Panasonic har allerede givet os et lille glimt af deres 2022-modelsortiment med flagskibsmodellen LZ2000, som blev præsenteret tilbage i januar. Ved dagens digitale pressekonference fik vi set nærmere på resten af sortimentet for i år. Det består af alt fra prisgunstige LCD-TV’er til mere avancerede OLED-TV’er, og skærmstørrelserne strækker sig fra 42 og helt op til 77 tommer.
Panasonic TV 2022: Fokus på gaming
De nye 2022-modeller får en opdateret brugerflade, Panasonics egen My Home Screen 7.0. Ikke overraskende er det bl.a. gaming-funktionerne, den japanske producent har søgt at forbedre i år.
2022-modellerne understøtter HDMI 2.1 med funktioner som High Frame Rate (HFR) og Variable Refresh Rate (VRR) i op til 120 Hz med 4K-opløsning. OLED-modellerne samt LCD-modellen LX940 understøtter også AMD FreeSync Premium. VRR og FreeSync hjælper med at reducere ujævnheder og “screen tearing” på krævende konsol- og PC-spil.
Panasonics 2022-modeller får også en såkaldt Game Control Board-hovedmenu, hvor alle relevante indstillinger til spil er samlet ét sted. Det var noget, vi savnede på 2021-modellerne. Spilmenuen skulle være hurtigt tilgængelig med et tryk på fjernbetjeningen.
Panasonic har desuden arbejdet på at reducere forsinkelsen (input-lag) yderligere med en optimeret spilindstilling til 60 Hz skærmfrekvens. 2022-modellerne understøtter også Dolby Vision-spilgrafik med VRR i op til 60 Hz.
Opgraderede OLED-modeller
Panasonic satser kraftigt på OLED i år med en lang række størrelser og prisklasser. Ud over flagskibsmodellen LZ2000 (77, 65 og 55 tommer) kan vi se frem til high-end-modellen LZ1500 (65, 55, 48 og 42 tommer), premiummodellen LZ1000 (65 og 55 tommer) og det mere overkommelige LZ980 (65, 55, 48 og 42 tommer).
Panasonic siger, at samtlige modeller har OLED-paneler af nyeste generation (2022). Topmodellerne LZ2000 og LZ1500 har begge såkaldte Master OLED Pro-paneler med ekstra forbedringer af lysstyrke og farvegengivelse. Vi antager, at det svarer til de såkaldte EX-paneler fra LG Display, med visse modifikationer.
Billedprocesseringen varetages af Panasonics HCX Pro AI-videoprocessor, hvor den profilerede Hollywood-tekniker Stefan Sonnenfeld har været involveret i farveæstetikken. Panasonic hævder bl.a. at have opnået bedre gengivelse af blå på den nye OLED-generation, men det må vi vente og se.
OLED-modellerne understøtter bl.a. Netflix Adaptive Calibrated Mode, som skal sikre neutral og præcis gengivelse af film og serier.
På lydsiden kan Panasonics nye OLED-modeller prale af understøttelse af Dolby Atmos surround-lyd, hvor LZ2000 og LZ1500 også har udvidede, mere avancerede højttalersystemer.
Panasonic fremhæver desuden deres fleksible indbyggede TV-modtager Penta Tuner, som kan modtage TV-signaler via kabel, satellit, jordbaseret netværk (DVB-C/S/T) og TV-IP (via lokal server) såvel som IPTV via internettet.
Flere LCD-modeller
Ud over OLED-modellerne kommer der selvfølgelig også nogle LCD-modeller. Her bliver topmodellen LX940 – efterfølgeren til JX940, som vi har gode erfaringer med – ekstra spændende.
LX940 har et 4K 120 Hz LCD-panel og kommer i skærmstørrelserne 75, 65, 55, 49 og 43 tommer, og det har den samme kraftige videoprocessor som OLED-modellerne. Med understøttelse af HDMI 2.1 og VRR bliver det sandsynligvis en gaming-venlig storskærm!
Længere nede i sortimentet finder vi bl.a. det prisgunstige Android-TV LX800, efterfølgeren til JX800 fra 2021. Det kommer i skærmstørrelserne 75, 65, 55, 50 og 43 tommer.
Priser og tilgængelighed
Panasonics 2022 TV-modeller vil blive lanceret i løbet af foråret/sommeren 2022.
Foreløbige vejledende priser:
- TX-77LZ2000E: 44.999 kr.
- TX-65LZ2000E: 29.999 kr.
- TX-55LZ2000E: 24.999 kr.
- TX-65LZ1500E: 24.999 kr.
- TX-55LZ1500E: 18.999 kr.
- TX-48LZ1500E: 15.999 kr.
- TX-42LZ1500E: 13.999 kr.
- TX-65LZ1000E: 21.999 kr.
- TX-55LZ1000E: 15.999 kr.
- TX-65LZ980E: 20.999 kr.
- TX-55LZ980E: 14.999 kr.
- TX-48LZ980E: 13.999 kr.
- TX-42LZ980E: 12.999 kr.
- TX-75LX940E: 23.999 kr.
- TX-65LX940E: 14.999 kr.
- TX-55LX940E: 11.999 kr.
- TX-49LX940E: 9.999 kr.
- TX-43LX940E: 8.999 kr.
- TX-75LX800E: 16.999 kr.
- TX-65LX800E: 10.999 kr.
- TX-55LX800E: 8.499 kr.
- TX-50LX800E: 7.499 kr.
- TX-43LX800E: 5.999 kr.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer