Det fysiske pladesalg er i frit fald. Derfor griber musikerne til stadig mere kreative markedsføringsstunts for at tjene penge.
Rap-legenderne i Wu-Tang Clan er ingen undtagelse. De har i løbet af de seneste to år indspillet et dobbeltalbum, “Once Upon a Time in Shaolin”, som kun udsendes i et eneste eksemplar.
Sølv og nikkel
Dobbelt-cd’en vil blive leveret i en håndlavet boks af sølv og nikkel, som er udført af den britisk-marokkanske kunstner Yahya, og i følge Forbes forventes det, at kunstværket vil løbe op i en pris på flere millioner dollars.
Inden albumet sælges, skal det turnere verden rundt som mange andre kunstværker før dette, hvor det vil kunne ses på museer, gallerier og muligvis også musikfestivaler. Fans kan så i den sammenhæng betale billet for en lyttesession, hvor de kan høre albummet gennem hovedtelefoner. Efter først at været blevet kropsvisiteret for optageudstyr.
“Vi lancerer et stykke kunst, som ingen anden har gjort i musikhistorien”, siger Wu-Tang Clan-medlem Robert “RZA” Diggs. “Vi sælger et enkelt samlerobjekt. Det vil være som at eje et scepter fra en egyptisk konge.”
De sætter med andre ord ikke deres lys under en skæppe, når de sammenligner sig selv med faraoer fra oldtidens Egypten.
Når udstillingsturneen er slut, skal albumet sælges for en uspecificeret pris i milliondollars-klassen. Ejeren vil derefter kunne gøre med det, hvad han eller hun ønsker. For eksempel lægge det ud på Pirate Bay. Hvilket nok er tvivlsomt.
Forbes spekulerer i, om store mærkevareselskaber kan være interesserede i at bruge musikken i fremtidig markedsføring. Eller om en rig samler vil købe albummet for enten at frigive musikken digitalt til masserne eller beholde den til sin egen egostistiske fornøjelse.
Tricket er prøvet før
Wu-Tang Clan tager dog helt fejl i, at de er de første til udføre et sådant stunt. Den franske elektronmusiker Jean-Michel Jarre producerede nemlig i 1983 albummet “Music for Supermarkets”, som efter at have været del af en udstilling, blev solgt på en velgørenhedsauktion. Efter kun at have presset et enkelt eksemplar på vinyl, blev alle mastertapes destrueret, for at gøre albummet unikt. Pladen er siden første handel kun blevet videresolgt to gange.
Imens Wu-Tang Clan vil sikre sig mod kopiering, eksisterer der bootleg-versioner af “Music for Supermarkets”. Pladen blev spillet en enkelt gang på Radio Luxembourg, så mange har optaget den på bånd. Men de er i ringe kvalitet og i mono, da radioen sendte på AM-båndet.
Én enkelt billet
Et andet eksempel på, at tanken om udsende noget i et enkelt eksemplar ikke er ny, er den kontroversielle (men geniale!) stand-up-komiker Doug Stanhope, som i 2008 udbød en én enkelt billet til 7.349 engelske pund. Enmands-showet var en protest mod den måde, klubscenerne tjener groft under den månedlange Edinburgh Festival Fringe, hvor kunstnerne selv tjener meget lidt eller direkte taber penge på at medvirke. De 7.349 pund var det, som Stanhope vurderede, at kunstnerne i snit tabte på at optræde i en måned på The Fringe. Billetten fandt imidlertid aldrid en køber.
Kilde: Forbes
Læs videre med LB+
Nytårstilbud 2025 - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 12 måneder!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
30% på LB+ Total i 6 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 6 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer