TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Videoanmeldelse: Porsche Taycan med Burmester Sound System

Taycan bryder lydmuren

Porsches nye super-elbil kan fås med premium-lydanlæg fra Bose eller Burmester. Vi har testet begge dele!

Af / 03/07/2020 - 09:00
Porsche Taycan med Burmester Sound System

Home mener

  • Burmester leverer et storslået lydbillede med raffinerede detaljer over hele frekvensregisteret. Masser af kræfter og ordentlig dybbas. Et perfekt match til Taycan!
  • 3D-lyden er ikke specielt overbevisende: Vi foretrækker mere neutrale lydindstillinger.

Opdateret med video:

Porsche er et velkendt navn for sportsvognsentusiaster. Den klassiske 911 med sin aerodynamiske silhuet og boksermotor under hjelmen er for mange selve symbolet på en klassisk sportsvogn. Den tradition holdes fortsat i hævd med nutidens generation. Men for nylig har Porsche bevæget sig mere ind på mainstream-markedet med SUV’er som Cayenne og Macan og grand touring-sedanen Panamera.

Nu vil de så erobre elbilmarkedet med Taycan. Den nye “super-elbil” fra Porsche henvender sig til dem, der vil have Tesla-lignende ydelse kombineret med tysk premium-følelse og komfort. Porsche er ikke kendt for at gøre noget halvt, og Taycan er allerede blevet udråbt til “verdens bedste bil” af dele af bilpressen. Vores spørgsmål er imidlertid: Hvor godt lyder den?


(For danske undertekster: Vælg først undertekster på ikonet og derefter dansk under Indstillinger).

I en potent køremaskine som Taycan stilles der lidt højere krav til lydsystemet end i almindelige personbiler. Bedre fartegenskaber gør simpelthen, at anlægget skal have lidt flere kræfter for at skære igennem og blive hørt! Det ser Porsche heldigvis ud til at have forstået, for Taycan kan udstyres med to rimelig potente anlæg, der har masser af decibel til rådighed.

Annonce
taycan turbo s carrara white metallic taycan media drive europe 2019 porsche ag r
Taycan er den første elbil fra Porsche. (Foto: Porsche AG)

Bose eller Burmester?

Når du bestiller en Taycan, kan du vælge forskellige motor- og batteripakker (4S, Turbo og Turbo S) og selvfølgelig en hel masse ekstraudstyr. Porsches righoldige prisliste tilbyder mange kuriøse tilvalg: Hvad med et sæt centerkapsler med Porsche-våbenskjold til 1.650 kroner eller gule keramiske bremser til 92.000 kroner?

Til 4S-udgaven kan man nøjes med et standard, umærket anlæg (Sound Package Plus med ti højttalere og i alt 150 watt). Ifølge Porsche-importøren vælger de fleste kunder dog en opgraderet variant. Det skulle da også bare mangle til en premium-bil!

Bose-systemet vil derfor nok være udgangspunktet for mange. Bose behøver ingen yderligere introduktion: Den amerikanske producent er et af verdens største mærker inden for lyd. Måske bedst kendt for deres støjreducerende hovedtelefoner, men også en erfaren bilstereoleverandør.

Det anlæg, der leveres til Taycan, består af i alt 14 højttalere, inklusive en dedikeret subwoofer i reservehjulsbrønden bagi. Det har også Boses patenterede lydprocessering med Centerpoint 2, der giver virtuel surround-sound, og SoundTrue, der forbedrer lydkvaliteten fra komprimerede lydformater. I skrivende stund koster Bose-anlægget 14.000 kroner som tilvalg i Taycan.

Porsche Taycan Bose
Taycan fås med Bose surround-sound-system til 14.000 kroner. (Foto: Porsche AG)

Burmester

Hvis du lægger yderligere 47.000 kroner på bordet (61.000 kroner i alt), kan du tage skridtet op til Burmester-optionen. Den tyske high-end-producent, grundlagt af musikeren og ingeniøren Dieter Burmester i 1977, er et navn, der burde være velkendt for kræsne hi-fi-entusiaster.

Burmester har specialiseret sig i komplette musikanlæg i eliteklassen og er kendt for deres massive forstærkere og højttalere til hjemmebrug. Den senere tid er de også trådt ind i billydens verden. De debuterede med supersportsvognen Bugatti Veyron og er siden blevet “hofleverandør” til Mercedes og Porsche.

Det lydsystem, der leveres til Taycan, har meget tilfælles med det til Panamera, men er selvfølgelig fintunet til den aktuelle kabine. Her taler vi hele 21 individuelle højttaler-enheder og i alt 1455 watt forstærkereffekt! Det inkluderer en kraftig 10 tommers subwoofer under gulvet i bagagerummet, som drives af en dedikeret klasse D-forstærker på 400 watt.

Det øgede antal højttaler-enheder skyldes bl.a., at Burmester anvender tovejshøjttalere med separate diskant- og mellemtonemembraner.

Komponentkvaliteten er gennemgående høj med støbte metaldele og højeffektive neodymmagneter. Både A-søjlerne og centerkanalen på instrumentbrættet er udstyret med de patenterede AMT (Air Motion Transformer) metalfoliediskanter, som vi kender fra Burmesters hjemmehøjttalere. Det er afgjort en mere “audiofil” konfiguration end Bose, der generelt anvender enklere fuldtone-enheder rundt om i kabinen.

porsche zoom2

Kunstig motorstøj

En elbil som Taycan er som udgangspunkt helt lydløs. Porsche har dog givet mulighed for kunstig motorlyd både indvendig og udvendig (Porsche Electric Sport Sound). Den udvendige del varsler fodgængere, mens den indvendige del mere handler om at holde føreren på mærkerne.

Ideen med kunstig motorlyd kan virke lidt underlig og er tidligere brugt med varierende grader af succes i forskellige bilmodeller. I Taycans tilfælde virker det relativt vellykket. Motorlyden er en optagelse af de faktiske elbilmotorer, bare med de højeste frekvenser filtreret fra. Dermed lyder det så naturtro, som det kan lyde i elbilsammenhæng.

Vi syntes, det var rart at have motorlyden aktiveret under aktiv kørsel i sports-mode, men ellers foretrak vi at slå den fra og koncentrere os om lyden fra anlægget.

Porsche Taycan 4S Burmester
Burmester-systemet indeholder hele 21 højttalere og 1455 watt forstærkereffekt. (Foto: Porsche AG)

Ekstreme køreegenskaber

Vi på Lyd & Billedes redaktion er ikke motorjournalister, så vi skal være forsigtige med at udtale os om, hvordan Taycan præsterer rent bilteknisk. Men en køremaskine er det afgjort!

Selv den mere moderate 4S-udgave har en imponerende acceleration og sætter af som en flyvemaskine. Turbo-versionen er derimod en ren raket! Med sikkerhedsselerne strammet og speederen i bund følte vi os som SpaceX-besætningen, da de forlod jordoverfladen. Vi tør knap nok tænke på, hvordan den endnu stærkere Turbo S-udgave vil føles …

Der er heller ikke noget at udsætte på køreegenskaberne: Det er lykkedes Porsche at få det over 2,3 tons tunge køretøj til at føles som en ægte sportsvogn. Selv om vi ikke kom i nærheden af at teste G-kræfterne på de travle norske veje, lader den til at have et ekstremt vejgreb under normal kørsel.

Førermiljøet

Taycan-kabinen virker kompakt, og man sidder lavt og tæt omsvøbt i de læderklædte sæder. Førermiljøet i Taycan byder imidlertid på en stejl indlæringskurve. Selv om vi fik et lynkurs af en erfaren Porsche-produktspecialist, tog det noget tid at blive fortrolig med alle funktionerne.

Mobilbrugere kan glæde sig over i alt fire USB-C-stik i kabinen (to foran og to bagi). Her kan man både oplade mobilen og bruge den som musikkilde. Der er også understøttelse af Apple CarPlay.

Taycan har tre touch-skærme at forholde sig til (en ekstra til forsædepassageren som ekstraudstyr) og en hel masse knapper. Det kan føles lidt kaotisk sammenlignet med Tesla, hvor alt er samlet på én skærm. Men det er noget, man vænner sig til efter lidt tid bag rattet.

Burmester Taycan
Højttaler-enhederne fra Burmester. (Foto: Porsche/Burmester)

God støjreduktion

Taycan opleves som en meget solid og godt sammenskruet bil. Selv ved motorvejshastigheder er der knap nok en antydning af vibrationer. Desuden har Porsche gjort et grundigt stykke arbejde med at afskærme kabinen mod vindstøj. Ligesom med Audi e-tron giver det en stille og komfortabel køreoplevelse.

Vi lægger imidlertid mærke til, at Taycan har væsentlig mere fremtrædende dækstøj, end vi oplevede med Audi’en. Vores testbil havde 21 tommers Mission E-designfælge med 305-bredde lavprofildæk på baghjulene, så det er svært at undgå lidt dækstøj. Men det må man leve med – det er trods alt en performance-elbil!

taycan turbo dubai autodrome 2019 porsche ag

Lyden af Bose

Vi startede testen med en 4S udstyret med Bose Soundsystem. Porsche fortæller os, at det er det mest populære anlæg, og vi kan sagtens forstå hvorfor: Lyden er distinkt, klar og fyldig, med et solidt akkompagnement fra subwooferen i bagagerummet.

Vi spiller lidt assorteret hitlistepop og radio, og det hele lyder fint og fornemt. Anlægget lader til at have rigeligt med kræfter, og vi skal spille temmelig højt, før det begynder at lyde anstrengt. Mere end godt nok for de allerfleste, er vores førsteindtryk.

Bose-systemet har også en sjov funktion i form af simuleret surround-sound. Normalt fnyser vi af den slags gimmicks, da de som regel gør mere ondt end godt for lydkvaliteten. I Boses tilfælde blev vi dog positivt overrasket: Surround-effekten er ikke særlig påtrængende, men gør, at lydoplevelsen opleves som meget større og nærmest går ud over den kompakte kabine. Faktisk foretrak vi denne indstilling til mange typer musik.

Efterhånden som vi udfordrer Bose-systemet med mere krævende musik, såsom akustisk, viser og klassisk, viser det sig at have nogle “huller” enkelte steder. Mellemtonen er indimellem lidt tynd, hvilket gør, at en del sangstemmer og instrumenter mangler noget krop. Desuden er der lidt begrænsede detaljer øverst i frekvensområdet, hvilket får whiskers og strengeinstrumenter til at lyde en smule fladt.

Når det er sagt, så er vi i det store og hele ganske fornøjede med Bose, der f.eks. står sig godt mod premium-systemet fra Bang & Olufsen i Audi e-Tron.

Læs også Videoanmeldelse: Audi e-tron - Koncertsal på fire hjul De, der netop har bestilt funklende ny Audi e-tron uden at sætte kryds ved et Bang & Olufsen-lydanlæg, må tilgive os, når vi siger: Au, au, au!
Taycan cockpit scaled
Føreren i Taycan har mange skærme og knapper at forholde sig til. Her føler man sig som en rigtig pilot! (Foto: Geir Gråbein Nordby, Lyd & Billede)

Lyden af Burmester

Efter at have parkeret 4S sætter vi os ind i en Turbo-version med Burmester om bord. Det er lidt en anden verden, og her taler vi ikke kun om accelerationen! Efter først at have fundet roen bag rattet i denne potente rumraket af en bil kunne vi tage alle lytteindtrykkene ind.

Førsteindtrykket er, at Burmester-anlægget har et væsentlig større, mere åbent og luftigt lydbillede end Bose. Det har også et mere frodigt mellemregister og en mere finkornet diskantopløsning, som gør, at både stemmer og instrumenter får en langt mere distinkt og fyldig gengivelse.

Det er ikke noget, man nødvendigvis lægger så meget mærke til, når man hører radio eller Spotify på moderat lydstyrke. Derimod gør det en stor forskel, når vi drejer volumenhjulet mod højre!

Med højopløste musikfiler streamet fra Tidal, deriblandt udfordrende testnumre fra Lyd & Billedes arkiv på høj volumen (og her mener vi HØJT!), viser Burmester-systemet sig som et helt andet bæst end Bose.

Gustav Holsts Planeterne lyder guddommeligt – faktisk bedre, end jeg kan huske at have hørt det på et hjemme-hi-fi-anlæg! Fanfarer og trommeslag går gennem marv og ben. Og selv på øredøvende volumen er der ikke en antydning af unoder fra diskanterne. De særlige AMT-diskanter spiller utrolig rent og kan tåle meget høje lydniveauer, før de forvrænger.

Da vi testede B&O-systemet i e-tron for nylig, var vi generelt godt tilfredse, bortset fra bassen. En potent bilstereo skal have ordentlig bas! Heldigvis har Burmester ikke sparet på kræfterne i dette tilfælde. Bassen er i første række meget stram og kontant, men buldrer og brager, når det virkelig gælder. Dermed skaber den et ordentligt fundament for musikoplevelsen.

Selv om Taycan-kabinen er relativt støjsvag, kræver det et vist lydniveau at bryde igennem vejstøjen fra de brede dæk – især på motorvejen. Netop derfor er det rart, at Burmester-anlægget har masser af kræfter i overskud. Vi kunne spille svinehøjt, uden at det blev anstrengende at høre på. Perfekt til lange ture på den tyske Autobahn …

Taycan right door scaled
Rigeligt med højttaler-enheder, også i bagdørene. (Foto: Geir Gråbein Nordby, Lyd & Billede)

Begrænset 3D-effekt

Burmester reklamerer med såkaldt Auro-3D lydprocessering, der skal give en mere tredimensionel surround-effekt på almindelige stereo-optagelser. I praksis syntes vi dog ikke, at det gav så meget ekstra oven i den i forvejen meget luftige lydoplevelse. Generelt foretrak vi den mere frontorienterede Pure-indstilling.

Når det er sagt, så kan det godt tænkes, at bagsædepassagererne vil sætte mere pris på 3D-effekten.

Konklusion

Når du bestiller en Porsche Taycan, kan du vælge imellem to meget potente lydanlæg ud over standard. Efter at have testet både Bose- og Burmester-varianten på de norske motorveje må vi sige, at vi er meget tilfredse med begge alternativer – på hver sin måde.

Bose-systemet giver faktisk imponerende lyd til prisen: Med et stort lydbillede og fyldig bas er det et glimrende valg for den almindelige lytter. Men hvis du har kræsne ører og gerne vil høre den fulde sandhed fra klassisk og akustisk musik, får du helt klart en stor gevinst ved at vælge Burmester.

Kombinationen af raffinement og vildskab, luftige overtoner og bastant basgengivelse gør Burmester til en fuldtræffer i vores ører. Sagt på en anden måde: Hvis du vil have et lydanlæg, der matcher Taycans potente køreegenskaber, kan det betale sig at vælge tysk!

OBS: Porsche oplyser, at både Bose- og Burmester-anlægget tager plads fra bagagerummet, og at det på grund af subwooferne ikke er muligt at sænke gulvet.

Tak til Porsche Center Asker & Bærum for lån af testbiler.

Karakter
Porsche Taycan med Burmester Sound System
High End
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Stortest: Kør sommeren i møde på to hjul

Baghjulstrukket Model 3: Meget bil for pengene

Når køreglæde er vigtigere end rækkevidde

F-150 Lightning: Voldsom og lækker

Et supergodt bilkøb

Kia EV9: Sikke en SUV!

Familievenlig AMG-raket

Smart strøm til elbilen

Komfortabel langturs-cruiser

Fisker Ocean: Potentialet er der

Kineserne er bedre end konkurrenterne

Langturs-ekspressen