Det østrigske firma C Seed har specialiseret sig i luksuriøse AV-produkter. Nu har de udviklet et motoriseret udendørs-TV, som kan foldes sammen og skjules, når det ikke er i brug!
Modellen hedder C Seed N1 og er skabt til udendørs montering. Den består af fem MicroLED-paneler og et indbygget højttalersystem. Skærmene er sammenfoldelige og kan folde sig ud på kommando, så de danner en TV-skærm med en helt glat overflade. I sammenfoldet tilstand er det helt skulpturelt.
C Seed N1 er IP65-certificeret til at tåle vind og vejr, og producenten oplyser, at skærmen skal kunne stå udendørs hele året uden at tage skade af hverken regn, havvandssprøjt eller sne. Den er også udstyret med temperatur- og vindsensorer, som beskytter mod skade.
Skærmen står på en motoriseret fod, som kan vende skærmen 180 grader. På den måde kan du se TV både fra bassinet, boblebadet eller loungen, når du har lyst.
Den leveres i gigantiske skærmstørrelser på 103, 137 eller 165(!) tommer, hvilket bør være tilstrækkeligt til at lave sin egen friluftsbiograf!
Gigantisk MicroLED-TV
Den avancerede MicroLED-teknologi bruger lysdioder, som afgiver både lys og farver, og som er i stand til at give et knivskarpt og meget lysstærkt billede. Producenten har også lavet en antireflektiv coating, som sørger for en mat overflade. Dermed er den også i stand til at præstere et kontrastrigt billede under åben himmel.
Skærmen har 4K-opløsning, understøtter HDR10+ og kan levere en lysstyrke på hele 4.000 nit, hvilket skal være nok til at opnå et kontrastforhold på 7000:1.
C Seed har også sørget for kraftig lydgengivelse gennem en integreret “soundbar” bestående af kraftige koaksial-højttalere og en separat subwoofer i soklen. Skærmen kan konfigureres med forskellige højttaleropsætninger, fra 5.1 og op til 9.2 kanalers surroundlyd.
Pris og tilgængelighed
En gigantisk, motoriseret udendørs storskærm som denne er selvfølgelig ikke gratis. C Seed N1 skal koste fra 233.000 US dollar – over halvanden million danske kroner – og hertil kommer fragt og montering.
Den nyeste version af skærmen er imidlertid ikke leveringsklar før første kvartal af 2024. Det bliver lidt for sent til at nå årets sommerferie – men så ved du i det mindste, hvad feriepengene næste år kan gå til …