TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Philips får Ambilight på alle nye TV’er

Flere modeller får desuden lyd fra Bowers & Wilkins.

Af / 23/01/2020 - 10:11
Philips får Ambilight på alle nye TV’er

Philips slog på den store tromme, også i mellemklassesegmentet, ved deres lancering i Amsterdam i går, den 22. januar. Den største nyhed er, at Ambilight i 2020 kommer i alle deres TV-modeller. I alle prisklasser.

Ambilight er det, der for alvor adskiller Philips fra alle andre TV-producenter, idet TV’erne har RGB-lys på bagsiden, som projiceres ud på væggen. Lyset skifter afhængigt af indholdet på skærmen, og det giver en følelse af en endnu større skærm, når farverne fortsætter ud over billedets sider.

Påstanden er også, at når man ser TV i mørke, vil Ambilight give en blødere oplevelse for øjnene, fordi man ikke får en så brat overgang mellem det lyse TV og mørket omkring det.

Det er ikke noget for alle nogle elsker det, og andre kan sagtens være foruden. Men ifølge Kostas Vouzas, administrerende direktør for TP Vision Europe, som producerer TV’erne under Philips-brandet, vil 80 procent af dem, der prøver et TV med Ambilight, beholde det.

Det er grunden til, at Philips i 2020 ruller deres prøv-derhjemme-program ud, hvor du kan købe et TV og levere det tilbage igen inden for 30 dage, hvis du ikke er tilfreds. Her i Skandinavien er der allerede mange butikker, som har denne praksis, så for forbrugerne bliver forskellen ikke så mærkbar. Men det er nyt, at det er producenten selv, der giver denne garanti.

Annonce

p2 2
Ambilight giver en rimelig cool effekt og udvider billedoplevelsen ud over skærmen. Nyt i år er, at TV’erne også kan udvide oplevelsen til Philips Hue-pærer. Uden behov for en Hue Sync Box. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Dolby Vision

Fra Performance-serien – deres top-LCD-serie – og opefter vil alle TV’er få Dolby Vision, som giver optimal HDR-effekt på film, der er kodet med dette. De andre HDR-formater understøttes også, og i løbet af året vil Philips rulle Filmmaker Mode ud, der viser billederne, som Hollywood-producenterne ønsker, at deres film skal ses. Bl.a. uden bevægelsesudjævning.

Lyd fra B&W

Ud over Ambilight får topmodellerne i Performance-serien – 9235 og 9435 – lyd fra Bowers & Wilkins i form af en soundbar forneden. Eller rettere: Ifølge Andy Kerr fra B&W er det ikke en soundbar, men en højttaler.

“Al forstærkning og processering foregår i selve TV’et. Det betyder, at vi har hele højttalerkabinettet til rådighed til højttaler-enheder og indre volumen,” sagde Andy Kerr, der er kommunikationschef hos B&W.

Den demonstration, vi fik af lyden, var meget overbevisende i betragtning af, at der faktisk var tale om et TV. Lyden af vokal og klaver var klar og differentieret, og fri for farvning og overlapning mellem bassen og mellemtoneområdet. Vi fik også et godt indtryk af Dolby Atmos på et klip fra Elton John-filmen Rocket Man.

p3 1
Soundbaren fra Bowers & Wilkins er egentlig en passiv højttaler med al forstærkning og processering i selve TV’et. Her på 9435-modellen. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

OLED

Men det er selvfølgelig i OLED-klassen, Philips stråler mest med perfekt sortniveau og spektakulære farver. Jeg vil også sige, at Ambilight virkelig kommer til sin ret, når billedet er optimalt. Og 2020-modellerne 805 og 855 følger konkurrenterne, idet billedprocesseringen får hjælp fra kunstig intelligens (AI).

De nye TV’er har 4. generation af P5-billedprocessoren, der arbejder hårdt for at få alle detaljer frem, også dem, der er blevet komprimeret væk i videostrømmen.

Det sker ved hjælp af kunstig intelligens, som konstant sammenligner billedet med en billedbank med millioner af skarpe billeder. Dele af billedet bliver hele tiden kategoriseret i kategorier som natur, ansigter, tekst osv., og processoren vil på den måde finde ud af, hvad der kan erstattes med bedre og skarpere indhold. Dermed kan dårlige signaler komme til at se bedre ud og gode billeder blive endnu bedre.

Philips er ikke alene om dette, da de fleste af konkurrenterne også har denne teknologi i deres topmodeller. Spørgsmålet er, hvem der gør det bedst, og det spørgsmål må vi afgøre engang i fremtiden.

Danny Tack, der er chef for produktstrategi hos TP Vision, viste Philips’ 855-model i 65 tommer op mod en konkurrent, og her var det tydeligt, at Philips klarede sig bedst, både med hensyn til detaljer og dynamisk kontrast i billedet.

Det skal siges, at begge TV’er var i indstillingen Vivid, som er den heftigste billedindstilling, hvor alt er skruet op på maks. Men ifølge Tack er det den indstilling, hvor P5-processoren trives bedst og for alvor viser, hvad den formår. Det samme kan nok ikke siges om konkurrenten, der så ret bleg og udvasket ud. Men igen er det ikke specielt relevant, da det vil være Movie-indstillingen, der gælder, når der skal ses film.

p4
OLED-TV’erne (her OLED865) får selvfølgelig også Ambilight. 4. generation af P5-processoren har nu kunstig intelligens til opskalering. (Foto: Philips)

8K?

For at vise, at Philips ikke har tænkt sig at falde bagud, hvis 8K-opløsning bliver eftertragtet, viste de en 88 tommers OLED-prototype med 8K-opløsning. Billedet var rigtig godt, og der blev demonstreret nogle nye funktioner, som også vil blive rullet ud lidt senere i år. Bl.a. at P5-processoren kan se, hvis der er statiske logoer på skærmen, og dæmpe deres intensitet for at forhindre indbrænding.

“Dette TV er så at sige produktionsklar. Men 8K-TV’er skal være store, for at der er en pointe med dem. Og de er dyre. Derfor lancerer vi ikke noget, før vi ved, at markedet vil have det,” uddybede Danny Tack.

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Blindtest af OLED-TV'er

TCL med største TV-udstilling nogensinde

Black Week? Køb ikke et nyt TV, før du har læst dette

LG OLED T hædret af TIME Magazine

LG præsenterer ny målemetode for farveforskel

Gigantisk Samsung-TV ventes i 2025

Samsungs nye TV-funktion bruger generativ AI

Moderne kunst til The Frame

Prisrekord for et 100-tommer TV?

Philips fejrer 20 år med Ambilight og lancerer nyt flagskibs-TV

Ku' det friste med et "gennemsigtigt" OLED-TV?

Sony tager affære efter klager