TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Mercedes EQS med Burmester Surround Sound System

Elektrisk luksus

Mercedes EQS byder på fortræffelige køreegenskaber, luksuriøs komfort og rækkevidde nok til, at man kan tage den lange vej hjem. En koncertsal på fire hjul!

Af / 08/01/2022 - 13:25
Mercedes EQS med Burmester Surround Sound System

Home mener

  • Mercedes EQS har fortræffelige køreegenskaber og lang rækkevidde. Burmester-anlægget bidrager med en flot og fyldig lydoplevelse.
  • Den aerodynamiske silhuet kan falde konservative Mercedes-fans for brystet.

Mercedes har annonceret en stor satsning på elbiler fremadrettet: Inden 2025 skal mærket være helelektrisk, og spydspidsen i sortimentet er luksussedanen EQS – den elektriske S-Klasse.

Mercedes’ flagskibe plejer traditionelt at være en målestok for komfort og moderne teknologi. Derfor er der selvfølgelig knyttet skyhøje forventninger til den elektriske variant.

EQS kan prale af en af de længste rækkevidder i sin klasse og er fuld af luksuriøse detaljer, der skal forbedre kørekomforten. Deriblandt den kolossale hovedskærm MBUX Hyperscreen, komfortable massagesæder og ikke mindst et heftigt surround-anlæg fra Burmester. Hvis man vil have en komfortabel elbil med gode sæder, fed lyd og store skærme, er den afgjort en oplagt kandidat!

Mercedes EQS front angle Mercedes EQC side Mercedes EQS rear angle Mercedes EQS rear angle(2)
<
>
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Bilen: Mercedes-Benz EQS 580 4MATIC

Den testmodel, vi har lånt, er en EQS 580 4MATIC med firehjulstræk. Den har en batteripakke på 107,8 kWh og en opgivet rækkevidde på 645 km (jf. WLTP). Det er noget kortere end for baghjulstrækkeren EQS 450+, der kan køre op til 743 km med samme batteri.

EQS understøtter i øvrigt hurtigopladning med op til 200 kW, mens den indbyggede oplader yder 11 kW. Alternativt kan en 22 kW oplader vælges som ekstraudstyr.

Annonce

EQS 580 4MATIC kommer med luftaffjedring, adaptiv fartpilot og firehjulsstyring som standard. Derefter står det én frit for at tilføje en masse ekstra! Mange af luksustilvalgene er hentet fra S-Klasse – men der er også en række nye funktioner, som er unikke for EQS.

 

Aerodynamisk silhuet

Udvendig adskiller EQS sig ret markant fra S-Klassens fossile varianter. Mercedes har droppet de lige, maskuline linjer til fordel for en slankere, mere aerodynamisk silhuet. Den er tydeligt inspireret af de andre EQ-modeller, med LED-striber foran og bagpå.

Udseendet virker måske ikke så majestætisk og tiltrækker nok ikke lige så meget opmærksomhed fra forbipasserende, som en almindelig S-Klasse kan gøre. Her stikker der ikke nogen tretakket stjerne op fra kølerhjelmen.

Til gengæld opnår EQS ekstremt lav luftmodstand. Luftmodstandskoefficienten er rekordlave 0,20 cd – lavere end både Tesla Model S og Lucid Air.

Mercedes EQS interior Burmester
(Foto: Mercedes)

Luksuriøst interiør

Interiøret er domineret af den gedigne MBUX Hyperscreen, der breder sig over store dele af instrumentbrættet. Skærmen er tilsyneladende sømløs, men består i praksis af tre skærme med forskellig funktionalitet.

Instrumentpanelet viser vigtig førerkritisk info, mens den store skærm i midterkonsollen sørger for hovedmenu, underholdning og navigation. EQS kan desuden udstyres med AR head-up display, som projiceres op på forruden.

Den tredje skærm er beregnet til forsædepassageren. Her kan co-piloten logge ind med sin egen brugerprofil og sine komfortpræferencer, og styre både musik og navigation undervejs. Det føles mere trygt end at betjene skærmene alene under kørsel.

Det vil sige – helt alene er man aldrig: Mercedes’ MBUX-stemmeassistent er altid med på turen og forstår dansk. Man kan bruge sin stemme til at betjene mange af funktionerne, og det er uden tvivl et af de allerbedste systemer, vi har testet, både når det gælder taleforståelse og hurtig, logisk respons. Det virker meget nemmere at sige “Hej Mercedes, tænd for ratvarmen” end at fifle med skærmen under kørsel.

Mercedes EQS MBUX hyperscreen 1 scaled 1
Den enorme MBUX Hyperscreen dækker stort set hele instrumentbrættet. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

MBUX Hyperscreen: Gigantisk touch-skærm

Interiøret i vores testmodel er domineret af den gedigne MBUX Hyperscreen, som dækker stort set hele instrumentbrættet. Den tilsyneladende sømløse skærm er i virkeligheden tre OLED-skærme med fælles frontglas. Den består af et 12,3 tommers kombi-instrumentpanel, en 12,3 tommers OLED-skærm til passageren og en heftig 17,7 tommers touch-skærm i midterkonsollen.

Hyperscreen er standard på 580 4MATIC, men kan også leveres som ekstraudstyr til 450+. Så koster den imidlertid i omegnen af 75.000 kroner.

Men man behøver ikke at stoppe dér: Bagsædepassagererne kan også udstyres med deres egne touch-skærme (MBUX Rear Entertainment System), hvis man vil. Der er i det hele taget rigeligt med skærme i EQS!

Læs også Mercedes S-Klasse med 31 højttalere og 1750 watt Mercedes S-Klasse i lang udgave er en VIP-øse ud over det sædvanlige: Med Burmester-lyd og dejlig basmassage i sæderne får du med garanti lyst til at tage en omvej hjem.

Surround-anlæg fra Burmester

For dem, der er interesseret i højkvalitetslyd på farten, er det nok ekstra interessant, at EQS leveres med et surround-anlæg fra Burmester. Den tyske hi-fi-producent er måske mest kendt for hjemme-hi-fi, men leverer nu også lyd til bilmærker som Bugatti og Porsche foruden Mercedes.

Det såkaldte Burmester Surround Sound System består af i alt 15 højttalere og 710 watt forstærkereffekt. Det er en konfiguration, vi har gode erfaringer med fra andre Mercedes-modeller – bl.a. EQC – men denne version er selvfølgelig fornyet og individuelt tilpasset til EQS.

I Danmark er Burmester-anlægget en del af Advanced PLUS-pakken (115.000 kroner) sammen med bl.a. panoramasoltag, digitale forlygter og 360 graders kamera.

Mercedes EQS driving impressions scaled 1
Vores testeksemplar har multikontursæder med memory-funktion, massage og aircondition i ryglænet. Noget, som vores testpilot Audun sætter pris på. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Udsøgte køreegenskaber, lang rækkevidde og ekstremt lavt støjniveau

Selv om EQS er en stor og tung bil, er den overraskende nem og hurtig at manøvrere. Takket være styring på alle fire hjul har den en venderadius på linje med små mellemklassebiler. Luftaffjedringen sluger ujævnheder såsom brosten på så delikat vis, at selv Prinsessen på Ærten burde være tilfreds.

Accelerationen er umiddelbar, og de to elmotorer giver mere end kraft nok. Skulle 524 hk/855 Nm ikke være tilstrækkeligt, er der en endnu vildere AMG-version på trapperne med 761 heste.

Køreegenskaberne er i det hele taget fornemme, og det er egentlig først ved opbremsning, vi mærker, at vi har med et temmelig tungt køretøj at gøre. Bremserne kunne efter vores mening have virket tydeligere og mere progressive. Det skal dog siges, at vores testbil kørte på store 21 tommers vinterhjul i skiftende vinterføre.

Rækkevidden er der heller ikke noget at udsætte på: Vi klarede en tur fra Oslo til Gausdal og tilbage igen – en strækning på ca. 400 km, med motorvejshastigheder omkring 110 km/t og temperaturer lige under nul – uden opladning undervejs. Og vi havde stadig 10 procent batterikapacitet og anslået 60 km rækkevidde tilbage ved vejs ende. På hjemturen benyttes vi os af Mercedes ECO-sparefunktioner for at reducere strømforbruget.

Ude på vejene er det let at drage paralleller til 2021 S-Klasse (S400 og S500), som vi tidligere har testet. Men EQS tager den faktisk et godt stykke videre, hvad angår komfort. Det, der imponerer os mest, er det næsten totale fravær af støj.

Mercedes er blandt de bedste i klassen, når det gælder støjisolering, og på EQS ser de ud til at have hævet barren endnu et hak. Vi målte støjniveauet til omkring 63-64 dB ved 110 km/t, hvilket er mærkbart lavere end i både el-SUV’en EQC og Audi e-tron.

EQS er ganske enkelt ekstremt støjsvag, og det bidrager til en meget komfortabel, afslappende køretur. Selv ved motorvejshastigheder kan man nemt føre en lavmælt samtale med passagererne. Det skyldes ikke kun solid passiv støjdæmpning (vores testmodel er bl.a. udstyret med laminerede glasruder), men også at Burmester-anlægget bidrager med aktiv støjreduktion.

Mercedes EQS interior scaled 1
Interiøret har meget tilfælles med S-Klasse og byder på mange af de samme komfortløsninger, som vi kender fra andre Mercedes-modeller – bare en tand mere moderne. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Lyden af Burmester

Stilheden er også et perfekt bagtæppe for lydmæssige oplevelser, viser det sig. Med mindre støj fra vej og vind er det meget nemmere at høre de små musikalske detaljer. Her kommer Burmester-anlægget virkelig til sin ret.

Vi åbner lytteseancen med norske Auroras “Stjernestøv”, og det første, der slår os, er det klippefaste lydbillede. Aurora står som en engel op fra instrumentbrættet, og hendes stemme bliver et smukt akkompagnement til turen.

Mellemtonen er stor, ægte og nærværende, og der er også en udsøgt, finkornet opløsning i diskanten. Burmester-anlægget har et raffinement i overtonerne, som vi savner på mange andre lydanlæg i biler. Det høres også tydeligt, når vi udfordrer anlægget med orkestermusik, bl.a. “Fantasia Norvegese” med det norske Forsvarets Stabsmusikkorps.

Hvad så med bassen? Her bruger Mercedes og Burmester frontmonterede subwoofere, hvilket vi har blandede erfaringer med. Men i EQS fungerer det glimrende.

Bassen er stram og veldefineret, med den helt rigtige fylde. Synth-bassen på Nate Doggs “Hardest Man in Town” er dyb og saftig uden at blive overdrevet.

Det totale lydbillede er imponerende stort og detaljeret, med overbevisende tyngde og sprælsk dynamik. Det gør, at anlægget får et bredt musikalsk repertoire og gør et glimrende stykke arbejde med alt fra klassisk over hiphop til heavy metal.

Mercedes EQS range scaled
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

 

Rigelige justeringsmuligheder

Mercedes og Burmester har også lagt godt til rette for individuel tilpasning. Man kan vælge imellem forskellige lydindstillinger som f.eks. Pure (neutral, flad stereo) og 3D, som giver en øget surround-oplevelse.

Bagsædepassagererne er der også taget godt hånd om med dedikerede højttalerenheder, og man kan bl.a. vælge, om lyden skal optimeres foran eller bagi. EQS mangler derimod mulighed for at finjustere lyden til et enkelt sæde – den såkaldte VIP-funktion, som vi kender den fra det væsentlig dyrere 4D high-end-anlæg i Mercedes’ S-Klasse.

For at opsummere: Det her er væsentlig bedre, end vi husker fra anlægget i EQC, og mere på linje med de endnu mere avancerede high-end-anlæg i S-Klasse-modellerne. Om det skyldes bedre højttalerenheder, ny DSP-teknologi, eller at Burmester bare har gjort ekstra umage med anlægget i EQS, ved vi ikke. Men det virker!

Mercedes EQS Burmester audio setup 1 Mercedes EQS Burmester audio setup 2
<
>
Mercedes og Burmester har lavet en intelligent guide, der hjælper med at tilpasse lyden til ens egne præferencer, baseret på A/B-lyttetests. (Foto: Audun Hage)

Konklusion

Mercedes EQS byder på førsteklasses komfort og fremragende køreegenskaber. Kombineret med lang elektrisk rækkevidde og et væld af moderne funktioner er det en værdig moderne arvtager til den nuværende S-Klasse.

Og hvis man er på udkig efter sådan en bil, kan vi klart anbefale lydanlægget fra Burmester, som byder på et stort og mægtigt lydbillede, der er som skabt til den støjsvage kabine. Kort og godt en elbil for kræsne audiofile!

Karakter
Mercedes EQS med Burmester-anlæg
High End
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Stortest: Kør sommeren i møde på to hjul

Baghjulstrukket Model 3: Meget bil for pengene

Når køreglæde er vigtigere end rækkevidde

F-150 Lightning: Voldsom og lækker

Et supergodt bilkøb

Kia EV9: Sikke en SUV!

Familievenlig AMG-raket

Smart strøm til elbilen

Komfortabel langturs-cruiser

Fisker Ocean: Potentialet er der

Kineserne er bedre end konkurrenterne

Langturs-ekspressen