Fodbold-VM i Frankrig og sommer-OL i Brasilien er lige om hjørnet. I den forbindelse drømmer ekstra mange om at få en rigtig storskærm, der kan vise spillet i al sin pragt.
Før du kører til butikken, kan det betale sig at være forberedt. Hvor stort er dit nuværende tv, og hvor stor skærm vil du have i fremtiden? Her er nogle af Lyd & Billede-redaktionens tips til dig, der drømmer store tv-drømme!
1. Hvor stort er stort nok?
Størrelsen gør en forskel, men hvor meget skal der til for at blive lykkelig? Det handler i bund og grund om to ting: Betragtningsafstand og budget. Med dagens videokvalitet kan du roligt vælge et stort tv uden at risikere at opleve synlige rastermønstre. Udfordringen er, at forholdet mellem pris og skærm stiger uforholdsmæssigt meget, når der man kommer op over 65 tommer.
Netop derfor er 65 tommer med 4K-opløsning en af de mest populære skærmstørrelser i øjeblikket. Givet en gennemsnitlig afstand til skærmen på 3-4 meter og varieret brug og tv-indhold er det et glimrende valg for de fleste.
Her kan du se størrelsesforholdet mellem 65 tommer og de 46 tommer, som mange har i dag:
2. Sørg for at du har en stor nok bil!
Når du har bestemt dig for det store tv, skal du sikre dig, at du er i stand til at fragte det hjem! For tv’et er stort, men kassen er endnu større. At møde op ved butikken med en lille Toyota Yaris er at bede om problemer!
Så tænk stort og lån en varevogn eller trailer. Eller slip for bøvlet og få skærmen leveret til døren.
2. Få hjælp af en kammerat
Store fladskærme er for tunge og skrøbelige til at bakse med på egen hånd. Medmindre du har usædvanlig lange arme eller er nordfynsk mester i styrkeløft, bør du bruge en livline og ringe til en ven, der kan hjælpe med til afhentning og udpakning af dit nye fjernsyn.
3. Hav god plads til udpakningen
Det kan godt være, at tv’et skal hænge på væggen i sidste ende, men det er en god idé at have masser af gulvplads til udpakning og montering.
Følg vejledningen på kassen for at se, hvilken side der skal åbnes først.
Der medfølger som regel en monteringsguide, der giver dig et overblik over, i hvilken rækkefølge tingene skal monteres.
5. Placer tv’et vandret før montering
Nu er det tid til at montere fod eller vægbeslag. Disse kommer normalt i flere dele, der enten skal sættes på bagsiden eller i bunden. Derfor er det et plus at kunne lægge skærmen ned under monteringen.
Tip: Brug tv-æsken som arbejdsbænk, som i dette eksempel fra LG. Lad beskyttelsesfolien blive siddende, så du undgår at ridse panelglasset.
6. Find den bedste placering
Uanset om du vil hænge dit tv på væggen eller have det stående på bordet, er det vigtigt at opnå den optimale placering. I denne artikel fokuserer vi på den maksimale tv-oplevelse. Så glem for et øjeblik, hvad indretningsarkitekten siger, og lad tv’et være stuens midtpunkt!
Der er ikke noget facit for, hvordan et tv skal stå eller hænge, men den generelle tommelfingerregel er, at skærmen bør være i midten af synsfeltet – ikke er for lavt og ikke for højt. Husk også, at målet er at give alle seere en optimal oplevelse. Fjernsynet bør derfor stå eller hænge, så alle i sofaen har en uhindret udsigt til skærmen uden at få hold i nakken.
6. Er tv-bænken bred nok?
Jo større skærm, desto bredere kabinet. Et 65 tommers fjernsyn er temmelig præcist 145 cm bredt. Og ofte er også foden eller basen meget bred. Mange opdager derfor, at det gamle tv-bord er for smalt!
Tip: Hvorfor ikke overveje en ny og bredere tv-bænk, der passer med den nye, store skærm? Både Clic Unnu, Bolia og BoConcept samt Ikea og andre møbelbutikker vil hellere end gerne sælge dig stilfulde tv-møbler.
7. Brug korrekt beslag til vægmontering
De fleste fjernsyn er beregnet til vægbeslag efter VESA-standarden, som angiver afstanden mellem de fire monteringshuller på bagsiden. Jo større og tungere tv, desto større afstand mellem hullerne.
Bemærk dog, at nogle tv-modeller ikke bruger VESA, og derfor kræver særlige beslag. I nogle – men meget få–- tilfælde følger det med i kassen. Ellers må det bestilles som originalt tilbehør fra producenten. Hvilket lige præcis er, hvad man har mindst lyst til at opdage, når stuegulvet et fyldt op med papkasser, og man har sat dagen af til at få tv’et på plads – inden aftens kamp!
Tip: Vogels leverer beslag af god kvalitet til de fleste mærker. De har lavet en søgemaskine, hvor du nemt kan finde den rigtige holder til din tv-model.
https://www.vogels.com/en-dk/c
8. Vægmontering: Er væggen stærk nok?
En storskærm på 65+ tommer kan veje 30-40 kg eller mere, og den skal derfor have et solidt fæste for at kunne hænge sikkert og længe. Hvis vægbeslaget skal skrues ind i en gipsvæg, skal skruerne helst gå ind i de bærende profiler. Alternativt er det muligt at anvende faste gipsankre (“molly-plugs”). Lad være med at tro, at du kan klare det med almindelige gipsskruer! Her anbefaler vi at “overdrive” lidt for at være på den sikre side. Hvis ikke kan du blive et let offer for Murphys lov!
Tip: Det er altid bedre at måle to gange og bore en gang, i stedet for omvendt! Før du begynder at bore huller, skal du kende den nøjagtige position, som tv’et skal hænge på. Hvis du monterer bordsoklen midlertidigt, bliver det lettere at afprøve forskellige positioner. Mange vægbeslag leveres også med boreskabeloner for at lette monteringen.
Har du selv råd og tips, sjove (eller ikke så sjove!) erfaringer at dele fra montering af fladskærme? Så er du velkommen til at dele dem i kommentarerne herunder!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer