Er du mere end almindeligt interesseret i TV og hjemmebiograf, har du sikkert hørt om AWOL Vision, som har gjort sig bemærket med en række prisvenlige projektorer i premium- og high-end-klassen. Nu er producenten på banen igen med et nyt storskærmskoncept under navnet AWALL Vision. Men denne gang er der ikke tale om projektorer, men om fysiske TV-skærme med MicroLED-teknologi! De fås i flere størrelser, og eftersom skærmene er modulopbyggede, kan du selv bestemme, hvor stort TV’et skal være.
Modulære MicroLED-skærme fra 75 til 162 tommer
MicroLED beskrives ofte som fremtidens TV-teknologi og kan på sigt erstatte nutidens OLED- og MiniLED LCD-TV’er. De består af mikroskopiske lysdioder, som afgiver både lys og farve samtidig, i stedet for at være afhængige af bagbelysning eller farvefilter. Resultatet er en meget farverig og kontrastfuld billedkvalitet.
Samsung, LG og TCL tilbyder alle denne type skærme i dag, men eftersom priserne ligger i millionklassen, har de hidtil været mest interessante for virksomheder og (meget) velhavende privatpersoner. Det har AWALL Vision ambitioner om at rette op på: Under CES 2025 præsenterede de en ny serie af MicroLED-skærme, som er mere rettet mod almindelige hjemmebio-entusiaster.
AWALL Vision-skærmene fås i skærmstørrelser fra 75 til 162 tommer. De er konstrueret af individuelle CoB (Chip-on-Board)-skærmmoduler, som gør det muligt at bygge en skærm i 16:9- eller 21:9-format. På sigt kan du også øge skærmstørrelsen ved at købe og tilføje ekstra skærmmoduler.
Ifølge specifikationerne skal skærmene kunne præstere en maksimal lysstyrke på op til 1.200 nit og en native kontrast på op til 12.000:1. De kan også leveres med forskellig pixelbredde (0,9 og 1,2 mm) afhængigt af den ønskede opløsning. Men hvis vi læser det rigtigt, er det kun den største version på 162 tommer, der kan klare 4K-opløsning (3.840 x 2.160). Det er noget at holde sig for øje.
Prismæssigt er disse skærme betydeligt mere overkommelige end det, vi hidtil har set af MicroLED. Den mindste 81-tommer 16:9-udgave skal koste 10.000 dollar – svarende til godt 70.000 kroner plus afgifter. Mens 108-tommeren koster enten 15.000 eller 25.000 dollar, afhængigt af opløsningen, vil den allerstørste 162-tommer koste mellem 30.000 og 50.000 dollar.
Det er stadig anseelige summer, men kun en brøkdel af, hvad en Samsung eller LG MicroLED koster, og mere sammenligneligt med high-end projektorer eller TV’er. For eksempel havde TCL’s største MiniLED-TV, 115X955, en vejledende udsalgspris på omkring 200.000 kroner, da det blev lanceret sidste år.
Kommer de så til Danmark? Det må tiden vise, men da vi talte med agenten for AWOL Vision i Norden, virkede det, som om de også var interesserede i at tilbyde de nye AWALL Vision-produkter til deres kunder i vores del af verden. I første omgang den største 162-tommer med 4K-opløsning. Den er dog endnu ikke officielt prissat.
Da vi besøgte CES i begyndelsen af januar, stødte vi også på ‘RGB MicroLED’- og MiniLED-TV’er fra Samsung, TCL og Hisense, som fangede vores interesse. Læs mere om dem nedenfor.
Læs videre med LB+
Nytårstilbud 2025 - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 12 måneder!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
30% på LB+ Total i 6 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 6 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer