TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Beyerdynamic Lagoon ANC

De mest vellydende støjdæmpere

Beyerdynamic Lagoon ANC lyder bedre med musik end andre støjreducerende hovedtelefoner, vi har testet.

Af / 24/09/2019 - 12:47
Beyerdynamic Lagoon ANC

Lyd & Billede mener

  • Lydkvaliteten på musik er eksemplarisk, og hvert instrument får plads til at ånde i det store, opløste lydbillede. Desuden kan lyden tilpasses til brugerens ører.
  • Temmelig hørbar susen med støjreduktionen aktiveret. Touch-panelet på højre ørekop kunne have været mere præcist.

Ud over helt trådløse hørepropper er trådløse hovedtelefoner med aktiv støjreduktion klart den mest populære kategori. Og det er let at forstå hvorfor. For hvornår bruger man hovedtelefoner mest? Jo, når man sidder på kontoret eller er på farten. Ofte med kollektiv transport – eller fly.

Fælles for disse situationer er, at man udsættes for en del støj udefra. Hvilket betyder, at man enten må skrue lyden op til et niveau, der i værste fald kan skade hørelsen over tid, eller man må bruge hovedtelefoner, der isolerer godt. Det er her, aktiv støjreduktion kommer ind i billedet, for så kan man effektivt holde støjen ude uden at skulle ty til store, tætsiddende og klamme høreværn.

Hård konkurrence

Konkurrencen om at lave de bedste aktive støjreducerende hovedtelefoner er benhård. I praksis har kampen hidtil stået mellem Bose og Sony, hvor Sony har trukket det længste strå med deres WH-1000XM3. Som har væsentlig mere effektiv støjreduktion end Bose NCH 700 og desuden kraftigere lyd.

Nu blander tyske Beyerdynamic sig i legen med deres Lagoon ANC (hvor ANC står for Active Noise Cancelling). Og hvis der er nogen, som kan være en reel udfordrer til støjdæmpningstronen, så er det Beyer. Få har i samme grad fået vores respekt, for uanset hvilken prisklasse man leder i, så scorer de altid højt. Sidst med de svinedyre trådløse hørepropper Xelento Wireless.

Annonce

Læg dertil, at Beyerdynamic er en respekteret producent af mikrofoner, og der er grund til at forvente noget stort af Lagoon ANC. Aktiv støjreduktion kræver nemlig indbyggede målemikrofoner til at opfange støjen udefra, så der kan skabes et modlydssignal. Jo bedre mikrofoner, jo bedre udgangspunkt for at tolke og behandle støj.

Blinkende lygter

Der, hvor Lagoon ANC skiller sig tydeligst ud fra konkurrenterne, er vel også den mest gimmick-agtige funktion, nemlig LED-lys på indersiden af hver ørekop.

På sin vis er det meget kækt: Når man tager hovedtelefonerne op, lyser højre ørekop rødt, mens den venstre lyser hvidt. Når de er i parrings-mode, blinker de blåt i stedet, og når parringen er et faktum, begynder de at lyse blåt. Når alt spiller, lyser de to ørekopper orange. Andre typer information, f.eks. om batteristatus, mistet forbindelse og firmware-opdateringer, eller om man har hørt musik meget længe, signaleres også med lysene.

Batteritid og rækkevidde

Batterilevetiden er opgivet til 45 timer uden støjreduktion, mens man skulle få 24,5 timer med støjreduktion på niveau 1 (niveau 2 er mere effektivt og kan give noget kortere batteritid).

Jeg oplevede aldrig selv noget problem i praksis og har bl.a. været en tur til USA med fly, hvor jeg brugte hovedtelefoner under det meste af flyveturen, som varede godt ti timer hver vej (med en opladning før hjemturen). Med andre ord har jeg ikke fået testet, præcis hvor længe hovedtelefonerne holder strøm, men jeg har ikke oplevet, at de løb tør.

Hvad den trådløse rækkevidde angår, er den opgivet til ti meter, men jeg kunne tage næsten tyve lange skridt væk fra telefonen i det fri, før lyden begyndte at hakke. Rækkevidden er dog væsentlig kortere end med Bose NCH 700 (60-70 skridt) og Sony WH-1000XM3 (40-50 skridt).

Stemmestyring

Lagoon har stemmestyring via Google Assistant. Det duer med både Android og iPhone og fungerer ved, at man trykker midt på touch-panelet på højre ørekop i to sekunder. Derefter kan man bede assistenten om at spille musik eller radio eller f.eks. vise vej.

Touch-flade

Desværre må jeg sige, at jeg ikke er helt tryg ved touch-fladen på Lagoon. Når den slags fungerer godt, kan jeg godt lide det, og på både Sennheiser PXC 550 og de nævnte Sony WH-1000XM3 og Bose NCH 700 fungerer touch-panelet fint.

Med Lagoon føler jeg, at jeg ikke altid formår at swipe rigtigt, og ender med at stoppe og starte musikken lidt tilfældigt. Og pludselig aktiveres stemmeassistenten (Google Assistant eller Siri, afhængigt af hvilken slags mobil du har), også når jeg ikke ønsker det. Det er en vanesag, men jeg foretrækker at manøvrere direkte på mobilen.

Støjreduktion

Selve støjreduktionen kan skifte mellem to niveauer, Level I og II. I nogle situationer kan man næsten ikke høre forskel på de to, mens man i situationer med mere statisk baggrundsstøj – f.eks. på et fly – kan høre, at niveau II er lidt mere effektivt til at dæmpe højfrekvent støj. Men det er marginalt, og jeg kan ikke helt forstå, hvorfor der ikke er større forskel.

Støjreduktionen er mindre effektiv end på både Sony WH-1000XM3 og de ældre Bose QC35 II, og Lagoon dæmper næsten ikke i basområdet under 1 kHz. Over dette er de omtrent på højde med Bose NCH 700, dvs. ca. 20-25 dB dæmpning. I praksis fungerer støjreduktionen godt; den dæmper godt på flyet og i de fleste andre situationer, hvor støjreduktion er påkrævet. Men hvis man vil have den bedste støjreduktion, kommer man ikke uden om Sony.

Lydkvalitet

Der, hvor Lagoon stråler, er når de får musik at arbejde med. For lydkvaliteten er der ikke noget dårligt at sige om.

Lyden er sprød uden at blive skarp, hvilket giver en masse liv i bækkenerne på det nye Tool-album, Fear Inoculum. Et fantastisk album rent musikalsk, som dog kunne have været lidt mindre komprimeret i lyden. Især trommerne lyder lidt endimensionelt (igen, det er lydmæssigt – Danny Careys tekniske spil er mageløst). Men det er ikke hovedtelefonernes skyld.

Hvor Sony WH-1000XM3 har en temmelig overdrevet bas (men noget så underholdende indimellem!) og gengiver trommerne nærmest oppustet – som om trommeskinnene er blevet løsnet – er Lagoon hurtigere og mere luftige i lyden. Lagoon opleves som langt mere neutrale i spillestilen, men aldrig kedelige.

Instrumenterne får meget mere plads omkring sig end hos Sony, og lydbilledet er mindre fladt end hos Bose. Selv om de nyeste Bose-hovedtelefoner har en mere frekvenslineær spillestil, har de ikke opløsning i tonerne til at bære det hele på samme måde som Beyerdynamic Lagoon ANC.

Lyden justeres til ørerne

Hvis du vil have lyd, der er tilpasset dine egne ører, kan du downloade Beyerdynamics app MIY. Den guider dig igennem en høretest og justerer lydgengivelsen derefter. Sæt volumen til 50 procent, hold så en knap nede, når du hører lyd, og slip, når du ikke længere kan høre lyden. Det gentages med forskellige frekvenser og på forskellig volumen, indtil app’en har en profil af din hørelse.

Efter at jeg selv havde lavet testen, blev lyden mere fyldig i bassen, men var ellers meget som oprindelig. En rar bonus var, at lydniveauet steg lidt. Pludselig kunne jeg spille lige så højt som på Sony’erne, hvilket er rigtig rart, når man f.eks. hører klassisk musik med et højt dynamisk område (og derfor et lavt gennemsnitsniveau).

Og netop på klassisk lyder Lagoon godt med god plads omkring instrumenterne. Det bliver aldrig skarpt og ubehageligt. Det skal dog siges, at klassisk musik som Anne-Sofie Mutters Dvorák-fortolkninger kunne have været gengivet med lidt mere attack i violinens mellemregister.

Det bliver lidt tilbageholdende i det såkaldte “presence area”, som man også kan høre på vokaler. Det lyder meget fint, der er godt tryk i bassen, og overtonerne fra cymbaler og andre lyse instrumenter kommer rigtig fint frem. Men der er et sted i midten, hvor jeg savner noget mere.

Jeg kommer i tanke om nogle andre hovedtelefon med samme problem, nemlig B&O’s Beoplay H9. Men jeg synes, det er endnu mere fremtrædende hos B&O, som i det hele taget ikke spiller højt nok. Lagoons kompromis virker derfor mere heldigt.

Konklusion

Vi kender ikke nogen støjreducerende hovedtelefoner med bedre lyd end Beyerdynamic Lagoon ANC, når det gælder musik. De er vanvittig musikalske med masser af luft og detaljer, samtidig med at der er godt tryk på. Desuden kan lyden tilpasses til brugerens hørelse!

Selve støjreduktionen er god, men med en hørbar susen i stille omgivelser. Det fungerer dog fint, og vi havde ingen problemer med det på flyet over Atlanterhavet.

I testperioden blev vi aldrig helt fortrolige med touch-panelet. Nogle vil nok stejle over lyset i ørekopperne, der indikerer forskellige funktioner. Men det er gudskelov kun dig selv, der kan se det, og det kan faktisk være nyttigt.

Vi savner Bluetooth 5.0, som ville give mulighed for at koble hovedtelefonerne til mobil og PC på samme tid og desuden endnu bedre trådløs rækkevidde. Alligevel vil vi varmt anbefale Beyerdynamic Lagoon ANC, hvis det er lydkvaliteten på musik, der er vigtigst for dig. Her er ingen, vi kender, der kan slå dem.

picture1 picture2 picture3 picture4 picture5 picture6 picture7 picture8
<
>
Frekvensrespons, målt med miniDSP EARS og kompenseret efter, hvad miniDSP mener opleves som neutralt. Sony WH-1000XM3 i rødt har kraftigere bas og varmere lyd. Beyerdynamic Lagoon ANC i blåt har svagere bas og ligesom Sony en tilført varme omkring 100 Hz. Øgningen omkring 1-2 kHz på Lagoon ANC gør lyden pågående, men så er den sænket omkring 4 kHz for ikke at gøre den for skarp. Øverst i diskanten er der masser af energi og detaljer. Frekvensresponsen er altså ikke spor neutral, men rent subjektivt lyder ANC lyder virkelig godt.
Karakter
Beyerdynamic Lagoon ANC
Premium
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

AirPods har aldrig været bedre

Google kan godt lave hi-fi

De smarteste hørepropper fra JBL

Vi har testet de vildeste hovedtelefoner fra B&O

Her får du meget for pengene

Åbne er bare bedre – men også dyrere

Lukket design møder åben lyd

Dåseåbneren

Skarpt skyts i premiumklassen

Seks førsteklasses hovedtelefoner: Hvem snupper tronen?

ANC-hovedtelefoner med et ekstra trick

Ungdommelige hovedtelefoner gør rent bord