Xperia XZ1 er en nedtonet version af den ekstreme XZ Premium. Væk er den store 4K-skærm, og i stedet har vi fået en billigere model, men med de fleste funktioner bevaret. Designet kender vi fra de seneste modeller med en tillidsvækkende metalramme og lækkert afrundede kanter. Selvfølgelig er den stadig vandafvisende med IP-certificering. De store kanter hjælper med varmeafledningen, men gør også telefonen lovlig stor i forhold til skærmen på 5,2 tommer.
Skærmen med Full HD-opløsning er den første med HDR-understøttelse. Dvs. større dynamisk kontrast og lysstyrke, hvis man kan finde indhold, der understøtter det.
Fotokvaliteten er god, men her må Sony se sig slået af både Samsung og Apple. I stedet er det nyttige tricks – f.eks. at den begynder at tage billeder, før man trykker af, følgeautofokus også på billedserier samt imponerende super-slowmotion-film – der giver den nogle unikke fordele i forhold til konkurrenterne.
Ud over de fordele, der er videreført fra XZ Premium, fremhæver Sony muligheden for at scanne objekter i 3D. Her er teknologien kommet langt, og XZ1 gør det imponerende godt. Men spørgsmålet er, hvor mange promille af brugerne der egentlig kommer til at bruge det.
Ligesom tidligere har Sony tilpasset Android en del, men uden at det forstyrrer oplevelsen. Lydkvaliteten er også over gennemsnittet med understøttelse af højopløst lyd plus digital støjreduktion.
Da konkurrenterne nu også har udstyret deres modeller med den nyeste Snapdragon-processor, har Sonys model ikke længere et forspring på ydelse. De rene hestekræfter er de samme, men i mere dybtgående tests som Basemark OS II ligger XZ1 faktisk en anelse bagefter. Sandsynligvis pga. langsommere hukommelse. Det virker også lidt nærigt med et batteri, der ikke er større end i Compact-modellen. Det kan dog holde en hel dag.
Konklusion
Designet på Xperia XZ1 begynder at virke for velkendt, og de høje kanter gør den lidt stor i forhold til skærmen på 5,2 tommer. Den er ikke længere alene om den nyeste processor, men til gengæld den første med Android 8 præinstalleret. Andre unikke fordele er det superhurtige kamera, muligheden for at lave 3D-scanninger, og at skærmen understøtter HDR.
For nogle kan det tippe vægtskålen i Sonys favør, men de fleste vil nok vælge en mere trimmet mobil, der tager bedre billeder.
Også i denne test:
Moto Z2 Force
Schweizerkniv med kompromiser
Interessante tilbehørsmoduler gør, at Moto Z2 Force skiller sig ud fra mængden, men den har mange svagheder.
Apple iPhone 8 Plus
Den bedste kameratelefon
iPhone 8 Plus er ikke alene den hurtigste smartphone, men også den, der tager de bedste billeder.
Samsung Galaxy Note 8
Nogle gange er størst også bedst
Note 8 er en smart og veltrimmet arbejdspartner, langt fra fordums monster-phablets.
Nokia 8
Metervare fra Nokia
Det er ikke nok at proppe de hurtigste komponenter ind. Man skal også have et USP (Unique Selling Point), og “Bothies” er bare ikke nok.
Asus Zenfone 4
Fotomodel fra Asus
Asus vil være en medspiller på smartphone-markedet. ZenFone 4 henvender sig til mobilfotografen, der vil se det store billede.