Frankfurt/Lyd & Billede:
Samsung offentliggjorde i dag, at deres nye QLED- og OLED-TV-modeller for 2023 kan fås fra 20. april i Norden. Det inkluderer også den nye OLED-topmodel S95C. Den bygger på sidste års populære S95B, som Lyd & Billede testede og kårede til årets TV-innovation.
Offentliggørelsen fandt sted på Europas første Samsung Summit. Messen afholdes i Frankfurt, og her fremvises produktnyhederne for 2023 inden for TV og lyd, smart home og husholdningsapparater. Lyd & Billede er inviteret af Samsung sammen med store dele af den europæisk tech-presse.
“Hos Samsung innoverer vi for at skabe oplevelser, der hjælper vores kunder med at spare energi og leve en mere bekvem livsstil. Fra brancheførende Neo QLED- og OLED-tv til vaskemaskiner, der bruger AI til at vælge den rigtige vasketid, og den rette mængde vaskemiddel og korrekt afmålt vand i tøjvasken, er vores produkter levende og forbundet via SmartThings,” siger Magnus Nørgaard, talsperson for TV og lyd i Samsung Danmark i en pressemeddelelse.
Mange af nyhederne blev vist for første gang under CES 2023 i Las Vegas i januar, men nu er den europæiske lancering altså et faktum.
Samsung S95C og S90C: Topmodeller med QD-OLED-teknologi
De nye OLED-modeller bygger på en ny generation QD-OLED-teknologi fra Samsung Display, som vi kender det fra sidste års S95B-model og Sonys A95K, men Samsung vælger i stedet at kalde dem «OLED med Quantum Dot».
Årets modeller er blevet forbedret på en række punkter, der loves en maksimal lysstyrke på op til 2000 nit samt den imponerende kontrast og farvegengivelse, vi forbinder med OLED generelt, og QD-OLED i særdeleshed. En anden vigtig nyhed er, at OLED-skærmene nu også leveres i op til 77 tommers skærmstørrelse til glæde for de af os, som synes, at 65 tommer er lige lidt nok.
Der ventes to nye modelserier, hvor topmodellen S95C leveres med den separate One Connect-boks, det samme gælder de bedste Neo QLED-skærme.
Ved at lægge tilslutninger og dele af elektronikken i en ekstern boks, kan selve skærmen blive væsentligt tyndere. Lillebror S90C har integrerede tilslutninger og elektronik og har en lidt tykkere formfaktor. Begge modelserier har fire HDMI-indgange, som alle understøtter 2.1-standarden.
OLED-skærmene understøtter opdateringsfrekvenser op til 144 Hz og har alle Samsungs smarte funktioner, heriblandt Samsung Gaming Hub. De har også fået AMD’s FreeSync Premium Pro-certificering for en mere flydende spiloplevelse. Derimod er der – desværre – endnu ikke understøttelse af Dolby Vision, hverken til film, streaming eller gaming.
Samsung IoT Hub: Et smartere økosystem for underholdning
Årets TV-modeller fra Samsung får bred understøttelse af forskellige smart-standarder. Udover Samsungs egen SmartThings understøttes både Zigbee, Thread og Matter via et indbygget smart-modul. Dette tillader enklere kontrol af forskellige IoT-enheder til det smarte hjemmet, som kan styres via TV-skærmen via det, Samsung kalder SmartThings Dashboard.
Mere Neo QLED
Udover de nye OLED-skærme får vi selvfølgelig en række nye Neo QLED 4K- og 8K-TV’er, som er LCD-TV med miniLED-bagbelysning. Neo QLED-billedkvaliteten drives af Samsungs avancerede Neural Quantum-processor, Mini LED bagbelysning, 14-bit processering og AI-opskalering.
Blandt de viste modeller er 8K-modellerne QN900C og QN800C samt 4K-modellerne QN95C, QN90C og QN85C, som erstatter de populære QN95B, QN90B og QN85B fra 2022. For at være sikker på, at det er en 2023-model, du køber, skal du altså kigge efter et ‘C’ i modelbetegnelsen.
Årets modeller bygger videre på generationen fra i fjor, men med nogle vigtige innovationer. Samsung lægger bl.a. vægt på sin nye Auto HDR Remastering-algoritme. Den bruger AI-teknologi til at analysere og opskalere almindeligt Standard Dynamic Range (SDR)-indhold til HDR. Funktioner som Shape Adaptive Light Control og Real Depth Enhancer Pro skal bidrage til et lysere og mere naturtro billede.
Oplevelsen er selvfølgelig ikke komplet uden ordentlig lyd. Samsungs OLED- og Neo QLED-TV’er understøtter Dolby Atmos og Object Tracking Sound (OTS) for bedre gengivelse af surroundlyd. Flere af modellerne understøtter også Q Symphony, som giver udvidet surroundlyd, når de parres med en kompatibel soundbar.
Pris og tilgængelighed
Årets nye modeller fra Samsung slippes løs i Skandinavien og resten af Europa fra 20. april. De danske priser er endnu ikke officielle, men vi opdaterer med mere info og flere indtryk fra Frankfurt efterhånden.
Artiklen opdateres!
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer