Mercedes er godt i gang med at elektrificere hele sin bilpark, og nu er turen kommet til en af de vigtigste og mest prestigefyldte modeller. EQS SUV er kort og godt en elektrisk S-klasse-bil blæst op i SUV-format.
Den er baseret på samme platform som EQS, med en aerodynamisk silhuet, som er blevet strukket lidt i højden. Med større frihøjde og bedre fremkommelighed end sedan-udgaven, er dette en bil der er som skabt til nordiske forhold.
EQS SUV er definitivt en stor og flot bil at se på, selv om udseendet eventuelt kan savne lidt karakter og egen stil. Den minder mest om en forvokset EQC, og designet er væsentligt mindre dristigt end hos konkurrenten BMW IX.
Chancen for at både fjeld- og finansfolk her i Norden vil synes godt om denne udgave er nok alligevel stor – i hvert fald indtil den legendariske «børstraktor» EQG bliver en realitet i 2024/2025.
EQS SUV 580 4MATIC
Bilen, vi har fået lov at låne, er topmodellen 580 4MATIC, som har et generøst niveau af standardudstyr. Deriblandt Airmatic luftaffjedring, køreassistentpakke plus, panoramasoltag, elektriske sæder og digitale LED-lys. For os tech-interesserede er det også glædeligt med den imponerende MBUX Hyperscreen, headup-display, 360 graders kamera og, ikke mindst, surroundlyd fra Burmester.
Med en ydelse på 544 hk og 858 Nm klarer den 0-100 km/t på 4,6 sekunder.
Batteripakken er på hele 108,4 kWH netto, og det skulle give en rækkevidde på op til 610 kilometer WLTP. EQS SUV kan også hurtiglades med op til 200 kW under ideelle forhold, men praktiske tests viser, at 150 kW er lidt mere realistisk at opnå. Ombordladeren er på 11 kW, men kan opgraderes til 22 kW.
EQS SUV kan selvfølgelig udstyres med anhængerfæste, og for mange vil muligheden for at trække op til 1800 kg være velkommen. Der er også mulighed for en taglast på op til 100 kg.
Startprisen er lige over halvanden million kroner, men testbilen til pressen har også en lang liste med ekstraudstyr, som gør at denne udgave lander lige under to millioner! Afgifterne – specielt vægtafgiften – slår en proper næve, når fartøjet vejer 2,8 ton.
Tætpakket med luksus
Indvendig i cockpit’et er der klare lighedstræk med EQS, som kendetegnes af det store instrumentbræt, og en bred midtdeler mellem de to forsæder.
Den gedigne MBUX Hyperscreen strækker sig langs hele instrumentbrættet. I virkeligheden drejer det sig om tre individuelle skærme til hhv. chaufføren, midtkonsollen og passageren, som har et fælles (og særdeles blankt) frontglas.
Det dejlige sportsrat giver fuld kontrol, mens de dybe lædersæder med indbygget massage svøber sig godt rundt om chaufføren. Førersædet i EQS SUV er generelt et fint sted at befinde sig, og passagererne har heller ingen grund til at klage.
Bagsædet er nok stedet, hvor man vil mærke den største forskel i forhold til andre EQ-modeller. EQS SUV kan leveres med syv sæder, men testbilen har nu kun fem. Her er der rigeligt med benplads, og sæderne er også her usædvanlig komfortable, med elektriske indstillinger og varme.
Vores testmodel har også touchscreens til bagsæderne (MBUX rear seat entertainment), hvor du kan styre musikafspilning, navigation og komfortindstillinger – nærmest alt undtagen at styre selve bilen.
EQS SUV har også et temmelig enormt (!) bagagerum på hele 815 liter, og 2020 liter med nedslåede bagsæder. Der er ikke noget bagagerum foran, da motorhjelmen – ligesom på EQS – er forseglet af hensyn til luftmodstanden.
Majestætisk køreoplevelse
Hvordan er det så at sidde bag rattet på sådan et lokomotiv af en elbil i fart? Nuvel, lad der ikke være nogen tvivl om at EQS SUV er en STOR bil, selv om køreassistenterne gør deres bedste for at camouflere dette faktum.
Vi hoppede ind i flagskibet lige efter testen af den kompakte EQA, men dette til trods føltes storebror-udgaven overraskende let at manøvrere med.
Nøglen til dette er baghjulsstyringen, som leveres med 4 grader som standard, og 10 grader på vores testbil. Dette gør det muligt for EQS SUV at klare imponerende stejle og smalle passager, hvilket er ganske fascinerende for en bil, som er over fem meter i længden.
Ude på vejen leverer EQS SUV komfort og køreegenskaber af højeste klasse. Med luftaffjedring føles det omtrent som om vi svæver på et flyvende tæppe, totalt frigjort fra vejgrebet. Bilen forcerer små ujævnheder, brosten og speed bumps som om de var ingenting.
– Jeg lurer faktisk på, om dette kan være den mest komfortable bil, jeg nogensinde har siddet i – muligvis med undtagelse af et par Bentley’er, lyder det entusiastisk fra passagersædet. Chefredaktør og ko-pilot Lasse Svendsen er tydelig imponeret.
Men det betyder ikke, at affjedringen er for blød eller upræcis: Bilen formår at camouflere sin vægt utrolig godt, og det er generelt kun en lille smule krængning. Det er vel egentlig hovedsageligt ved nedbremsning, at vi kan mærke, at vi har med en tung bil at gøre.
Mercedes har også gjort et fortræffeligt stykke arbejde med støjdæmpningen: I en elbil er der ingen forbrændingsmotor, som laver støj, og det er jo i udgangspunktet bare en fordel. Problemet kan være alle de andre små mislyde, som præger en køretur. Med et generelt lavere støjniveau bliver man lettere opmærksom på det mindste knirk eller vindsus – men ikke i dette tilfælde!
EQS SUV har næsten ingen vibrationer eller hjulstøj, selv når vi færdes ved høj hastighed på motorvejen. Det eneste, vi kan høre, er en svag hvinen fra elmotorerne under nedbremsning.
Udover at give en fremragende kørselsoplevelse både på motorvejen og i bykernen, er dette også en maskine, der føler sig hjemme ude i terrænet. Luftaffejdringen kan hæves til offroad-tilstand, og det sofistikerede firehjulstræk fordeler belastningerne problemfrit på hvert enkelt hjul. Der skal meget til, for at komme til at sidde fast med en EQS SUV. Det kan dog stadig betale sig at medbringe et slæbetov, til hvis nu man skulle hjælpe en anden op af grøften… !
Lyden af Burmester
Ekstra interessant var det naturligvis at høre, hvordan bilen præsterer rent lydmæssigt! Vi har tidligere ladet os imponere af forskellige Mercedes-modeller med Burmester-stereo, men kan med glæde konstatere, at EQS SUV er en af de bedste hidtil.
Anlægget består af 15 højttalerenheder rundt om i kabinen. Der er to bashøjttalere integreret i gulvet foran, samt enheder til diskanter og mellemtoner i instrumentbræt/A-stolper og døre. Hver enkel højttalerenhed drives af en DSP-forstærker på i alt 710 watt.
Systemet i EQS SUV har meget til fælles med sedan-udgaven, men er selvfølgelig tunet og tilpasset den større kabine. Og dette kan måske være grunden til, at det lyder så godt, som det gør. Lyd i biler byder naturligvis på mange udfordringer, men en af fordelene er jo, at man har mere viden om det akustiske miljø, og kan tilpasse placering og justering af højttalerne bedst muligt.
Burmester-systemet skaber et utroligt præcist og detaljeret lydbillede mellem A-stolperne. Det lyder næsten, som om vi havde placeret et par studiemonitorer oppe på instrumentbrættet!
Vokalen står stærkt i midten, mens resten af orkestret folder sig ud foran os, og ud til siden. Her er der lyse og finkornede overtoner, foruden en stærk og klar mellemtone, som får både stemmer og instrumenter til at skinne klart igennem, uden at være grove eller anstrengende. Derudover er bassen både fyldig og kraftfuld, dyb, rig og rytmisk præcis. Dette er nok den bedste lyd, vi har hørt i en Mercedes, muligvis med undtagelse af 4D-systemet i S-klassen!
Burmester har desuden tilføjet masser af justeringsmuligheder, så det er muligt at indstille lyden præcis, som du foretrækker. Enten ved hjælp af en smart supervisor, eller manuel equalizer/tonekontrol. Du kan også vælge, om lyden skal optimeres til forskellige sæderækker: Dette er også en spændende feature for passagererne på bagsædet, som både kan styre musikken og finjustere lyden til deres egen præference.
Konklusion
Mercedes EQS SUV er en vellykket transformation: Den varetager de gode egenskaber, vi kender fra sedan-udgaven, i et mere karosseri-hævet og nordisk terræn-venligt SUV-format. Med god frihøjde, gode offroad-egenskaber i kombi med skarpe køreegenskaber – i kombi med MASSER af plads – er dette en bil, som kan tackle snart sagt alle slags køreforhold. Tilføj et særdeles potent lydanlæg fra Burmester, og du har i vores øjne en kvalificeret kandidat til intet mindre end «verdens bedste SUV». Eneste ulempe er prisen, så hvis du kan klare dig med lidt mindre plads, vil den nært forestående EQE SUV nok være et indbydende alternativ.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer