Sony lancerer to nye trådløse højttalere, SRS-RA5000 og SRS-RA3000. Især topmodellen er et specielt syn. Set ovenfra ligner den mere en Philips-barbermaskine end en højttaler. Men det er heller ikke helt almindelige højttalere. Begge modeller rummer højttaler-enheder hele vejen rundt, mens SRS-RA5000 også har enheder både på toppen og i bunden for at fylde rummet med lyd.
360 graders lyd
Sony anvender processering, som de kalder Immersive Audio Enhancement, i kombination med 360 Reality Audio, som gør, at højttalerne fylder rummet med lyd – vertikalt og horisontalt.
Hvis man spiller musik kodet med 360 Reality Audio, vil man få musikken gengivet med instrumenterne placeret forskellige steder i lydlandskabet. På samme måde, som man tidligere kunne med stereolyd kodet med Dolby Surround, hvis man havde en Dolby Pro Logic-dekoder. Forskellen er, at 360 Reality Audio også har lyd i højden, altså ægte 360 graders lyd. Et udvalg af den slags musik findes f.eks. på Tidal.
SRS-RA5000 giver samme lyd overalt
Med SRS-RA5000 har Sonys DSP-processering en bonus, idet højttaleren giver nøjagtig samme lyd, uanset hvor i rummet man står. Det sker efter en kalibrering af højttaleren, som gøres ved at holde knappen Immersive Audio Enhancement inde. Det betyder, at bassen ikke opleves som mere buldrende, hvis man står tæt på et af rummets hjørner.
Jeg fik selv demonstreret en prototype på sidste års CES-messe i Las Vegas. Det virkede underligt, at lyden aldrig ændrede sig, uanset hvor i rummet jeg stod i forhold til højttaleren. Især når man ved, hvor meget bassen har det med at forandre sig.
Grunden var, at Sony-højttaleren havde dæmpet alle problemfrekvenserne. Resultatet blev derfor også – desværre – at lyden var basfattig, samtidig med at den bas, der var tilbage, lød meget underligt. Der skete tydeligvis noget med fasen dér, hvilket betød, at al følelse af rytme og drive i bassen var væk. Sonys udsendte sagde da også, at det var noget, de arbejdede ihærdigt på at rette op på til en eventuel færdig produktionsmodel.
Nu, hvor to produktionsmodeller er lanceret, håber og tror vi på, at dette problem er løst.
Trådløse muligheder
Højttalerne understøtter højopløst lyd op til 24 bit/96 kHz via Chromecast. Bluetooth er også tilgængelig med AAC og SBC lyd-codecs, men underligt nok har Sony udeladt deres egen LDAC-codec, som giver den bedste Bluetooth-lyd.
Hvis man vil slutte højttaleren til TV’et for at forbedre lyden derfra, anbefaler Sony at bruge Bluetooth. Kravet er, at TV’et understøtter A2DP, hvilket de allerfleste TV’er gør.
Pris og tilgængelighed
Sony SRS-RA5000 og SRS-RA3000 lanceres i februar og vil koste henholdsvis 4.000 og 2.500 kroner.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer