Under IFA-messen i Berlin lancerede TCL en række nye TV’er, og blandt dem var den meget omtalte NXTFrame, en designermodel som ligner Samsung-konkurrenten med (næsten) samme navn rigtig meget. NXTFrame A300W leveres i skærmstørrelser fra 55 til 75 tommer, og hvis du vælger den dyrere NXTFrame A300 PRO-version, medfølger der også en skræddersyet soundbar med subwoofer, udviklet i samarbejde med Bang & Olufsen.
TCL NXTFrame A300 og Pro
På Berlin-messen fik vi chancen for at se NXTFrame på nært hold på TCL’s udstillingsstand, og ligheden med konkurrenten er slående. TCL-skærmen har et slankt, fladt og retvinklet design, der gør, at den kan hænges tæt op ad væggen.
TCL har endda efterlignet løsningen med ekstra rammer, som kan fastgøres til skærmen ved hjælp af magneter. De fortæller, at der følger en lys, træfarvet ramme med i kassen, når du køber TV’et. En gulvstand med hjul er tilgængelig som ekstraudstyr.
TCL kan også tilbyde et billedgalleri med forskellige motiver, som kan vises, når skærmen står på standby. Udvalget er måske ikke lige så raffineret som Samsungs Art Gallery med ægte kunstnere, men satser i stedet på “AI-komponerede” billeder, der hentes ud baseret på dine egne præferencer. Derudover er det naturligvis muligt at vise dine egne private billeder.
QLED LCD-TV med lyd af B&O
En anden vigtig detalje, der fremhæves, er, at TV’et leveres med indbyggede tilslutninger, i modsætning til The Frame, som har en separat One Connect tilslutningsboks med strømforsyning. Tilslutning af videokilder og strømforsyning skal derfor ske direkte på selve TV-apparatet. Om dette er en fordel eller ej, afhænger nok af, om skærmen skal vægmonteres eller ej (der følger forresten et vægbeslag med). Det er værd at bemærke, at denne model bl.a. understøtter HDR-formatet Dolby Vision, i modsætning til Samsung.
På billedsiden bruger TCL-skærmen et QLED LCD-panel med kantmonteret LED-baglys. Ligesom The Frame har den også en mat overflade, der modvirker reflektioner. Det var svært at vurdere billedkvaliteten i messehallen, da den kom lidt i skyggen af TCL’s kæmpestore og blændende lysstærke MiniLED-skærme, men NXTFRAME virkede bestemt lovende i sin klasse. Vi ser frem til at få skærmen på testbænken og se, hvordan den klarer sig i praksis.
TCL er naturligvis også stolte af lydløsningen, som Pro-modellen leveres med. Men det understreges, at den medfølgende soundbar har “Sound by Bang & Olufsen”, og at den ikke er B&O hele vejen igennem. Soundbaren og subwooferen er primært designet og konstrueret af TCL, mens Bang & Olufsens lydingeniører har bistået i udviklingen og selve “tuningen” af højttalerne. Det fortæller TCL’s kommunikationsdirektør, Stefan Streit, til Lyd & Billede. Dette er angiveligt det første af flere kommende samarbejdsprojekter med B&O, som også har bistået med lyden i den nye flagskibsmodel, TCL X11H.
Pris og tilgængelighed
TCL NXTFRAME lander i butikkerne her i løbet af september, og de vejledende priser lægger sig tæt op ad konkurrenten Samsung The Frame. NXTFRAME A300W leveres i 55, 65 og 75 tommer til henholdsvis 9.999/14.999/24.999 kroner, mens NXTFRAME Pro med B&O soundbar vil koste henholdsvis 12.499, 17.499 og 27.499 kroner i samme størrelser.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer