Den første rigtige motorcykel fra legendariske Harley-Davidson så angiveligt dagens lys helt tilbage i 1903 under navnet Model One. Der var tale om en prototype, som kunne køre 56 kilometer i timen. Motorcyklen blev serieproduceret i perioden 1905-1906 og fremstod bl.a. med klassisk cykelsaddel og brede, hvide cykeldæk.
Og det er netop dette über-klassiske design, der har været inspirationskilden for Serial 1, Harley-Davidsons nye elcykel til voksne, som Harley præsenterede sidste efterår. Både de hvide dæk, den karakteristiske saddel og det sorte stel giver mindelser om det amerikanske firmas første kværn.
Elcyklen har været tilgængelig på det amerikanske marked i nogle måneder. Men nu er de på vej til det europæiske marked. Så hvis du allerede har hørt om Serial1-cyklerne og har overvejet, hvordan du mon kan få fingre i et eksemplar, så er der nu håb forude.
Serial 1-cyklerne bliver nemlig nu tilgængelige på det europæiske marked. Man vil kunne købe Serial 1 hos sin lokale Harley-Davidson-forhandler rundt omkring i de forskellige europæiske lande, herunder også Danmark. Det skriver electrive.com.
“Det dynamiske, hurtigtvoksende elcykelmarked er starten på en global mobilitetsrevolution. Ved at tilbyde Serial 1-elcykler hos forhandlere i hele Europa kan Harley-Davidson spille en vigtig rolle i denne mobilitetsrevolution,” siger Aaron Frank, der er branddirektør for Serial 1.
Modeller og priser
Serial 1 findes i fire forskellige variationer. De er dog alle beregnet til bytrafik og har alle fire centermotorer fra tyske Brose. Ydelsen spænder fra indgangsmodellen MOSH/CTY med et 529 Wh batteri ombord og en rækkevidde på 56 til 168 kilometer til RUSH/CTY pedelec med et 706 Wh batteri og en rækkevidde på 56 til 185 kilometer.
Priserne begynder fra EUR 3.499 for den billigste model, MOSH/CTY.
RUSH/CTY STEP-THRU koster fra EUR 4.599, mens den dyreste RUSH/CTY kan købes formedelst EUR 4.699. Tophastigheden for alle modellerne er 25 km/t.