annonce
(Foto: Producent)

test:
Denon AH-D7200

Luksus til forkælede ører

Denons referencehovedtelefoner giver afslappende vellyd til lænestolskoncerten uden at tømme pensionsopsparingen.

annonce

High-end er pr. definition eksklusivt. Skal man have et produkt af ypperste klasse, koster det nødvendigvis mere end en tilfældig metervare. Men når det gælder hovedtelefoner, gør det ikke nær så ondt som ved f.eks. højttalere. Frem for at sælge den næsten nye Mercedes for at rejse penge kan du nøjes med at realisere knallerten.

Denon AH-D7200 er Denons nyeste bud i hovedtelefonernes Ferrari-klasse. Selv om prisen er solid, er de faktisk et stykke billigere end forgængeren AH-D7100 – og omkring halvt så kostbare som de tidligere AH-D7000, som vores norske søsterblad testede begejstret tilbage i 2009.

Skal man beskrive AH-D7200 med ét ord, skal ordet være: “Lækre”. Og med to ord bliver det: “Ualmindelig lækre”.

Metaldelene er i kraftigt aluminium og hovedbøjlen i stål, der er betrukket med blødt, quiltet skind. Ørepuderne er i ultrablødt handskeskind. Og der er ikke tale om “vegetabilsk læder” eller “proteinlæder”, men om den ægte vare. Små påskelam har måttet lade livet for at levere skind til hovedtelefonerne. Men de døde ikke forgæves. For det er en oplevelse i exces.

Den oplevelse fortsætter ud i ørekopperne, der er formet ud af hver sit massive stykke valnøddetræ. Det ser ikke blot godt ud, men skulle være langt mere resonansdødt end de plastmaterialer, de fleste bruger. Eftersom der laves flere højttalere i træ end i plast, lyder det sandsynligt.

AH-D7200 er ikke de første hovedtelefoner med kopper i træ. AudioQuest NightHawk er et andet eksempel. Og Denon AH-D7000. På de mellemliggende AH-D7100 blev der brugt mere traditionelle materialer.

Drivermenbraner i nanofibre, ørepuder i lammeskind, kabler og ørekopper i ægte valnøddetræ. Detaljerne står i kø på Denon AH-D7200. Foto: Denon

 

annonce

99,99999
Driverne, altså de små højttaler-enheder i ørekopperne, har neodymmagneter og membraner i nanofiber. Endelig er kablerne udført i “seven nines” iltfrit kobber. Altså kobber med en renhed på 99,99999 procent.

annonce

Kablet er aftageligt, men der følger ikke noget mobilkabel med. Her bruges kun fuldstørrelses kvarttomme jack-stik som på klassisk udstyr. AH-D7200 kan godt drives af en mobiltelefon, hvis man selv anskaffer et egnet kabel, men er primært beregnet til hjemmebrug. Hvad der undrer mere, er at der ikke medfølger kabel til balanceret drift.

 

Lyden af AH-D7200
Som det stykke high-end-grej, de er, er AH-D7200 kræsne med, hvad du slutter dem til. De blev først afprøvet tilkoblet et E-MU 404 USB semiprofessionelt lydkort med indbygget klasse A hovedtelefonforstærker. Det lød udmærket, og der var ikke noget galt. Men der kunne altså godt komme flere detaljer på. Og nok så vigtigt var forskellen på gode optagelser og dem, der bare var okay, ikke så udtalt, som man kunne forvente af et produkt med ordet “Reference” skrevet på emballagen.

Heldigvis står der lige nu et kæmpemæssigt referencesæt fra Marantz i testrummet, bestående af DAC’en/SACD-afspilleren SA-10 og forstærkeren PM-10. Med 400 watt pr. kanal og en sekscifret pris er det afsindigt overkill, men til gengæld også garant for, at signalet er i top hele vejen hen til hovedtelefonkablet.

annonce

 

Ingen pral
Med forbindelserne i orden kunne man høre, hvad AH-D7200 egentlig kan. Ved første ørekast kan de virke tamme, da man ikke overvældes af et utroligt antal detaljer. Med den rette optagelse (og en god hovedtelefonforstærker) kommer de dog mere til deres ret. Om det skyldes ørekopperne i valnøddetræ, vides ikke. Men Denon AH-D7200 er behageligt fri for resonanser og mislyde. Og lige så fri for pral og imponatoreffekt.

Et tilbagevende testnummer som “I’m Confessin’” fra Jazz at the Pawnshop viser, hvad hovedtelefonerne duer til. Vibrafonspil og saxofon står levende og dynamisk i rummet, mens snakken går ved bordene i lokalet, og glas samles ind til opvask. Selv om der er detaljer i massevis, er det musikken som helhed, der er i fokus. Mikrodetaljerne på hi-hat og bækkener er dog hørt mere detaljeret, f.eks. på Focal Elear og Denon AH-D7000.

Solosang som “Tom’s Diner” med Suzanne Vega eller “Scarlet Ribbons” med Sinéad O’Connor lyder pænt, rent og velartikuleret. Men den ultimative gåsehudsoplevelse, hvor man fornemmer det mindste åndedrag, mangler.

Der, hvor AH-D7200 er i sit es, er på rytmiske numre. Når orkesteret stemmer i på “Bangkok” fra Chess, er dynamikken næsten skræmmende. Og det dybe, tørre basspor på “Right Hand Man” fra Hamilton gengives med klinisk præcision og dynamik.

Der medfølger et aftageligt kabel i “seven nines” iltfrit kobber. Stikkene er selvfølgelig fuldvoksne 6,3 mm. jackstik. Foto: Denon

 

Konklusion
Denon AH-D7200 koster ikke mere end en økonomisk mellemklasseforstærker eller en ny smartphone, så set i det lys burde de være tilgængelige for de fleste læsere af Lyd & Billede. Men du skal muligvis stadig overbevise din bedre halvdel om, at det giver mening at droppe en weekendtur til London for at købe noget, som allerede – i en langt mere ydmyg form – følger med i æsken med din mobil. Lykkes det, får du et par hovedtelefoner, der kan få de bedste sider ud af al din musik. Især hvis du lader dem drive af en ordentlig hovedtelefonforstærker.

De er ikke et indlysende valg til monitorbrug, men til hjemmestunder i ypperste kvalitet er de pengene værd. Der findes endnu bedre konkurrenter, der trækker langt flere detaljer ud, såsom Pioneer SE-Master1, men så kommer det til at gøre ekstraordinært ondt i tegnebogen!

Bedste pris på Denon AH-D7200
Pricerunner.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    annonce

    Læs også

    Kygo Life A11/800

    Kygo Life A11/800

    Det norske livsstilsmærke Kygo Life vil være med i det lukrative luksusmarked for støjreducerende hovedtelefoner.
    HyperX Cloud Mix vs. SteelSeries Arctis Pro Wireless

    HyperX Cloud Mix vs. SteelSeries Arctis Pro Wireless

    Trådløst eller med kabel? Hvis du gamer på tværs af platforme, skal headsettet kunne følge med. Her er to meget forskellige løsninger.
    6 helt trådløse hørepropper

    6 helt trådløse hørepropper

    Med helt trådløse hørepropper bliver musik- lytningen mere fleksibel end nogensinde.
    Jabra Elite 85h

    Jabra Elite 85h

    Jabra vil have del i markedet for støjreducerende hovedtelefoner i luksusklassen.
    Sony IER-Z1R

    Sony IER-Z1R

    Hold da op! De dyreste hørepropper, vi har testet, gengiver musikken med detaljer ned på mikroskopniveau.
    HiFiMAN Sundara

    HiFiMAN Sundara

    I kategorien åbne høretelefoner er disse vores nye favorit i prisklassen under 5.000 kroner. Sig goddag til HiFiMAN Sundara.
    Tre Gaming headsets

    Tre Gaming headsets

    Logitech vs. Logitech. Har du brug for den dyreste model for at vinde, eller er den billigste i virkeligheden bedst?
    Tre high-end hovedtelefoner

    Tre high-end hovedtelefoner

    Vi havde aldrig forestillet os, at lukkede hovedtelefoner kunne lyde så forbandet godt!