Jeg kan huske tilbage til mit IT-valgfag i gymnasiet i slutningen af 1990’erne, hvor læreren talte om computerprogrammering, og hvordan vi i fremtiden kunne bruge computerteknologi til at kurere kræft. Og endda Alzheimers.
“Tror du også, at vi vil kunne optage og afspille vores egne drømme?” spurgte jeg til lyden af fnisen fra resten af klassen.
Læreren bekræftede:
“Ja, hjernen behandler egentlig bare elektriske signaler, så jeg tror, det bliver muligt en dag.”
Jeg var fascineret af svaret, men bortset fra House-episoden Black Hole har jeg ikke hørt noget specifikt om det siden. Det betyder dog ikke, at forskningen har stået stille, og nu er der endelig gode nyheder om emnet.
Teknologi “læser” hjernen
Et forskerhold på Kyoto University i Japan har fundet en måde at “læse” vores hjerner på, som kan revolutionere vores forståelse af drømme. Ved hjælp af avanceret fMRI-teknologi (functional magnetic resonance imaging) og kunstig intelligens (AI) kan de nu genskabe billeder baseret på hjerneaktivitet. Og ja, det gælder også, når vi sover.
Hovedforskeren bag projektet, Dr. Yukiyasu Kamitani, og hans team har udviklet metoder til at fortolke hjernesignaler og omsætte dem til visuelt indhold.
Når vi ser på et objekt, behandler vores hjerne disse mønstre hierarkisk, fra de enkleste til de mere komplekse træk. Den AI, vi brugte, fungerer efter samme princip,” forklarer Dr. Kamitani.
Vi er kun lige begyndt
Men før du begynder at fantasere om at række ud efter din mobil og åbne den app, der afspiller en natlig politijagt gennem New Yorks hårdeste gader i skarp 4K-opløsning, mens Manhattan langsomt, men sikkert bliver opslugt af et sort hul under jorden (ja, jeg har stressende drømme), så er virkeligheden desværre ikke helt så spændende. I hvert fald ikke endnu.
Teknologien er stadig i sin vorden, og de billeder, der skabes, er tågede glimt af visse elementer fra drømmen. Noget, der minder mere om abstrakte malerier end store Hollywood-produktioner. Vi er med andre ord langt fra at kunne gengive detaljerede og levende scener fra drømmeverdenen.
Desuden er den ikke virkelig. Dr. Peter Bentley fra University College London uddyber:
“Disse AI’er læser ikke rigtig tanker; de matcher bare mønstre af hjerneaktivitet med sandsynlige billeder, som de har set før.”
Teknologiske udfordringer
Selv om forskerne arbejder hårdt på at forbedre opløsningen og nøjagtigheden, er der stadig lang vej fra dagens eksperimenter til en app, der kan afspille dine drømme i Ultra HD.
En af de største udfordringer er at indsamle tilstrækkelige mængder hjernedata. For at træne AI-systemerne er der brug for enorme datasæt fra drømmende frivillige, hvilket er både tidskrævende og praktisk krævende at gennemføre. Billedet kompliceres også af den store variation i hjernemønstre fra person til person. Det gør det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at udvikle en universel “drømmedekoder”, der virker for alle.
Drømmenes flygtige natur er også en vanskelig nød at knække. At indfange og fortolke de ofte hurtige, usammenhængende og surrealistiske billeder, der kendetegner mange drømme, kræver en præcision og hastighed i databehandlingen, som den nuværende teknologi stadig har svært ved at opnå.
Behandling af psykiske problemer
Hvis vi kan overvinde de tekniske udfordringer, er det medicinske potentiale enormt. Ikke mindst inden for psykologi og mental sundhed. Forestil dig at kunne analysere mareridt hos PTSD-patienter eller hjælpe folk med angst med at konfrontere deres frygt i et sikkert miljø.
Kunstnere kunne indfange kreative ideer direkte fra drømmeverdenen, mens terapeuter fik et nyt værktøj til behandling af søvnforstyrrelser.
Etik og privatlivets fred
Konceptet med at “læse” andres drømme rejser ikke desto mindre vigtige etiske spørgsmål om privatlivets fred og mental integritet.
Drømme kan ses som vores sidste private fristed i en stadig mere overvåget verden. Hvad nu, hvis andre kan få adgang til denne intime sfære – hvad enten det er forskere, sundhedspersonale eller hackere? Eller en jaloux ægtefælle, for den sags skyld.
Hvordan sikrer vi, at følsomme hjernedata ikke bliver misbrugt? Kan vi give samtykke til noget, der sker, mens vi sover? Og hvad med risikoen for, at vores underbevidste tanker og følelser ufrivilligt bliver afsløret? Kan teknologien misbruges i afhøringsmetoder af mistænkte kriminelle eller politiske modstandere?
Før vi tager den slags teknologi til os, er det vigtigt, at vi som samfund træder et skridt tilbage og nøje overvejer, hvordan vi kan beskytte vores mentale integritet i en verden, hvor selv vores drømme kan digitaliseres.
For mange kan tanken om at dele deres mest private tanker føles som et mareridt i sig selv. For andre kan det være nøglen til bedre selvforståelse og mental sundhed. Måske vil “Hvad drømte du i nat?” snart være et lige så almindeligt spørgsmål som “Har du sovet godt?”.
Vejen fra laboratoriet til natbordet er stadig lang. Men én ting er sikkert – forskerne på dette område er alt andet end søvngængere.
