TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Sådan vælger du det rigtige tv

Overvejer du at købe nyt fjernsyn i år? Her får du en række tips til at vælge det helt rigtige til lige netop dit behov!

Af / 16/05/2017 - 14:11
Sådan vælger du det rigtige tv

Tv-markedet bliver ofte beskrevet som en jungle, og det er ganske rammende. Ude i butikkerne mødes man bogstavelig talt af en mur af forskellige skærme med et virvar af mærker, modelnumre, størrelser og specifikationer at forholde sig til. Selv hvis du er så heldig at få fat i en sælger, kan det være svært at følge med i salgsargumenter og teknisk jargon. Det er ikke let at vide, hvad man skal vælge, eller hvem man skal stole på.

Men hvad koster et godt tv egentlig, og hvor stort skal det være? Hvilke funktioner er essentielle, og hvilke kan du klare dig uden?

Et tv er en stor investering, som hele familien skal have glæde af i lang tid, så det er en god idé at tænke nogle ting igennem på forhånd. I denne guide vil vi give dig nogle gode råd, som forhåbentlig kan pege dig i retning af det rigtige tv for dig. Vi vil også se på nogle af årets mest spændende modeller.

samsung qled 75 460x259
(Foto: Producent)

 

Anvendelse: Kortlæg dine tv-behov

 

Annonce

Der findes ikke noget “one size fits all”-tv, som passer til alle. Ligesom med mange andre indkøb gælder det om at vælge de rigtige værktøjer til jobbet. Hvad skal tv’et bruges til og hvor ofte? Hvor skal det placeres? Disse spørgsmål kan virke selvfølgelige, men er værd at overveje, før du begiver dig hen i butikken.

 

Hvilken slags tv-bruger er du?

 

Almindelig tv-seer

  • Hvis du er en gennemsnitlig tv-seer, der mest ser nyheder og underholdning, behøver du ikke at købe det største eller dyreste tv. Derimod kan det være en god idé at lægge vægt på god lyd, enten indbygget i tv’et eller fra en ekstern soundbar. Tv’et bør have en god fjernbetjening med mulighed for at styre kilderne (f.eks. tv-boks) direkte. Eller endda sætte programkortet direkte i tv’et. Lettere bliver det ikke!

 

Forslag til tv: 49-55″ 4K LCD, 8.000 kroner

 

Sportsentusiast

  • Du elsker alle former for sport og kan måske også lide at satse lidt penge på, hvem der vinder. Hver weekend samles vennerne i sofaen med supporter-trøjer, halstørklæder og det hele.
  • Her er det fristende at vælge det største tv, du kan få for pengene. Sport ser bedst ud på en stor skærm!
  • Samtidig kan det være fornuftigt også at tænke lidt på kvaliteten. Fodbold og andre tempofyldte sportsgrene kræver et tv med god billedprocessering, og det er skuffende, hvis tv’et ikke kan følge bolden, og græsbanen ser grødet ud.

Forslag til tv: 65-75″ 4K LCD, 12.000-16.000 kroner

SMART Football Mode Main 03 460x307
(Foto: Producent)

Spil-idiot

  • Du er hardcore-gamer med flere generationer af Xbox og PlayStation i reolen, kombineret med rat, pedaler, racerstol og andet essentielt tilbehør. Dit callsign topper flere high score-lister, og du leder efter en skærm, der kan hjælpe dig med at vinde flere battles.
  • Her er det ikke nødvendigt med en kæmpeskærm (du sidder alligevel klistret op ad den) og heller ikke den dyreste, men en dedikeret game-mode med mindst mulig forsinkelse er et krav.
  • Input lag (forsinkelse på indgangen) bør være omkring 30 millisekunder eller lavere. Ellers kan du opleve, at bevægelserne på skærmen ikke helt kan følge med controlleren.

Forslag til tv: 55″ LCD, 6.000-8.000 kroner

best gaming tv
(Foto: Producent)

Film- og seriefanatiker

  • Hvad foretrækker du, Netflix, HBO, Viaplay eller Amazon? Alle fire, tak! Du har set samtlige episoder af Game of Thrones, og hvis du finder en ny serie, der fænger, kan du godt finde på at binge-watche en hel sæson på en nat.
  • Film skal ses i biografen, sagde man engang, og det er der stadig en vis sandhed i: Spillefilm og tv-serier er kunst, der fortjener at blive set med det bedst mulige billede og ditto lyd. Spar op og køb det bedste udstyr, du har råd til. Ellers kan du let gå glip af små, men vigtige detaljer.

Forslag til tv: 65″ OLED/LCD med HDR, 20.000-25.000 kroner

 

 

Det bør du tænke over, når du vælger tv:

 

  1. Skærmstørrelse: Stor eller lille?

Ingen tvivl om, at størrelsen er noget af det vigtigste, når det gælder tv-valg. Et større billede giver afgjort en bedre oplevelse, selv om det betyder, at skærmen bliver tungere og mere pladskrævende. Noget af det første, du bør overveje ved valg af tv, er derfor, hvor stort det skal være. Hvis målet er optimal underholdning og “biograffølelse”, bør skærmstørrelsen vælges ud fra afstanden mellem tv’et og der, hvor du sidder.

 

Anbefalede tv-størrelser (vejledende)

Betragtningsafstand Skærmstørrelse
0,5-1 m 48-50″
1-2 m 50-55″
2-3 m 55-65″
3-4 m 65-75″
4-5 m 75-85″
5-6 m 85-100″

 

Som du kan se, er 55-65 tommer et sikkert valg for de fleste med en almindelig stue. Tal fra den skandinaviske elektronikbranche siger, at omkring en tredjedel af de tv’er, der blev solgt i 2016, var på mellem 55 og 65 tommer.

 

TIP: Hvis du vil have den rigtige biograffølelse, bør du vælge en skærm på 65 tommer eller mere. Den kan virke unødigt stor og prangende, når den står i stuen og er slukket, men er så meget federe, når du tænder for den!

 

  1. Billedkvalitet, billedkvalitet, billedkvalitet

Billedkvaliteten er mindst lige så vigtig som størrelsen. Selv om det kan være fristende at købe det største tv, du kan finde til prisen, er det en god idé at huske, at en større skærm også koster flere penge for tilsvarende billedkvalitet. Der kan være et stort prishop mellem 55 og 65 tommer på samme kvalitetsniveau.

Hele pointen med et tv er at præsentere det indhold, du gerne vil se, i så god kvalitet som muligt. Billedkvalitet handler om god kontrast, naturlige farver, god skarphed og jævne bevægelser, men det kan være svært at sammenligne den slags i butikken, hvor lysforholdene som regel er meget forskellige fra derhjemme.

 

TIP: Bed gerne om at få tv’et demonstreret med materiale, som du kender, f.eks. en Blu-ray-film eller en Netflix-episode. Hvis det er muligt, så bed om at få dæmpet lyset i butikslokalet. Orientér dig om tv’er, der får ros for deres billedkvalitet i tests og brugeranmeldelser.

 

  1. Lydkvalitet

Lyden er den halve oplevelse, og flade skærme giver desværre ofte flad lyd. Hvis du vil have, at tale, musik og lydeffekter gengives klart og tydeligt, er det en god idé at lægge nogle ekstra penge i et tv med bedre lyd. Men resultatet bliver endnu bedre, hvis du vælger et eksternt lydanlæg eller en soundbar.

 

TIP: Det er også smart at tjekke tv-lyden med indhold, du kender. Formår skærmen at gengive tale klart og tydeligt, eller lyder det indelukket og forvrænget? Er der ordentlig tryk på lydeffekterne, eller lyder det tyndt, uden bas?

 

  1. Hvilke apps har jeg brug for?

Moderne smart-tv’er er læsset med nyttige (og nogle unyttige) applikationer, der kan give adgang til en masse originalt indhold. Her er der stor forskel på de forskellige producenter. Netflix og YouTube er standard hos de fleste, mens andre apps som HBO, Amazon, Canal Digital og DR TV kun er tilgængelige hos udvalgte mærker. Tjek, at tv’et har dine yndlings-apps!

