Som mange andre teknologihistorier begyndte det som en spæd ide i en garage i Californien, hvor der er flere startups end biler i garagerne. I dag, 20 år senere, er YouTube blevet et globalt center for kreativitet, kultur og underholdning med mere end 2,5 milliarder brugere. Herunder mere end fire millioner voksne danskere hver måned.
Og de har har nok at se på: Det samlede antal videoer på YouTube er 20.000.000.000.000 – eller 20.000 milliarder! Og det vokser med 20 millioner videoer om dagen.
Den allerførste video, Me at the zoo, blev uploadet den 23. april 2005, hvor kuriøse hjemmevideoer fandt nye medieformater. Derfra har udviklingen været eksplosiv, og YouTube har udviklet sig til en scene, hvor indholdsskabere – ordet youtuber er i mellemtiden blevet en jobbeskrivelse – udfolder deres ideer og opbygger globale fanbaser. På den måde rækker YouTubes indflydelse ind i det moderne kulturlandskab.
Jesper Vangkilde, dansk kommunikationschef hos Google, der ejer YouTube, fremhæver den centrale rolle, indholdsskabere spiller i YouTubes fortsatte relevans.
“YouTube handler først og sidst om at give alle en stemme. Ideen om at demokratisere adgangen til at skabe og dele videoer har frigjort et enormt kreativt potentiale – fra det lette og skæve, over gør-det-selv til tunge uddannelser og sprogkurser. Det er en helt vild variation, som gør, at de fleste kan finde noget, der rammer netop dem”, siger Jesper Vangkilde.
“Vi ser i dag, at de mest succesfulde indholdsskabere har produktioner, der på lange stræk nærmer sig filmindustrien. De finder fanskarer, skaber fortællinger, bygger virksomheder og sætter dagsordener på måder, vi ikke så for 20 år siden”.
YouTube på den store skærm
En af de seneste, større tendenser på platformen er, at seerne rykker fra mobilen til den store skærm i dagligstuen. Omkring halvdelen af brugerne har nu adgang til at streame YouTube på deres tv-skærme mindst én gang om måneden. Dette gør TV’et til den skærmtype, der oplever den største vækst.
YouTube har også sat et præg på dagligsproget. Ord som unboxing, vlog og livestream er enten blevet udbredt eller ligefrem skabt på YouTube.
Fakta om YouTube:
- YouTube er tilgængelig i over 100 lande og på 80 sprog.
- Mere end fire millioner voksne danskere bruger YouTube månedligt på tværs af alle enheder. Og halvdelen ser med på TV-skærmen.
- Mere end 20 millioner videoer uploades til YouTube hver dag.
- Alene i fjerde kvartal af 2024 fjernede YouTube 9,4 millioner videoer, 4,8 millioner kanaler og 1,25 milliarder kommentarer.
- Over 300 musikvideoer på YouTube har passeret én milliard visninger. Adele’s Hello (88 dage) og Ed Sheerans Shape of You (97 dage) var de hurtigste til at nå denne milepæl.