Frankfurt/Lyd & Billede: Nu er det tæt på, at LG’s nye OLED-TV kommer i butikkerne i Skandinavien, og i den anledning har LG inviteret os til Frankfurt, Tysklands finanshovedstad, for at se nærmere på de nye 2024-modeller.
Her fik vi et fuldt overblik over LG’s nye TV-sortiment for 2024, herunder både OLED G4, C4 og B4, som begynder at rulle ud i butikkerne i april.
Vi fik et glimt af de nye skærme allerede under CES 2024 i januar, men nu var der lagt op til en grundig gennemgang med LG’s egne ingeniører og TV-eksperter. Præsentationen blev ledet af LG’s produktdirektør David Seperson, og vi havde også selskab af Erik Svalberg fra LG Nordic.
LG er «OLED-veteranen» i TV-branchen
OLED-teknologien har været en indiskutabel succes for LG, som sidste år kunne fejre 10 år med OLED-TV. Og selv om Samsung og andre producenter efterhånden er kommet til, er LG stadig “ældst”, når det gælder OLED. Vi husker første gang, vi så Bjergkøbing Grand Prix på den første OLED-model i 2013: Den overgik simpelthen alt andet på det tidspunkt!
Der er løbet meget vand i åen siden da, og i dag tager vi nærmest denne type billedkvalitet for givet, men OLED er stadig i en klasse for sig, når det gælder kontrast og sortniveau. Men som sædvanlig er der plads til forbedringer.
OLED-teknologien har generelt haft en svaghed, når det gælder lysstyrke i forhold til andre teknologier. Sidste år så vi en betydelig forbedring gennem teknologien Brightness Booster Max, som LG kalder den. Det drejer sig om et specielt filter (MLA), som hjælper skærmen med at håndtere lyset bedre, kombineret med smart og energieffektiv billedbehandling på processorsiden.
Teknologien har pustet nyt liv i OLED-panelerne og gjort det muligt at presse en betydeligt højere lysstyrke ud end tidligere. Forbedringen var let at se på topmodellen OLED G3, som var et af de bedste OLED-TV’er, vi testede sidste år. Så spørgsmålet er, om LG har formået at hæve barren i år?
LG OLED G4 får superkraftfuld “AI” processor
LG’s nye 2024-modeller har mange af sidste års forbedringer med sig, men der er også nogle vigtige nyheder under motorhjelmen. LG fokuserer meget på billedbehandling i år og brugte tid på at tale om den nye “billedmotor” α(Alpha)11. Denne videoprocessor vil være at finde i dette års topmodeller, OLED Signature M4 og OLED G4.
Den nye α11-processor er udviklet af LG specifikt til OLED-TV’er og vil være betydeligt mere kraftfuld end sin forgænger, α9. Den lover blandt andet en 70 procent forbedring af grafikydelsen og 30 procent hurtigere processering sammenlignet med forgængeren α9.
AI (kunstig intelligens) er det helt store samtaleemne i øjeblikket, og i dette tilfælde bruges AI til at analysere og forudsige, hvordan objekterne i billedet bearbejdes bedst muligt.
Men den måske mest interessante forbedring – som vi så praktiske eksempler på i Frankfurt – handler om smidigere og mere naturlige bevægelser.
LG 2024 OLED i praksis
Under seancen i Frankfurt fik vi mulighed for at se nærmere på topmodellen G4 og dens lillebror C4. LG havde også sat nogle konkurrerende skærme op, så vi kunne sammenligne dem. Med på “testbænken” var Samsung S95C og Sony A95L, som begge bruger den konkurrerende QD OLED-teknologi.
Som forventet er LG overbevist om, at deres W-OLED-teknologi samlet set er den bedste – især når den kombineres med den nye A11-processor.
LG’s David Seperson var synligt begejstret for den nye AI-modus og anbefalede os at tjekke den ordentligt ud, når vi tester de nye skærme.
Processoren siges nemlig at være så smart, at den også kan regne ud, hvornår den IKKE behøver at gøre noget drastisk med videosignalet. For eksempel skal den være mere skånsom og intelligent, når det gælder om at bevare den oprindelige farvebalance. Det kan vi godt lide at høre, men hvor godt fungerer det?
Vi så en række eksempler på, hvordan AI-processoren arbejdede med at forbedre billedet, men LG havde valgt den mest saftige Vivid-tilstand for virkelig at understrege pointen. Vi ser frem til at teste disse nærmere derhjemme – med lidt mere “ædruelige” indstillinger.
I vores øjne virkede denne tilstand stadig lidt svulstig og overdreven, især når det gælder kontrast. Men den nye AI-processor ser ud til at have en stor værktøjskasse med videoforbedringer. Og potentialet virker stort!
En funktion, der umiddelbart var et hit, var den nye og forbedrede TruMotion-indstilling (bevægelsesudligning). LG’s AI-processor kan nemlig identificere og udjævne flimmereffekten i 24p-spillefilm med langt mindre “sæbeopera-effekt” end tidligere.
LG viste bl.a. scener fra Fast & Furious 9 og Dune, hvor OLED G4 bevarede et jævnt billede uden opbrydning (screen tearing), samtidig med at den bevarede den ægte filmfornemmelse.
Her ser LG virkelig ud til at have knækket koden, måske så meget, at det kan udfordre Sony og Panasonic, når de er bedst. Så vi ser frem til at se nærmere på denne funktion – så snart vi får fingre i et testeksemplar af G4.
Hvad så med OLED C4?
LG var naturligvis mest optaget af at demonstrere flagskibet OLED G4 i Frankfurt, men vi må ikke glemme C4, arvtageren til premium-favoritten OLED C3, som blev en af sidste års bestsellere.
Dette års C-serie må stadig klare sig med Brightness Booster, uden “Max” eller MLA-filter, og bruger den noget enklere videoprocessor α9 AI Gen 7.
C4 er altså en klart nedskaleret model i forhold til G4, men 2024-generationen får stadig HDMI 2.1 på alle fire indgange. Til glæde for hardcore gaming-fans får den også et 144 Hz-panel – nu også på de mindste 42- og 48-tommers skærme. Thumbs up for det!
Vi har også kigget lidt på lillebroren OLED B4. Den prisvenlige B-serie har længe stået lidt i skyggen af de mere ekstravagante topmodeller, men årets model får nogle fine forbedringer i form af en ny videoprocessor (Alpha 8) og 4 x HDMI 2.1-indgange. Billedpanelerne er stadig 4K / 120Hz, op til 77 tommer og med en velkommen designændring (nye V-formede fødder).
Desværre havde LG ikke taget et eksemplar af den nyeste OLED M4 med trådløs videooverførsel med til Frankfurt, men vi håber at se den i Skandinavien i løbet af foråret.
En anden model, som glimrede ved sit fravær, var den trådløse OLED T. Om den dukker op på vores breddegrader virker ret tvivlsomt. Vi får se!
Pris og tilgængelighed
LG’s 2024 OLED- og QNED-modeller kommer i butikkerne i løbet af april/maj. De nordiske priser er endnu ikke officielle. Sagen vil blive opdateret!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer