Hvis Porsche 911 er indbegrebet af en sportsvogn, må Mercedes-Benz S-Klasse være indbegrebet af en luksussedan. Det er Mercedes’ galionsfigur, fyldt med det meste af, hvad bilverdenen har at byde på af teknologi og komfort. De, der er heldige nok til at køre – eller blive kørt – i en, må vel indrømme, at de er lykkedes, på den ene eller den anden måde …
Udvendig ser den ud som en almindelig, diskret direktørbil. Men indvendig oser den luksus: Mercedes har redesignet interiøret i S-Klasse fra bunden, hvor antallet af knapper er reduceret og erstattet af en stor, Tesla-inspireret OLED touch-skærm i midterkonsollen.
S-Klasse har også fået den nyeste version af den digitale brugerflade MBUX med bl.a. stemmestyring på dansk. Og lydanlægget er som sædvanlig signeret hofleverandøren Burmester. Dermed burde der være taget vare på musikoplevelserne, hvad enten man er chaufføren bag rattet eller direktøren på bagsædet, og uanset om man foretrækker Mahler eller Metallica til køreturen.
Bilen: Mercedes-Benz S500 4Matic
Mercedes har allerede annonceret en kraftig satsning på elbiler fremover, med hele ti helelektriske modeller inden 2025. Men den klassiske S-Klasse består: Flagskibsmodellen blev lanceret i en ny version i slutningen af 2020, og nu ruller de første eksemplarer ud på de nordiske veje.
Den testmodel, vi har lånt, er af typen S500 4MATIC: En ren fossilbil med benzinmotor (treliters rækkesekser) på 435 hk. Men S-Klasse vil senere også komme som plugin-hybrid med op til 100 km elektrisk rækkevidde.
Mercedes S-Klasse er en ordentlig skude af en bil: 1,9 meter bred og over 5 meter lang. At navigere bilen gennem trange parkeringshuse kan få pulsen til at slå lidt hurtigere! Heldigvis er bilen udstyret med masser af elektroniske hjælpemidler, bl.a. 360 graders kamera (anbefalet tilvalg), så man forhåbentlig undgår dyre skrammer.
Og det er ikke engang den længste version: Mange kunder bestiller nemlig S-Klasse i en ekstralang udgave, som giver mere benplads på bagsædet. Men så skal man huske at specificere den med firehjulsstyring!
Hjernen: MBUX (Mercedes-Benz User Interface)
S-Klasse er udstyret med den helt nye MBUX-brugerflade (2. gen.), der betjenes via en lækker 12,8 tommers OLED-skærm i midterkonsollen. Her får man direkte adgang til næsten alle bilens funktioner og finesser. Men man bør selvfølgelig undgå at rode for meget med skærmen under kørsel. Derfor foregår meget af betjeningen med stemmen.
Vi kunne med glæde konstatere, at den nye MBUX-generation fungerer væsentlig bedre end den tidligere, som vi testede i EQC, især fordi den nu også forstår de nordiske sprog. Man starter med at sige “Hej, Mercedes” efterfulgt af, hvad man vil have til at ske. Hvis man siger “Jeg fryser”, skruer Mercedes-damen op for varmen.
Ved at downloade Mercedes Me-app’en til iOS eller Android kan man oprette sin egen brugerprofil til bilen. Så genkender bilen dig, når du sætter dig ind, og skifter til dine forhåndslagrede, individuelt tilpassede indstillinger. Og dem er der mange af i en S-Klasse. App’en kan selvfølgelig også bruges til at tænde for varmen, indtaste destinationer og lignende.
Anlægget: Burmester 3D-lydanlæg med 16 højttalere
Mercedes har længe haft et samarbejde med Burmester på lydfronten, og til S-Klasse tilbyder de to forskellige lydanlæg ud over standard: Det første tilvalg er det 3D-system, vi tester her. Det ser – i hvert fald på papiret – ud til at være meget lig det, vi tidligere har testet i el-SUV’en EQC.
Burmester-anlægget er inkluderet som en del af Premium-pakken på den danske version, som bl.a. også inkluderer elektrisk panoramaskydetag, klimasæder og head-up display.
Det såkaldte 3D-system (udstyrskode 810) består af i alt 16 højttalere rundt om i kabinen, inklusive en separat centerkanal på instrumentbrættet. De drives af en dedikeret forstærker med i alt 760 watt udgangseffekt. Indbygget i forstærkeren er også en avanceret DSP-enhed med digitalt delefilter til hver højttaler-enhed. Burmester-anlægget har desuden aktiv støjreduktion, som tilpasser lyden dynamisk til kørselsforholdene.
Fører og passagerer kan vælge imellem forskellige lydindstillinger med surround-effekt eller et mere neutralt lydbillede, samt hvorvidt lyden skal fokuseres fremad eller bagud i kabinen. Ellers er højttalerne selvfølgelig kendetegnet af de børstede metalgitre med Burmester-logo.
Hvis man virkelig vil have en lydoplevelse ud over det sædvanlige, kan man specificere det større 4D-anlæg (udstyrskode 811) fra Burmester. Her øges antallet af højttalere til 31 – plus indbygget basvibrator i sæderne. Men det vender vi tilbage til ved en senere lejlighed!
Udsøgte køreegenskaber
Uanset om man selv kører eller køres rundt i en, føler man sig lidt som VIP i en Mercedes S-Klasse. Og det skulle da også bare mangle. Her er alt lagt til rette for, at passagererne skal føle sig godt tilpas.
De store lædersæder er elektronisk justérbare i alle retninger og føles helt fantastiske at sidde i. De svøber sig rundt om én og kommer bl.a. med indbygget aircondition og massage. Når svingene bliver ekstra skarpe, strammes sidestøtten på den ene side for at kompensere for G-kræfterne. Mercedes lader til at have tænkt på det meste!
Førsteindtrykket af køreegenskaberne er omtrent som forventet: S-Klasse er som standard udstyret med luftaffjedring og sluger små og store ujævnheder i vejbanen, uden at man mærker meget til dem. Men det kan mærkes, at det er en stor og tung bil på næsten to tons. Og her er der ikke noget batteri i bunden, som udgør størstedelen af vægten. Bilen gynger og krænger lidt i svingene.
Benzinmotoren under motorhjelmen gør ikke meget væsen af sig ved normal kørsel, men man kan høre og føle, at den er der: Vi bliver mere opmærksomme på motor, vejstøj og små vibrationer her, end vi gjorde i den næsten lydløse EQC. Mercedes har ikke helt formået at skjule det faktum, at vi har at gøre med en traditionel fossilbil. Hvis det ellers var meningen.
Det viser sig imidlertid, at vi er startet turen i Komfort-tilstand. Med et tryk på Dynamic-knappen skifter vi til Sport-tilstand, og så bliver S-Klasse straks en helt anden sag: Sæderne strammes op, og understellet bliver mere kontant. Hele bilen virker pludselig et nummer mindre på vejen. Motoren får også en anden respons med en hidsig snerren fra udstødningen. Noget, der får denne anmelder til at smile fra øre til øre!
Den kompressorfodrede rækkesekser har en silkeblød gang, og med 435 hestekræfter og 520 Nm har den kræfter nok og masser af drejningsmoment fra top til bund. Men trods en gearkasse med hele ni trin når den selvfølgelig ikke op på siden af den superjævne kraftleverance fra de nyeste elektriske drivlinjer.
Bevares, det er nok den mest støjsvage fossilbil, vi nogensinde har kørt, men alligevel rykker, rumler og ryster den lidt mere, end vi er vant til i disse tider. Netop derfor tror vi, at den kommende hybridmodel kan give det bedste af begge verdener.
Lyden af Burmester
Vi har allerede god erfaring med Burmester-anlægget fra Mercedes EQC, men kan umiddelbart slå fast, at versionen i S-Klasse har fået noget af et løft. Her er der flere højttaler-enheder og mere effekt at rutte med, hvilket umiddelbart giver sig udslag i en friskere, mere åben og spændstig lyd. Og ikke mindst mere bas!
Vi starter lyttesessionen med Marcus Millers “Silver Rain” på høj volumen. Det er et nummer med et fint miks af trommer, bas og blæseinstrumenter, som hurtigt bidrager til at placere anlægget rent klangmæssigt. Og vi nikker umiddelbart anerkendende.
Kabinen fyldes med en generøs, rig og tonalt præcis bas, der hænger godt sammen med det øvrige lydbillede. Det kan nok tilskrives de frontmonterede bashøjttalere, der er skjult i fodbrønden. Blæserne og Eric Claptons vokal på nummeret lyder frisk og klart, og er præcist placeret midt i lydbilledet. Her er der væsentlig mere tryk, spræl og engagement, end vi oplevede i EQC.
Bassen er stadig mere taktfast og præcis snarere end helt vild. Vi savner lidt af den virkelig tunge dybbas, man får med store, dedikerede subwoofere. Nogle hiphop- og electronica-numre – f.eks. The Weeknds “I Feel It Coming” – kunne godt have haft endnu mere saftigt tryk i anslagene. Det kan høres og føles, men får ikke ligefrem stoleryggen til at ryste. Men så kan man jo tænde for massagen …
Burmester tilbyder også såkaldt 3D surround-lyd, der introducerer nogle manipulerende DSP-funktioner, efterklang og andre tricks. Men i det store og hele foretrak vi den mere upåvirkede Pure-indstilling.
Mercedes og Burmester har også sørget for glimrende lyd til passagererne på bagsædet. Via kontrolpanelet i midtersæderyggen kan man justere lyd og fokus og få et fremragende stereolydbillede. Burmester-anlægget er også udstyret med en equalizer-funktioner, der kobles til ens personlige brugerprofil. Hvis man godt kan lide lidt mere bas end partneren, er det bare at justere og gemme!
Vi bemærkede dog, at lydbilledet i nogle forbindelser virkede lidt “lavthængende”. Højttaler-enhederne er for det meste placeret i dørene et stykke under ørehøjde, og lydbilledet fylder ikke kabinen i højden lige så godt, som vi har oplevet med andre lydanlæg, deriblandt Bang & Olufsen.
Derfor tager vi os i at spekulere på, hvordan det endnu større 4D-anlæg fra Burmester mon lyder. Her er der – ud over en ekstra potent subwoofer i bagagerummet og “butt kickers” i sæderne – også separate højdekanaler i loftet. Hvis vi kender os selv ret, bliver vi nok også nødt til at teste dét!
Konklusion
Mercedes S-Klasse har i mange år været standarden for komfort, teknologi og brugervenlige funktioner, og med 2021-modellen sætter de endnu en gang standarden. Med MBUX, app-styring og individuel tilpasning føles S-Klasse som en topmoderne bil. Samtidig markerer den måske en afslutning på noget og begyndelsen på en ny æra.
I løbet af april lanceres den nye EQS nemlig, som bliver Mercedes’ første store, luksuriøse el-sedan med en rækkevidde på op til 700 kilometer (WLTP). Hvis Mercedes lægger lige så mange ressourcer i komfort og køreegenskaber på den, som de har gjort på S-Klasse, har de sandsynligvis en vinder! Lad os håbe, at den også fås med Burmester-anlæg …
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer