledende pris på 3.799 kroner.
Samsung Galaxy Buds Live
I modsætning til mange andre trådløse ørepropper, der alle sammen ligner hinanden, har de nye Galaxy Buds Live et helt unikt nyt design, der samtidig byder på en glimrende pasform, så propperne kan sidde i ørerne hele dagen.
Galaxy Buds Live har tre mikrofoner, som gør lyden tydelig og naturlig, uden man behøver hæve stemmen. Propperne kommer med ANC, og sammen med Samsung Galaxy Note 20-serien understøtter de et såkaldt Game Mode, som mindsker forsinkelsen i lyden for en endnu bedre spilleoplevelse.
Batteriet holder hele dagen og rækker til 20 timers afspilning uden ekstern opladning (ca. 6 timer + yderligere ca. 15 timers opladning i etuiet). Batteriet oplades hurtigt og kun 5 minutters opladning kan give op til en times spilletid.
Galaxy Buds Live kan købes i Danmark fra og med den 21. august i farverne Mystic Bronze, Mystic White og Mystic Black til en anbefalet pris på 1.399 kroner.
Samsung Galaxy Z Fold 2
Efter Samsung Galaxy Fold og Samsung Galaxy Z Flip har den koreanske elektronikgigant nu lanceret en tredje foldbar mobil.
Samsung Galaxy Z Fold 2 er den direkte efterfølger til Galaxy Fold, og designet er i store træk identisk med forgængerens. Alle billederne af den kommende Galaxy Z Fold 2 kan du se i galleriet herunder.
Dog er der et par væsentlige design-forskelle: For det første er selfie-kameraet på den store, primære skærm ikke længere separat placeret i det store udsnit, som skæmmede den tidligere Galaxy Fold. I stedet er kameraet nu synligt gennem et udstanset hul i skærmen.
For det andet ændrer Samsung (igen) på hængslet, der forbinder de to halvdele af den foldbare mobil. Hængslet var til at begynde med Samsung store smertensbarn, så vidt angår den første Samsung Galaxy Fold, men koreanerne fik løst de tekniske problemer og sidste år sendt produktet på markedet med næsten seks måneders forsinkelse. Samsung Galaxy Z Fold 2 får et helt nyt hængsel, hvor selve hængselområdet er indbygget i et formtilpasset cylindrisk hus.
Galaxy Z Fold 2 har to Infinity-O skærme med næsten ikke-eksisterende rammer. Den forreste skærm måler 6,2” og den solide hovedskærm 7,6”, hvilket gør dem begge større end de skærme, der er på Galaxy Fold. Den nye foldbare mobil kommer i to farver: Mystic Black og Mystic Bronze. En vejledende pris og det præcise salgstidspunkt kender vi endnu ikke.