CES-messen i Las Vegas er netop skudt i gang, og Panasonic benytter anledningen til at afsløre årets første TV-nyheder. Først ude er OLED-topmodellen MZ2000, som bliver opfølgeren til LZ2000 fra 2021.
Panasonics topmodeller har næsten altid imponeret os med meget præcis og naturlig billedkvalitet, og ikke mindst potent lyd fra det Technics-signerede højttalersystem. Forgængeren blev kåret til årets bedste TV i high end-klassen i 2022, så man kan roligt sige, at forventningerne er skyhøje …!
Panasonic MZ2000: Tilgængelig i 55, 65 og 77 tommer
Panasonics flagskibsmodel plejer at være toppen af poppen, når det gælder teknologi, og MZ2000 følger trop. Designmæssigt ligner den til forveksling sin forgænger fra i fjor, men den er nu udstyret med den nyeste generation OLED-panel fra LG Display med såkaldt Micro Lens Array-teknologi. Det sikrer højere lysstyrke og forbedret køling af panelet – som vi også finder på den nyligt lancerede 2023 OLED-generation fra LG.
Panasonic erkender, at lysstyrke er vigtig, når det drejer sig om at levere et godt HDR-billede, og ikke overraskende er det netop på dette punkt, ingeniørerne har arbejdet på at forbedre sidste års model. Med en egen varmestyring, udviklet af Panasonic-ingeniører, skal de have opnået en væsentlig forbedring i både toppen og den vedvarende lysstyrke på OLED-panelet. Hvilket formentlig vil resultere i endnu mere imponerende og kontrastrige HDR-billeder.
Obs! Dette gælder primært 55″- og 65″-modellerne, som får såkaldt Luminance Booster Ultimate, mens 77″-udgaven må nøjesmed Luminance Booster Pro.
Billedbehandlingen håndteres af Panasonics HCX Pro AI-processor, som har flere nye finesser om bord. Bl.a. er der kommet en ny, forbedret Filmmaker Mode, som tager hensyn til lysforholdene i rummet, når den arbejder med at levere neutral billedkvalitet. Hensigten er, at man skal nyde indholdet præcis, som producenterne havde tænkt – hvad enten man sidder i en mørklagt biografsal eller i en lys stue.
Panasonic har som sædvanlig samarbejdet med den anerkendte Hollywood-kolorist Stefan Sonnenfeld om at fintune farvegengivelsen på OLED-skærmen. Sonnenfeld har været med til at sætte farvepaletten til kendte storfilm som Top Gun: Maverick, A Star is Born, Wonder Woman, Star Wars: The Force Awakens, Jurassic World, 300 og mange flere.
Derudover understøtter MZ2000 et bredt spekter af HDR-formater, heriblandt Dolby Vision IQ, HDR10+ Adaptive og HLG Photo (HDR still-billeder).
Når det gælder tilslutning har MZ2000 selvfølgelig understøttelse af HDMI 2.1 og 4K/120 Hz, samt vigtige finesser som VRR, AMD Freesync Premium, og NVIDIA G-Sync. Når TV’et kobles til en spilkonsol eller PC med NVIDIA RTX grafikkort, vil den automatisk optimere forsinkelse og skærmfrekvens for at sikre glidende bevægelser.
Panasonic MZ2000 har også fået nogle nye finesser på gaming-fronten, heriblandt en dedikeret og optimeret billedmodus til spil. Den såkaldte True Game Mode sikrer neutrale, korrekte farver og optimal HDR-gengivelse også i gaming-sammenhæng. Panasonic-skærmen understøtter Dolby Vision HDR-formatet til gaming.
Derudover er MZ2000 udstyret med den seneste version af Panasonics eget Smart TV operativsystem, myHomescreen 8.0, som nu understøtter de vigtigste streamingtjenester. En ny finesse kaldet myScenery skal sørge for stemningsfulde billeder og lyd i baggrunden, når TV’et er sat på standby/pause.
Technics højttalere med Dolby Atmos-lyd
Panasonic MZ2000 har som før et Dolby Atmos-kompatibelt højttalersystem fra Technics med dedikerede højttalere under, over og på siderne. Højttalersystemet ser ud til at være stort set uforandret fra forgængeren (som i øvrigt lyder vældig godt), men Panasonic hævder at have opnået bedre bas ved hjælp af nogle DSP-tricks, så vidt vi kan forstå af pressematerialet.
Pris og tilgængelighed
Panasonic MZ2000 ventes i butikkerne i løbet af sommeren/efteråret 2023. Panasonic har endnu ikke offentliggjort vejledende priser, men vi jagter mere info på CES!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer