Test: Audio-Technica AT-ART1000

Dyre pickupper er ikke noget for nervøse mennesker med ti tommelfingre. Én lille fejltrin, og tusindkronesedlerne flyver. At reparere en high-end-pickup koster ofte lige så meget som at købe en ny.

Derfor bør dyre pickupper monteres af en professionel.

Det gælder i allerhøjeste grad Audio-Technica AT-ART1000. Deres dyreste pickup hidtil, med et “omvendt” driftsprincip, der kræver sin mand m/k for at lyde optimalt.

Noget, der kan siges om pickupper generelt, men nogle er mere delikate end andre, og den her er en af dem.

Grundlæggende er den magen til en hvilken som helst pickup. Magneter, spoler, fleksibelt ophæng og en stiv nål er basale komponenter, uanset hvor dyr eller billig pickuppen er. Men både de grundlæggende dele, konstruktionen og materialerne kan forædles og forfines til en kunst, og det er, hvad Audio-Technica har forsøgt at gøre med ART1000.

Den kostbare pickup er i godt selskab. Ortofon, Van den Hul, Lyra og DS Audio har alle pickupperne i samme prisklasse, og med undtagelse af DS Audio er de alle temmelige ens, hvad konstruktionen angår.

Men til AT-ART1000 har Audio-Technicas Mitsuo Miyata fundet et sjældent anvendt konstruktionsprincip frem.

Helt fremme

Det almindelige i en MC-pickup er at placere de bevægelige spoler i pickuphuset. Men her sidder de helt ude i spidsen af nålearmen. Det lyder selvfølgelig helt bagvendt, men Miyata mener, at placeringen af spolerne i den anden ende af nålearmen forbedrer transientresponsen og detaljerigdommen markant.

Hvis man kigger på nålearmen af boron under et mikroskop, kan man se de koncentriske viklinger på de to spoler placeret oven på armen og små kobbertråde, der strækker sig langs den ind i pickuphuset. Som er af fræset titanium med støbt aluminium og polymermateriale.

De kalder det Direct Power System, og Audio-Technics folk fortalte os på High End 2017 i München, at det er svært at lave perfekt perfekte spoler, og at kasseringsraten derfor er høj. Det må den også have været for Neumann, som var den første med denne konstruktion i 1960’erne.

Montering

Som de fleste andre pickupper lyder ART1000 bedst, når den er korrekt monteret. Nåletrykket er individuelt specificeret i et dokument, der følger med hver enkelt pickup (2,0-2,5 g), og den lodrette sporingsvinkel er opgivet til 21 grader.

Det er “the basics”, som man siger, men det er vigtigt at være omhyggelig med alle vinkler, og en arm, der kan justeres trinløst i højden, er en fordel.

Audio-Technica leverer pickuppen med skruetrækker, nålebørste og skruer i to længder, og da den ikke har gevindhuller til skruerne, må de medfølgende – runde – møtrikker anvendes. Det er langtfra en ideel løsning, for det gør monteringsprocessen mere besværlig.

Vægten på 11 gram og compliance er moderat, så den passer til et relativt bredt udvalg af tonearme. Men udgangsspændingen er kun 0,2 mV, hvilket betyder, at den trives bedst med phono-trin, der har et ekstremt lavt støjgulv.

Jeg brugte bl.a. ART1000 med phono-trin med Gryphon og Audio Research, tilpassede pickuppens belastningsimpedans og monterede den på en Technics SL-1000R.

Lyden af AT-ART1000

Fra det første lille dæmpede klik, da nålen faldt på plads i rillerne, til jeg efter nogle uger sende pickuppen tilbage, oplevede jeg ART1000 som en forfriskende opgradering af lyden.

Dens evne til at hente mikrodetaljer ud af musikken er fænomenal. Lyden er samtidig noget af det mest fokuserede og opløste, jeg har hørt fra nogen pickup. Inklusive Ortofon MC Anna, VDH Grasshopper III og DS-Audio DS 002.

Det sker indimellem, at pickupper, der giver enestående detaljerigdom og skarpt fokus, kan lyde lidt tyndt. Stram og kontrolleret bas, men ofte uden så meget pondus. Altså en klangbalance i retning af det lyse, af og til med et lille løft i øvre mellemtone eller diskanten.

Det er absolut ikke tilfældet her. ART1000 mestrer det kunststykke at kombinere mægtig basdynamik med jernhård kontrol og noget nær perfekt klangbalance. Hvilket man bl.a. kan høre på klaverstykker. Store Steinway-flygler har en tendens til at “miste” lidt af klangbilledet i den nederste oktav, men både optagelsen af Steve Dobrogosz’ klaver fra Grieghallen i Bergen – på Radka Toneffs Fairytales – og Keith Jarretts Köln-koncert fremstår, som om alt er med ned til de dybeste undertoner.

Det er faktisk ret godt gjort, for en pick-konstruktør vil fortælle dig, at man ofte er nødt til at gå på kompromis under tuningen af pickuppen. Lys, mørk, neutral, vægt på bas eller mellemtone – alt dette og meget mere må overvejes og vælges, før pickuppen ender med den ønskede karakter.

Men sådan virker det ikke her. Hvor f.eks. DS Audio DS-002 lyder silkeglat, detaljeret og meget fyldigt, er ART1000 lidt mere åben med flere mikrodetaljer og et strammere fokus, uden at den af den grund mangler dynamisk kontrast.

Tag f.eks. Mozarts Requiem. ART1000 formår på magisk vis at skille stemmerne i koret fra hinanden og lyder så raffineret og detaljeret, at den skaber en fantastisk dybde i lydbilledet. Barytonstemmer gengives med skræmmende realisme, og duetterne er rent ud sagt fantastisk virkelighedstro gengivet.

Der er ikke noget, der er tyndt her. Lyden er klangfuld fra top til bund, og der er forbløffende godt tryk i bassen, hvad enten det er trommer, kontrabasser eller for den sags skyld lilletrommer. På Dire Straits’ Love Over Gold lyder Mark Knopflers guitar varmt og vanvittig dynamisk. Pick Withers’ følsomme trommespil på “Telegraph Road” og titelnummeret gengives med pragtfuld finesse og en kontant dynamik af den slags, man kan mærke i mellemgulvet.

Konklusion

Audio Technica AT-ART1000 er et af de bedste køb i high-end-klassen for dem, der ønsker sig større detaljerigdom kombineret med høj dynamisk kontrast. For andre vil f.eks. en DS audio DS-002 være et bedre valg, da der er inkluderet et phono-trin i prisen. På den måde er ART1000 et langt dyrere valg, men også et med større potentiale, fordi man kan eksperimentere med forskellige phono-trin.

Entusiaster med et rummeligt budget bør afgjort overveje ART1000 i denne klasse.