TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Nissan Ariya 63 kWh Evolve

Den mest fornuftige familiebil?

Nu, hvor Ariya endelig er kommet, kan Nissan sende Leaf på pension. For mange vil det her være den allerfornuftigste bil.

Af / 02/07/2022 - 23:00
Nissan Ariya 63 kWh Evolve

Home mener

  • God plads i kabinen, både på for- og bagsæder. Komfortabel kørsel. Intuitivt infotainment-system. God rækkevidde. Masser af udstyr.
  • På ingen måde noget bæst i trafikken, heller ikke sammenlignet med de nærmeste konkurrenter. Nogle vil savne et større bagagerum; selv savner vi bedre lyd fra Bose-anlægget.

Endelig er den her! Til efteråret begynder de første eksemplarer af Nissan Ariya at rulle ud til kunderne. Den første elektriske crossover-SUV fra den japanske producent, som med den lille mellemklassebil Leaf gav os verdens hidtil mest solgte elbil.Leaf er stadig i salg, men meget tyder på, at den synger på sidste vers og ikke længere er den, man satser på fra Nissans side.

Nissan Ariya rear angle
Foto: Geir Gråbein Nordby

Grunden er selvfølgelig, at den større Ariya forventes at kannibalisere markedet for langdistanceudgaven af Leaf fuldstændig. Det er trods alt til de lange ture, man skal bruge et stort batteri, og så får man også bedre komfort, end Leaf tilbyder. Det er let at se, hvorfor Ariya er den vigtigste bil for Nissan i mange år!

Nissan Ariya backseats
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Kompakt, men rummelig crossover

Ariya har et lidt specielt udseende, som jeg må sige, at jeg rigtig godt kan lide. Jeg testede den i farven Aurora Green, som egentlig ser sort ud, men da kanterne på hjulkasserne er sortlakerede, ser det ud, som om nogen er gået galt af farvekoderne og har malet hjulkasserne i den forkerte sorte farve.

@lydogbilde Vi har kjørt den kliss nye crossover-SUV-en Nissan Ariya! #nissanariya #ariya #nissan #electricsuv #suv @Nissan USA @Nissan Abu Dhabi @Nissan France #electriccar #ev #electricvehicle #electric #electriccars #cars #car #carsofinstagram #model #electricvehicles #emobility #zeroemissions #teslamodely #electricmobility ♬ original sound – Lyd & Bilde

Bilen ser derimod meget federe ud i bronzefarvet, som visse heldige journalister fik lov til at prøvekøre. Så springer de sorte detaljer meget mere i øjnene og giver bilen et sejere udtryk. Den har et tydeligt “japansk” look, hvilket selvfølgelig ikke er så underligt. Men den er på ingen måde lige så sær som Toyota BZ4X.

Annonce
Nissan Ariya side
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Med en længde på 4,6 meter er Ariya ret præcist lige så lang som sine nærmeste konkurrenter, Hyundai Ioniq 5, Skoda Enyaq og Volkswagen ID.4. Til gengæld er den lidt højere, hvilket giver en mere rummelig fornemmelse indeni. Med undtagelse af Ioniq 5, der har et lidt lavere gulv og dermed også en stor og rummelig kabine.

Nissan Ariya trunk
Bagagerummet er helt okay, men familier med barnevogn bør måske overveje noget andet. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Forenden på Ariya er kortere end på flere af konkurrenterne for at maksimere pladsen indvendig. Her er der god plads både foran og bagi til såvel voksne som børn. Bagagerummet på 468 liter er mindre end hos de nævnte konkurrenter, men bruger man pæren, når man pakker, skal man nok komme i sommerhus med familien alligevel.

Hvis man er i bekneb for bagageplads, kan bilen trække 750 kilo anhængerlast (modellen e-4ORCE 4WD kan trække op til 1.500 kilo) og desuden have 75 kilo på taget.

Nissan Ariya inside lighting
Stemningslys indvendig. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Veludstyret

Nissan Ariya er veludstyret fra bunden af og har udvendige LED-lys hele vejen rundt, automatisk dæmpning af fjernlys, opvarmet forrude og tonede bagruder. Alt sikkerhedsudstyr er standard, inklusive intelligent fartpilot og nødopbremsning med fodgænger- og cyklistgenkendelse. Bilen har selvfølgelig også blindvinkeladvarsel, intelligent vejbaneassistent og skiltegenkendelse.

Nissan Ariya rear angle 2
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Der er to 12,3 tommers skærme i Ariya; den ene bruges til infotainment, og den anden viser instrumentpanelet foran rattet. En fiks detalje er, at de er konfigurérbare, så nogle af funktionerne kan lægges på den af de to skærme, man selv ønsker, for at gøre køreoplevelsen så intuitiv og gnidningsløs som muligt for den enkelte chauffør.

Rattet har varme og elektrisk justering, og forsæderne er som standard seksvejs justérbare med hukommelsesfunktion, mens de opgraderes til ottevejs med udstyrspakken Evolve. Så får man også hukommelse i nøglen, så to brugere kan gemme deres egen skræddersyede opsætning her.

Nissan Ariya seat memory
Forsædepassageren har også elektronisk justérbart sæde med hukommelse. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Evolve – til dem der vil have mest udstyr

Opgraderer man til Evolve-pakken, som vi tester med her, får man et bedre lydanlæg fra Bose med i alt ti højttalerenheder rundt om i kabinen, inklusive to små subwoofere.

Den indbyggede oplader (OBC) vokser fra 7,2 til 22 kW (kan også bestilles som ekstraudstyr til den billigste pakke), sidespejlene får hukommelse og vippefunktion, og kørelyset bliver pludselig til adaptive Matrix-lys. Man kan også kende Evolve-udgaven på det elektriske panoramasoltag og ikke mindst det smarte head-up display. Desuden får man automatisk parkeringshjælp.

Nissan Ariya dashboard 2
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Behagelig at køre

Selv med forhjulstræk og frontmonteret motor er Nissan Ariya nærmest perfekt afbalanceret (52/48 vægtfordeling). Det gør den meget stabil og nem at styre.

Jeg har både kørt bilen selv og haft fornøjelsen af at være passager, og ved almindelig kørsel på landevej og motorvej er Ariya en meget fin bil at køre. Den opleves som mindre stiv end en del andre elbiler og glider fint gennem svingene. Kabinen er godt isoleret mod støj udefra; her er der ikke noget, der generer. Og den rummelige kabine sætter prikken over i’et på en behagelig kørselsoplevelse.

Vi pressede den også ret hårdt på en snoet vej, og bilen holdt trit selv ved skarpe manøvrer. Det kunne af og til hvine lidt i dækkene, når den anden chauffør gav den hele armen, nok mest på grund af varm asfalt og måske lidt bløde dæk.

Nissan Ariya seethrough 3
Batteriet ligger som i de fleste elbiler langs gulvet, hvilket bidrager til et lavt tyngdepunkt og god vægtfordeling. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Det skal dog siges, at Ariya ikke er blandt de mest aggressive, i hvert fald ikke med den lille batteripakke. Med wattpedalen helt i bund kan man næsten ikke mærke skubbet bagfra. I Sport-tilstanden er den mere livlig, men føles stadig meget Leaf-agtig i responsen.

Læs også Blandt de allerfedeste familiebiler Når man har brug for plads til hele familien, men gerne vil have noget, der virkelig kan rykke, er Model Y Performance noget af det bedste, man kan få.

Både Enyaq og Ioniq 5 er mere sprælske, og Tesla Model Y kan den godt glemme at prøve at slå i disciplinen sporty. Men det er jo heller ikke meningen, selv om jeg må sige, at jeg er spændt på udgaven med firehjulstræk og det største batteri, som afgjort skal testes ved en senere lejlighed!

Nissan Ariya navigation
Velfungerende navigation. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Energieffektiv

Efter tre timers kørsel kunne vi registrere et forbrug på ca. 1,5 kW pr. 100 km, og i betragtning af at vi kørte et godt stykke i 110-km-zonen, må det siges at være rigtig godt.

En af de andre journalister på turen kunne prale af et forbrug på ca. 1,2 kW pr. 100 km, da han kun kørte på landevej med en gennemsnitshastighed på omkring 60 km/t. Det var med en udendørstemperatur på omkring 25 grader. Det placerer umiddelbart Ariya i spidsen blandt de mest energieffektive elektriske SUV’er, men det må vi teste mere grundigt senere.

Nissan Ariya bronze
Nissan Ariya er flottere i bronze. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Lydanlægget skuffer lidt

Hvad angår lydanlægget fra Bose, havde jeg ret store forventninger. Selv om det ikke helt indfriede i Leaf, var det meget bedre i Ioniq 5. Anlægget i Ariya er desværre mere på Leaf-niveau, hvilket vil sige, at det lyder helt okay, men mangler noget tryk i basregisteret, og overtoneområdet er ikke helt luftigt nok.

Det lyder som et ganske almindeligt originalt bilstereoanlæg og virker ikke som et premium-tilvalg. Men man kan spille højt nok og kan hygge sig med radio på vejen. Lyden er ikke problematisk på nogen måde, men heller ikke noget at skrive hjem om. Det ville nok have hjulpet med en centerhøjttaler og kraftigere bashøjttalere.

Nissan Ariya Bose right speaker Nissan Ariya Bose right tweeter Nissan Ariya sound settings
<
>
Lydanlæg fra Bose. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Intuitivt instrumentpanel og gode kort

Ellers noterede vi os, at instrumentpanelet er meget nemt at bruge med et godt overblik via det behagelige head-up display. Når rattet blev overladt til sig selv, gik det generelt godt uden nogen bratte manøvrer. Det må dog også testes mere grundigt for at finde ud af, hvor pålideligt det er i det daglige.

Kortsystemet er leveret af Google og er rigtig godt og overskueligt. Android Auto og Apple CarPlay er også tilgængelige, men kun CarPlay er trådløst.

Som en smagfuld detalje har midterkonsollen virtuelle bagbelyste knapper med haptisk feedback, der fungerer rigtig godt. Jeg kan også godt lide, at den trådløse mobiloplader er skjult under et dæksel, men med et symbol på midterkonsollen, der lyser, når mobilen ligger og lades op.

Ligesom i Leaf er det nemt at sætte bilen i såkaldt B-tilstand, der giver mere regenerering, når man slipper pedalen: Bare træk gearstangen ned i Drive to gange i træk. Den har også en separat knap til enpedalkørsel.

Nissan Ariya mid console haptic buttons
Virtuelle knapper med haptisk feedback. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

Nissan Ariya er en fejende flot familiebil med et udseende, der skiller sig ud. Den er rummelig og rar at sidde i for både fører og medpassagerer, og har ventilerede sæder foran. Den er energieffektiv og meget behagelig at køre. Det intuitive instrumentpanel kommer aldrig i vejen for kørslen, og det eneste, vi savner, er et bedre lydanlæg. Bose-anlægget er nemlig ikke ligefrem noget at råbe hurra for.

For nogle vil bagagerummet være lidt lille, og det kan være en dealbreaker for familier med barnevogn. For alle andre vil det være stort nok til det meste.

Udgaven med 63 kWh batteri har en rækkevidde på omkring 400 km, men er samtidig ikke specielt sprælsk at køre. Vil man have mere kraft, kan man med fordel bestille bilen med den største batteripakke på 87 kWh og gerne den firehjulstrukne variant e-4ORCE.

Nissan Ariya bronze black
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Ekstraudstyr, testbil (Evolve): 

  • Adaptive LED Matrix-lys
  • Elektrisk panoramasoltag
  • Intelligent nøgle m. hukommelse
  • Parkeringshjælp
  • Head-up display
  • Elektrisk justérbart rat
  • Ventilerede forsæder m. varme og køling
  • Opvarmede bagsæder
  • 8-vejs justering af fører- og passagersæde m. hukommelse
  • Stemningsbelyst instrumentbræt
  • Intelligent digitalt bakspejl
  • Sæder af lysegråt PVC/syntetisk ruskind
  • Pearl Metallic/Aurora Green-lakering
Karakter
Nissan Ariya 63 kWh Evolve
Premium
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

2 kommentarer til “Nissan Ariya 63 kWh Evolve”

  1. Peter Lorentz

    Spændende artikel. I kommer ikke ind på nyttelasten for bilen. Hvad bliver den mon for den med det store batteri og 4 hjuls-træk?
    Det er jo ret vigtigt for nytteværdien af bilen

    1. Hei! Nyttelast har vi ikke fått vite ennå, venter på endelig typegodkjenning der. God sommer!

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Stortest: Kør sommeren i møde på to hjul

Baghjulstrukket Model 3: Meget bil for pengene

Når køreglæde er vigtigere end rækkevidde

F-150 Lightning: Voldsom og lækker

Et supergodt bilkøb

Kia EV9: Sikke en SUV!

Familievenlig AMG-raket

Smart strøm til elbilen

Komfortabel langturs-cruiser

Fisker Ocean: Potentialet er der

Kineserne er bedre end konkurrenterne

Langturs-ekspressen