test: MartinLogan Impression ESL 11A

De kalder den Masterpiece-serien, og det er en rammende beskrivelse. For amerikanske MartinLogan har aldrig lavet bedre højttalere, i hvert fald ikke af denne type. Den højttalertype, vi taler om, er en sjælden kombination af to meget forskellige tekniske måder at lave lydbølger på, som – når det klapper – skaber en næsten chokerende virkelighedsnær lydoplevelse.

En fjerlet film kombineret med to kraftige bas-enheder kan lyde som opskriften på en katastrofe, men her fungerer den hybride løsning så tæt på optimalt, som man kan komme.

Mens almindelige højttalere kombinerer en eller flere enheder, hvor en spole i et magnetgab bevæger en konisk membran, anvender hybridhøjttalere forskellige typer enheder. Her vil det sige det en 112 cm lang buet elektrostatmembran trukket på en ramme og to 20 cm bas-enheder med aluminiummembraner i et kabinet i bunden af højttaleren.

De to bas-enheder har hver sin forstærker på 275 watt, og det letter byrden for den forstærker, man kobler til. Som kun behøver at drive elektrostat-enheden, ikke bassen.

MartinLogan Impression ESL11A hedder den, og den er nærmest ikke sin lige fra andre end MartinLogan selv. Som laver andre hybridhøjtalere med samme type teknik. Men det er kun Masterpiece-serien, der kombinerer aktive basser med elektrostat og automatisk rumkorrektion. Ja, du læste rigtigt. Rumkorrektion. Det vender vi tilbage til.

Impression er en af fire modeller i serien, og den mest overkommelige med aktive basser. De nærmeste konkurrenter er Dynaudio Confidence C2, System Audio SA Pandion 50, Focal Sopra No.2 og Piega Coax 90.2. Men ingen af disse ligner den.

Det bedste fra begge verdener

Med to aktive bas-enheder til at tage sig af området fra 29 til 300 Hz samt en 112 x 28 cm elektrostat op til 23 kHz får man kombineret mægtig basdynamik med vægtløshed og ekstrem detaljerigdom.

Højttalerne ser heller ikke ud som andre højttalere. De er 155 cm høje, fordi den store elektrostatmembran har brug for et stort areal for at dække et bredt frekvensområde. Selve membranen er en tynd film, som er spændt ud i en lodret bue med perforerede poler på for- og bagside.

Fordi membranen er transparent uden bagvæg, kan man også se igennem højttalerne. Det gør, at de ikke virker så overvældende, som man måske skulle tro. Men det byder på en lille udfordring.

Membranerne stråler også bagud, så de “lækker” lyd bagfra. Derfor er det vigtigt, at afstanden fra højttalerne til bagvæggen er den samme for højre og venstre kanal.

Aktiv bas

Med et areal begrænset til 3.136 kvadratcentimeter er elektrostatmembranen ikke stor nok til at flytte tilstrækkelig meget luft ved lave frekvenser. To bas-enheder i, hvad der bedst kan beskrives som en integreret subwoofer, tager sig af de laveste frekvenser.

De er bygget meget lig basser i almindelige subwoofere, med ekstra lang slaglængde og 20 cm aluminiummembraner, der kan tåle kraftigt tryk. Enhederne sidder i hver sit kammer, og en 275 watt forstærker til hver af dem gør baskassen til en aktiv konstruktion.

Rumkorrektion

De to basser – en foran og en bagpå – kan justeres +/-10 dB under 75 Hz, og mellembassen kan justeres +/-2 dB, så man kan tilpasse basresponsen til placeringen i rummet. Men det er også muligt at bruge rumkorrektion til at tilpasse bassen fra højttalerne til rummet.

De er forberedt til Anthem Room Correction, som kræver en Windows-pc med ARC-software og en målemikrofon på stativ sluttet til pc’en med USB. Alt dette er selvfølgelig ekstraudstyr, men regn med, at forretningen sørger for kalibreringen.

Det fungerer omtrent ligesom rumkorrektion på en hjemmebio-receiver. Et signal sendes gennem højttalerne og repeteres med forskellige placeringer af mikrofonen – fortrinsvis der, hvor man sædvanligvis sidder – og så uploades korrektionerne til højttalerens 24 bit DSP.

En omskifter på bagsiden slår ARC-korrektionen til og fra, så man ikke er låst til kalibreringsresultatet. Men resultatet af korrektionen er forbløffende.

En fest

Med målebånd og vaterpas satte jeg højttalerne forskriftsmæssigt op i rummet. De smalle elektrostater har omkring 30 graders spredning, og jeg fik den bedste balance i lyden, da jeg vinkede dem svagt indad og rettede dem op, så de næsten stod lodret set fra siden.

De to bas-enheder slår godt fra sig, og jeg var nødt til at dæmpe bassen lidt med potmeterne på bagsiden. Så lød det også aldeles pragtfuldt, med detaljer i spandevis og en sjældent stor grad af luftig vægtløshed. Der er noget specielt ved lette elektrostatmembraner. Hørbar forvrængning findes ikke, og lyden er på ingen måde farvet eller betonet.

Højttalerne slår seriøst godt fra sig i bassen. Trommer og kontrabasser kan nærmest mærkes på kroppen, og hvis man ikke er nøje med justeringerne, kan det blive for meget af det gode. Klangen af kontrabasserne fra berømtheder som Charlie Haden, Gary Peacock og Arild Andersen fik lidt for meget varme og fylde, og bastonerne blev nærmest stablet oven på hinanden.

Det var indtil importøren kørte en ARC-kalibrering af basresponsen i rummet. Så blev bassen mere velordnet, og basbalancen faldt på plads. Kontrabasser blev bedre fokuseret i lydbilledet, og det var meget lettere at få rumfølelsen fra indspilningsrummet eller koncertstedet med. Det hjalp også på mellemtonen.

De laveste oktaver fra et koncertflygel var bedre defineret. Jeg har hørt Keith Jarretts Köln-koncert utallige gange, men aldrig så levende gengivet som her. Højttalerne slipper mere information igennem, og små nuancer, der ellers kun lige er hørbare, er tydeligt gengivet her.

Den gamle Decca-optagelse af La Boheme med Luciano Pavarotti og Mirella Freni får nyt liv gennem elektrostaterne. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har hørt akustikken på optagelsen så glasklart som med ESL 11A. Det er simpelthen magisk!

Eller tag f.eks. Leonard Cohen. Det føles, som om manden er genopstået fra de døde og står midt på gulvet. Den dybe stemme giver mig gåsehud, så naturtro er den gengivet.

Basgengivelsen hænger meget bedre sammen her end på nogen anden hybridhøjttaler, jeg har hørt, og jeg er sikker på, at den går meget dybere end opgivet. Samtidig er dybden i musikken ekstrem. Der er så meget ny information på indspilning efter indspilning, og højttalerne gør et overraskende godt stykke arbejde med at gengive instrumenter i en realistisk skala.

Impression ESL 11A har egenskaber, som et par Piega Coax 90.2 eller Dynaudio Confidence C2 også besidder, men er bedre fokuseret med bedre mikrodynamisk kontrast, lyder mere neutralt og har overlegen basgengivelse.

Konklusion

MartinLogan Impression ESL 11A stryger direkte ind på top 10-listen over de bedste højttalere, jeg har hørt. Få højttalere er bedre til at gengive levende musik og ikke mindst vokaler. De spiller måske ikke højest eller sejest, men de spiller mere levende og troværdigt end det meste andet, jeg har testet.

Hvis man vil have mere rækkevidde i bassen, findes der to større udgaver, men jeg tror, at ESL 11A er den gyldne mellemvej i Masterpiece-serien. Sjældent har et navn været mere præcist!