TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

NYHED

Alt om Samsungs 2019 QLED-TV’er

Samsungs kommende 2019-modeller får et markant løft i billedkvalitet, og denne gang gælder det ikke kun for topmodellerne.

Af / 13/03/2019 - 13:59
Alt om Samsungs 2019 QLED-TV’er

Lyd & Billede har set nærmere på Samsungs 2019 QLED-TV-modeller. Ved en eksklusiv event i Barcelona stiftede vi bekendtskab med nogle af årets mest spændende TV-nyheder fra Samsung, nærmere bestemt Q80R, Q85R, Q90R og ikke mindst 8K-flagskibet Q950R!

Som altid med sådanne skræddersyede produktlanceringer skal man tage de første indtryk med et gran salt. Men ud fra det, vi kunne se, er det lykkedes ingeniørerne at gøre betydelige fremskridt på årets nye modeller, som efter planen rulles ud i butikkerne fra månedsskiftet marts/april.

QLED også i fremtiden

Samsung har vakt opsigt ved at gå i den modsatte retning af den øvrige TV-branche. Mens konkurrenterne nu sværger til OLED som billedteknologi nummer 1, holder sydkoreanerne stadig fast i deres egen QLED-teknologi, som i bund og grund er en variant af traditionel LCD med LED-bagbelysning.

Grundlæggende drejer det sig stadig om LCD, men toptrimmet til et punkt, hvor der ikke er meget “gammel” teknologi tilbage: Avancerede billedpaneler med antirefleksbehandling, Quantum Dot-farvefilter, højere opløsning (8K/4K), bredere betragtningsvinkel og intelligente “AI”-billedprocessorer er bare nogle af de tricks, der tages i brug for at presse endnu bedre billedkvalitet ud.

Og det ser ud til at virke: Efter at have sammenlignet de nye 2019-modeller med forrige generation er det tydeligt, at billedkvaliteten tager et lille kvantespring i den rigtige retning. Og denne gang gælder det ikke kun topmodellerne i 9-serien: En glædelig nyhed er, at meget af spidsteknologien også siver ned i de lavere serier, hvor priserne er langt mere omgængelige.

Annonce
s2
Næsten samtlige 2019 QLED-modeller får direkte LED-bagbelysning, eller Direct Full Array, som Samsung kalder det. (Foto: Samsung)

QLED med direkte LED-bagbelysning

Hvis et LCD-TV skal gøre sig håb om at følge med OLED på vigtige områder som kontrast og sortniveau, kræver det præcis bagbelysning. Såkaldt kant-LED med spejle er billigt og effektivt, men har ikke noget at gøre i et high-end-TV.

Det ser det ud til, at Samsung har forstået, for i 2019 indfører de direkte LED-bagbelysning på langt flere modeller end tidligere. Næsten alle de nye QLED-modeller (undtagen Q60R) har fuldblods Direct Full Array-bagbelysning, hvor den eneste forskel er antallet af individuelle LED-zoner. Der er sød musik i vores ører (og øjne)!

Quantum Processor 4K

Ud over opgraderede billedpaneler får QLED-modellerne meget større regnekraft med en yderst avanceret billedmotor under panseret. Nyt i år er, at også 4K-modellerne vil nyde godt af spidsteknologi udviklet til flagskibet Q900R med 8K-opløsning.

Den nye Quantum Processor 4K anvender de samme maskinlæringsprincipper som 8K-modellerne for at opskalere og optimere forskellige typer videoindhold. Den avancerede videoprocessor analyserer billedindholdet og vælger den optimale algoritme til opskalering ud fra en enorm database af kortlagt videoindhold.

Hvis vores erfaring med sidste års model Q900R er noget at gå efter, lover det godt for billedkvaliteten, især på komprimeret videoindhold fra YouTube, almindelige TV-udsendelser og lignende.

s3
Ultra Viewing Angle: Samsungs 2019 QLED-modeller får kraftigt forbedret betragtningsvinkel. (Grafik: Samsung)

Ultra Viewing Angle

Snæver betragtningsvinkel er et andet problem, som LCD-skærmene lider under. Med andre ord varierer billedkvaliteten, alt efter hvor man sidder. Det skyldes uønsket “strølys” fra bagbelysningen, der spredes ujævnt ud til siderne.

Samsungs løsning på problemet er at indsætte et ekstra filter mellem bagbelysningen og LCD-panelet, som koncentrerer lyset mere vinkelret gennem panelet. Et sekundært diffuserende lag udenpå sikrer tilstrækkelig spredning af lyset. Samsung hævder, at dette greb både giver forbedret lysstyrke og sortniveau og mindre farveforskydning ved op til 40 graders betragtningsvinkel.

Apple AirPlay 2

Samsungs smart-TV’er er nu kompatible med Apple AirPlay 2. Det betyder, at man kan sende indhold fra Apple-enheder direkte til TV’et uden behov for en Apple TV-boks. Dermed får man også adgang til at købe/leje og downloade film og TV-serier fra iTunes.

Samsungs 2018- og 2019-TV-modeller vil også understøtte Apples nye streaming-tjeneste, som lanceres senere i marts.

s4
Med 65Q85 (2019) sat ved siden af 65Q8D (2018) til højre er der ingen tvivl om forbedringerne, når man sammenligner det lysende omrids omkring hjelmen.

2019 vs. 2018: Forskellen i praksis

Samsungs ingeniører kan slå sig på brystet med små og store forbedringer, men hvordan ser resultatet ud i praksis? Ud fra den smule, vi så, virker det ret lovende.

Samsung havde rigget den nye 4K-topmodel QE65Q90R op ved siden af 2018-modellen QE65Q9FN plus to konkurrerende 2018-modeller – deriblandt et OLED-TV af ukendt fabrikat. Samsung var hemmelighedsfulde og lod os heller ikke fotografere under seancen, men det var ikke svært at se de forbedringer, der er lavet.

Årets Q90R havde for det første et meget overbevisende sortniveau. Det, der imponerede os mest, var fraværet af synlige omrids eller “halo”-effekter fra bagbelysningen. Med forsvindende lidt strølys på en mørk baggrund var det faktisk svært at adskille det fra OLED-skærmen ved siden af.

Samtidig kan vi slå fast, at den optimale betragtningsvinkel er blevet meget bredere. Sammenlignet med 2018-modellerne, der blev markant blegere ude til siden, var 2019-modellen langt mere stabil på kontrast og farvegengivelse.

Forbedringen er ikke begrænset til topmodellen. Vi fik også mulighed for at sammenligne den nye model Q85 med forgængeren Q8D, som også kan prale af direkte LED-bagbelysning, og selv her var forskellen markant. Som det fremgår af billedet, har det nye TV langt mere præcis lysstyring, også ved skrå betragtningsvinkel.

Vi vender tilbage med mere info om de forskellige 2019-modeller!

Sagen opdateres.

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage er betalt af producenten.

Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Blindtest af OLED-TV'er

TCL med største TV-udstilling nogensinde

Black Week? Køb ikke et nyt TV, før du har læst dette

LG OLED T hædret af TIME Magazine

LG præsenterer ny målemetode for farveforskel

Gigantisk Samsung-TV ventes i 2025

Samsungs nye TV-funktion bruger generativ AI

Moderne kunst til The Frame

Prisrekord for et 100-tommer TV?

Philips fejrer 20 år med Ambilight og lancerer nyt flagskibs-TV

Ku' det friste med et "gennemsigtigt" OLED-TV?

Sony tager affære efter klager