Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: 4 projektorer

Det store billede – til lavpris

Det er stadig projektoren, der er kongen i hjemmebiografen. For under ti tusind kroner kan du blæse et gigantisk billede i ægte HD-kvalitet op!

Skrevet af / 18/10/2012 - 00:00
4 projektorer
Geir Gråbein Nordby

Produkter i denne test

En god hjemmebiograf kræver ikke mindst et stort billede. Selv om du får fede filmoplevelser fra et 50 tommers tv, svarer det i en almindelig stue omtrent til at sidde på bagerste række i biografen. Og over denne størrelse bliver tv-skærme hurtigt for dyre.

Jeg vil vove at påstå, at det først er ved 70-80 tommer, man virkelig kan tale om biografoplevelser derhjemme, og gerne op mod 100 tommer. I hvert fald med Blu-ray i HD-kvalitet. Et 70 tommers LCD-tv koster nemt 30.000 kroner, mens et 80 tommers vil runde 40.000. Hvor fedt er det så ikke, at man med en projektor kan få så stort et billede, man vil, til under 10.000 kroner!

Producenterne specificerer disse projektorer til at kunne levere et billede helt op til 300 tommer. Så bliver afstanden til lærredet imidlertid stor, hvilket kræver et enormt rum, men også fører til et stort lystab. Mere realistisk bliver det at sætte grænsen ved 150 tommer. Eller størrelsen af ni (9!) 50 tommers tv-skærme! Lærredet bliver så 3,3 meter bredt og 1,85 meter højt! Da har du brug for 5-6 meter mellem projektor og lærred. De fleste vil nok gå efter et 90-100 tommers lærred, som modsvarer fire 50 tommers, og da med en afstand på 3-4 meter.

I et mørkt rum vil den oplevede billedkvalitet fra en god projektor kunne overgå den fra et tv, da baglysets strølys slukkes af lærredet. Og selv en projektor med lidt gråt sortniveau giver ikke den samme påtrængende oplevelse af dette som et tv. Fordi lærredet sluger lys, må projektoren være mere lysstærk end tv’et for at give lige så skarpt hvidniveau.

Lysstyrke og kontrast
Det er vigtigt at skelne imellem hjemmebiograf-projektorer og kontorprojektorer. Med en projektor er der nemlig to ting, som er vigtige, foruden skarp optik: Nemlig lysstyrke og kontrastforhold. Lysstyrken bestemmer intensiteten i hvid, mens kontrasten indikerer sortniveauet. En høj værdi på begge er optimalt, men på grund af strølys i projektoren vil ekstrem lysstyrke betyde blegere sort, mens et ekstremt sortniveau modsat betyder et mere sløret lys.

I hjemmebiografen er det vigtigst med et mørkt sortniveau, da lyset i rummet gerne dæmpes, når filmen snurrer. En kontorprojektor vil da opleves som alt for bleg i skyggeområderne. Hvis du derimod vil have en dagslysprojektor, bør du måske revurdere.

Kompromis
Her tager vi os af hjemmebiograf-projektorer til under 10.000 kroner. Det indebærer kompromiser, specielt med hensyn til kontrast. Hvor dyrere projektorer har et opgivet kontrastforhold på hele 50.000:1 og opefter, er 5.000:1 mere typisk for disse projektorer. Det betyder et blegere sortniveau på grund af strølys. Det opleves alligevel ikke så ekstremt, som tallene kunne antyde, for de bedste kan virkelig give flotte billeder, uden at man tænker over, at sortniveauet ikke er så mørkt. Bl.a. fordi en lysstyrke på omkring 2000 lumen gør hvid endnu hvidere, tænker man ikke specielt over det.

Optikken i billigere projektorer er ikke lige så laserskarp som i de dyre. Jo større billedet er, jo bedre ser man det. Men også de billigere projektorer har fået skarpere optik, og før man sammenligner, skal der meget til at reagere på det. Vær opmærksom på, at de billigste projektorer mangler optisk linsejustering (lens shift), hvilket giver mindre fleksibilitet, hvad angår montering af projektoren.

Projektorens placering vil omtrent markere bunden eller toppen af billedet, afhængigt af om den monteres oppe under loftet eller står på en hylde. Hvis du ikke får placeret projektoren, så billedet bliver helt lige, kan du bruge digital vinkelkompensation (keystone), men det vil gå ud overpixelopløsningen i billedet.

Fire billige HD-projektorer
Vi bestilte fire projektorer til test. Kriterierne var, at de skulle være 1080p, og at de kostede under 10.000 kroner. Importørerne har sendt hver sin projektor ud fra disse kriterier. Ved nærmer eftersyn skiller BenQ W1060 sig ud ved at koste gennemsnitlig omkring 6.000 i markedet, altså en markedspris godt under den anbefalede udsalgspris. Og hvis det også afspejler sig i kvaliteten, er det ikke så godt et kup.

Tre af de fire projektorer er af typen DLP, hvor ca. to millioner spejl slår hver sin pixel til og fra, ud fra hvilken farve i farvehjulet de til enhver tid skal gengive. Meget sofistikeret og en lynhurtig og vedligeholdelsesfri teknologi, hvis eneste ulempe er en “regnbue-effekt”, hvor alle primærfarverne kan vises som blip, når man bevæger synet over kontrastfyldte områder på skærmen. Det er dog ikke alle, der er følsomme over for denne effekt. Projektoren fra Epson er derimod af typen LCD. Her sendes lyset gennem flydende krystaller for at projicere farverne. Der er ingen regnbue-effekt, men teknologien kræver et støvfilter, som må renses eller udskiftes fra tid til anden.

InFocus IN3118HD er noget så spændende som en hybridprojektor, altså en der både skal kunne bruges i hjemmebiografen og i kontormiljøet. Med fuld lampestyrke opnår den 3500 lumen, som er optimalt i dagslys og lyse rum, mens den i økomodus mere svarer til hjemmebiograf-projektorerne.

Af de fire projektorer er to 3D-kompatible. Optoma HD300X har et par medfølgende briller samt 3D-sender, mens Epson EH-TW5900 har briller som ekstraudstyr.

Hvad har du brug for?

Det er ikke vanskeligt at installere en projektor. Alligevel er der visse ting, du må tænke på.

Montering
Skal projektoren monteres i loftet, på væggen eller stå på en hylde? Der findes forskellige beslag til forskellig montering. Blandt loftbeslagene kan vi f.eks. anbefale B-Tech BT881 til ca. 800 kroner. De billigste projektorer har ikke optisk linsejustering, så du må montere projektoren omtrent kant til kant med enten nederst eller øverst på lærredet. Det gælder for samtlige af testens projektorer.

Lærred

Du skal også bruge også et lærred. Og da mener vi ikke rullegardinet fra IKEA! Den bedst mulige farvebalance og lysgengivelse får du fra et lærred beregnet til hjemmebiograf, og vi anbefaler bredformatet 16:9. Til mørke rum anbefaler vi et hvidt lærred med en gain på ca. 1,1, mens et gråt lærred godt kan bruges til lysere rum. Det giver et mørkere sortniveau. Der findes både den nedtrækkelige type med eller uden motor og rammespændte lærreder. Rammespændt er bedst, da det er helt glat, men kan blive lige lovlig iøjnefaldende, når projektoren er slukket. Et billigt lærred får du f.eks. fra aView – ca. 1.000 kroner for et nedtrækkeligt på 90 tommer eller 2.400 kroner for et rammespændt. Et elektrisk lærred fra samme producent koster 3.490 kroner for 99 tommer.

Kabler

Det kan hurtigt blive aktuelt med et langt HDMI-kabel for at installere en projektor, da der gerne er tale om at trække det bag loft og vægge. Der er mange HDMI-kabler, som ikke er specificeret for længder over 12 meter, og som dermed kan give dropout og andre slags fejlagtigt digitalsignal. Sørg for et kabel, som er specificeret til stor længde; vi kan f.eks. anbefale Supra HDMI eller Supra HDMI Met-S/B, som begge har høj båndbredde, understøtter HDMI 1.4b med Ethernet og tåler kabellængder helt op til 15 meter. Supra HDMI og HDMI Met-S/B koster omtrent 1.000 og 1.500 kroner for 15 meter.

Kalibrering

For at få den bedste billedkvalitet ud af din projektor bør du også foretage billedjustering. Hvis du ofrer 1.500-2.000 kroner på omfattende prof-kalibrering, vil du klart få det bedste billede. Mange, der forhandler projektorer, tilbyder dette, hvor man så går ind og justerer farvebalance, lysstyrke, kontrast og skarphed, så godt som projektoren tillader. Ellers kan vi anbefale kalibrerings-discs som f.eks. “DVE HD Basics” på Blu-ray. Endnu enklere er Monsters “HDTV Calibration Wizard”, men den findes kun på dvd. Den lader dig bl.a. nemt justere til optimalt sort- og hvidniveau, som er det allervigtigste for et superlækkert billede.

Sådan tester vi

Projektorerne er blevet rettet mod et 100 tommers high-end lærred fra Stewart, hvidt med en gain på 1.1. Vi har vurderet billedkvaliteten lige ud af kassen, men også justeret lysstyrke, kontrast og skarphed ved hjælp af DVE HD Basics på Blu-ray. Vi har valgt hurtig billedjustering frem for grundig kalibrering, da vi regner med, at det er mest relevant for de fleste, der køber projektor i denne prisklasse. Alle projektorerne vurderes med lampe sat i økomodus, da det giver øget levetid, samtidig med at blæserstøjen holdes på et minimum. Blæseren larmer for meget, når lampen står på fuld.

Projektoren er testet med HD-video fra Blu-ray. Den mørke Harry Potter og dødsregalierne del 2 er brugt for at afsløre, hvordan projektorerne viser mørke billeder, mens andre mere neutrale film som The Social Network giver et mere gennemsnitligt indtryk. En udgivelse, som derimod virkelig skiller fårene fra bukkene, er BBC’s Wonders of the Universe med Brian Cox, med fantastiske billeder af stjerner og galakser, som står i stærk kontrast til det ellers sorte univers. Desuden er der flotte naturbilleder af bjerge og marker fra Jorden, og Brian Cox’ ansigt afslører straks, om projektoren er for rød eller for bleg i farverne. Denne produktion har ikke noget Hollywood-filter, men er knivskarp og med naturlige farver, og det er en film, der let manipulerer støj frem i projektorens billedprocessering.

Produkter i denne test

Optoma HD300X

Gode billeder i 2D og 3D

Optomas billigste 3D-projektor har skarpe billeder, flot farvebalance og kun lejlighedsvis generende støj.

Skarpe billeder 3D
Ikke linsejustering Noget moskitostøj Begrænset sortniveau
Læs hele testen

Epson EH-TW5900

Super kompromis

Testens eneste LCD-projektor har en rigtig god billedkvalitet og mange kalibreringsmuligheder.

Skarpe billeder Ikke meget støj Gode kalibreringsmuligheder Zoomforholdet
Ikke linsejustering Begrænset sortniveau
Læs hele testen

BenQ W1060

Billig og god?

BenQ W1060 har en markedspris langt under den vejledende, hvilket gør den til et røverkøb i dette selskab.

Skarpe billeder Gode kalibreringsmuligheder
Ikke linsejustering Moskitostøj Bevægelsesstøj Begrænset sortniveau
Læs hele testen

InFocus IN3118HD

Herlig hybrid

Denne lysstærke projektor er en hybrid mellem hjemmebiograf og kontor. Alligevel er den oplevede billedkvalitet den bedste i testen!

Skarpe billeder Høj lysstyrke Ikke meget støj Gode kalibreringsmuligheder
Ikke linsejustering Begrænset sortniveau Lidt blæserstøj
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top