 

TIP: Husk, at du altid kan udvide smart-tv-funktionaliteten med en ekstern enhed som Chromecast eller Apple TV.

lgwebos 460x259
(Foto: Producent)
  1. Tilslutningsmuligheder og fjernbetjening

Tv’et skal have HDMI-indgange nok til alle apparaterne underneden og helst en eller to i reserve. Fire HDMI-indgange er standard på de fleste modeller i dag. Nogle modeller har en samleboks, der kan gemmes af vejen, så du kun behøver at trække ét kabel op til tv’et. Det er især rart, hvis det skal vægmonteres. Det er også en fordel, hvis tv’et har en programmérbar fjernbetjening, der kan tale med dine andre apparater, så du kan lægge de øvrige remotes i en skuffe.

uten deksel 460x259
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
  1. Placering

Et stort tv er sejt, men der skal også være plads til det. Et 65 tommers tv er f.eks. næsten 150 cm bredt og kan have en næsten lige så bred fod. Tjek målene på dit tv-møbel, før du handler. Det er ufedt at komme hjem og opdage, at tv’et er for bredt!

Hvis du har tænkt dig at hænge tv’et op på væggen, har du brug for et passende vægbeslag. Det er som regel ekstraudstyr, men nogle producenter leverer vægbeslag med som tilbehør.

 

TIP: De allerfleste tv’er bruger vægbeslag med VESA-standard, som angiver afstanden mellem de fire monteringshuller på bagsiden. Jo større og tungere tv’et er, jo større afstand mellem hullerne.

 

  1. Design og finish

Tv’et har måske flot billedkvalitet, men hvor godt ser det ud, når det er slukket? Hvis tv’et skal stå i en mørk kælderstue eller hjemmebiograf, spiller udseendet ikke så stor rolle, men midt i stuen er det så meget desto vigtigere.

Her er der stor forskel på de forskellige prisklasser. Billige tv’er er som regel mere ufikse og discountagtige i udførelsen, mens dyrere modeller som regel bærer præg af bedre byggekvalitet og dyrere materialer, såsom glas og børstet stål snarere end plast.

samsung qled bakside 460x259
(Foto: Producent)

TIP: Vælg et tv, der giver mulighed for at trække ledningerne skjult bag et panel eller i foden. Det giver et mere ryddeligt og “professionelt” indtryk.

TIP: Hvis du ofte ser fjernsyn i dagslys, er det en fordel med en mat skærmoverflade eller tonet glas. Husk, at skærme med blank overflade kan give generende refleksioner.

 

  1. Pris!

Uanset om du har meget eller lidt at rutte med, spiller prisen selvfølgelig en stor rolle i valget af tv. Ingen kan lide at betale mere end højst nødvendigt! Du bør dog ikke stirre dig blind på prissedlen, for dem, der kun køber ud fra prisen, vil ofte ende med fejlkøb og spildte penge. Prioritér hellere at finde det bedste og mest fornuftige tv, der passer til formålet og dit budget.

 

TIP: Lad være med kun at fokusere på prisen. Start hellere med at kortlægge dine behov, før du bestemmer dig for det rigtige tv. Derefter kan du bruge tjenester som f.eks. PriceRunner til at finde den laveste pris på netop den model.

 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

LG OLED-TV'er: Nu med ny kunstgalleri-funktion

Bedste Black Week-tilbud på TV

Blindtest af OLED-TV'er

TCL med største TV-udstilling nogensinde

Black Week? Køb ikke et nyt TV, før du har læst dette

LG OLED T hædret af TIME Magazine

LG præsenterer ny målemetode for farveforskel

Gigantisk Samsung-TV ventes i 2025

Samsungs nye TV-funktion bruger generativ AI

Moderne kunst til The Frame

Prisrekord for et 100-tommer TV?

Philips fejrer 20 år med Ambilight og lancerer nyt flagskibs-TV