Lækagen, som omfatter omkring 2.500 sider med detaljerede oplysninger om Googles søgealgoritmer, tyder på, at virksomheden kan have vildledt offentligheden om de faktorer, der påvirker rangeringen af søgeresultater.
Dokumenterne blev først delt med SEO-eksperten Rand Fishkin, som offentliggjorde resultaterne i håb om at imødegå det, han mener er “løgne” fra Google-medarbejdere om, hvordan søgemaskinen fungerer. De tekniske detaljer, der blev afsløret af lækagen, peger på, at Google indsamler og potentielt bruger data, som virksomhedens repræsentanter tidligere har benægtet påvirker placeringer; såsom Chrome-brugerdata, antallet af klik og den tid, der bruges på bestemte websider.
Bekræftet af Google
Efter at Google i første omgang nægtede at kommentere sagen, bekræftede virksomheden torsdag morgen over for The Verge, at dokumenterne er ægte. En talsmand for Google advarede dog mod at drage “unøjagtige konklusioner baseret på kontekstløse, forældede eller ufuldstændige oplysninger.”
Mike King, grundlægger af SEO-bureauet iPullRank, var en af de første til at gennemgå de lækkede dokumenter. I sin analyse påpeger han flere uoverensstemmelser mellem det, Google har sagt offentligt, og det, der står i dokumenterne.
– Google løj
“‘Løgn’ er et stærkt ord, men det er det eneste korrekte ord at bruge her,” skriver King, der fortsætter: “Jeg er uenig i Googles bestræbelser på aktivt at miskreditere folk inden for marketing, teknologi og journalistik, som har fremlagt reproducerbare resultater.”
Fishkin og King understreger, at dokumenterne ikke afslører præcis, hvordan Google vægter forskellige faktorer, og at oplysningerne kan være forældede. Ikke desto mindre mener de, at lækagen giver et unikt indblik i en ellers hermetisk lukket proces, der har enorm indflydelse på webtrafik og forretningsmodeller.
Gang i kommentarfelterne
Afsløringerne har naturligvis også skabt engagement i kommentarfelterne. Nogle har udtrykt bekymring for, at lækagen vil gøre det lettere for organisationer at manipulere med søgeresultaterne.
“Det virker som et godt resultat for SEO-optimister, men ikke for os forbrugere, der rent faktisk forsøger at finde nyttigt indhold på nettet,” skriver en bruger.
Andre mener dog, at større gennemsigtighed er positivt:
“Løsningen på dårlige søgeresultater er ikke, at en privat virksomhed uden tilsyn og med total kontrol skjuler, hvordan de rangerer information,” argumenterer en anden.
Lækagen kommer i kølvandet på den voksende kritik af Googles dominans og forretningsmodel. Virksomheden er i øjeblikket under efterforskning for konkurrenceforvridende praksis i USA, hvor søgemaskinen er i centrum. Med en global markedsandel på mere end 90 procent bestemmer Googles algoritmer, hvad millioner af mennesker ser – og ikke ser – på nettet
Kilde: The Verge
Hvad mener du?
Er Googles optimeringsalgoritmer kun for marketingfolk og hjemmesideudviklere, eller tror du, at afsløringen vil påvirke din egen onlineoplevelse i fremtiden?
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer