De små Smart-biler har længe været et velkendt syn i de europæiske bybilleder. Nu forsøger det Mercedes-ejede mærke at genopfinde sig selv som fuldelektrisk. Og med det kinesiske firma Geely som medejer er #1 rullet af samlebåndet. I vores tilfælde i en særlig lakering, signeret af tuningsfirmaet Brabus. 0-100 km/t er klaret, før man overhovedet kan sige “raketfart”, og det sorte interiør er fyldt med røde detaljer, der matcher bremsekalibrene.
Hvor de fleste biler signeret Brabus er eftermarkedstuninger, skal du bestille denne specialversion direkte fra forhandleren. Her i Danmark er Smart-mærket nemlig ikke officielt repræsenteret, men ifølge Mercedes har de planer om at vende tilbage med mærket inden for en overskuelig fremtid. I mellemtiden har Vejle-afdelingen af Starmark, en forhandlerejet brugtbilskæde med speciale i Mercedes, taget nogle nye Smart #1’ere med hjem.
Indvendigt finder vi sportssæder i alcantara med kontrastsyninger, der giver farve til den ellers mørke kabine. Som alle ægte Brabus-biler er Smart #1 Brabus klædt i sort fra top til tå. Bortset fra taget omkring panoramaglasset, som er rødt, ligesom sidespejlene og noget af frontlæben også er rød.
Teknologi
Det tog lidt tid at blive fortrolig med infotainment-systemet, men efter et stykke tid synes jeg faktisk, at det er mere intuitivt end de fleste. Menusystemet på den 12,8″ store touchskærm er let at navigere i, og her kan du blandt andet indstille den maksimale batteriprocent til opladning i hjemmet baseret på brug: Daily Trip Mode stopper ved 80 procent fuld opladning, mens Long Trip Mode oplader fuldt ud. Du kan også indstille en grænse for ladestrømmen, hvis du ikke ønsker at oplade med fuld hastighed.
En trådløs opladningsplade til mobilen er skjult under et dæksel, og der er også to USB-C-stik, hvoraf det ene tilbyder hurtig opladning med op til 18 W. Der er også et USB-C- og et USB-A-stik til bagsæderne. Men det, der virkelig fanger øjet, er køleboksen under midterkonsollen. Perfekt til en cola på vej hjem fra sommerferien! At det så er vinter lige nu, taler vi ikke så højt om.
Ganske energitørstig
Apropos opladning og vinter, så er energiforbruget højere, end man skulle tro for en så kompakt bil. I bilens hidtidige levetid har den haft et gennemsnitligt forbrug på 21,7 kWh/100 km, mens jeg selv lå på omkring 24 i løbet af testperioden på knap en uge. Det var i temperaturer omkring nul, så det er på ingen måde et kritisk forbrug – men det er heller ikke imponerende.
Vild og voldsom
Lad der ikke være nogen tvivl: Denne bil er fantastisk! Den kører rigtig godt på vintervejene og kommer frem, hvor den skal. I Brabus driving mode slipper den alle sine 428 meget levende hestekræfter løs og accelererer fra stilstand, før den når 100 på speedometeret efter kun 3,9 sekunder.
Du kan også mærke det indeni. Accelerationen føles som et kraftigt slag i ryggen, når de elektriske hestekræfter river og flår i sædebetrækket. Det er næsten, som om man er bange for at få tæsk.
At vælge Brabus kørselstilstand, eller nogen anden kørselstilstand for den sags skyld, er dog lidt af en opgave, da den vælges med en knap langt ude til højre, under skærmen. Der er ingen hurtigknap på rattet her. På den anden side er digital køreassistance let tilgængelig med en knap på rattet ved venstre tommelfinger. Tryk på den, og bilen holder styr på hastighed, afstand til den forankørende bil, og hvor midten af kørebanen er.
En lille ridse i den ellers skinnende lak er, at det hele sker med en lille forsinkelse. Når du træder på pedalen, sker der først ingenting. Indtil cirka et halvt sekund senere, hvorefter bilen pludselig accelererer. Det er en vanesag, men man skal være forsigtig, før man giver den gas på vej ud af rundkørslen.
Kortsystem med børnesygdomme
Apropos rundkørsler, en ny klage: Når jeg er ved at blinke ud af rundkørslen, bliver kortet med køreanvisningerne, der viser, hvor man skal køre ud af rundkørslen, skjult af videoen fra blindzonekameraet. Jeg mener, blindzone-kameraer er fine, men for Guds skyld, find et andet sted at placere billedet!
Jeg må indrømme, at jeg ikke er særlig begejstret for navigationen i skrivende stund, blandt andet fordi den forventede ankomsttid til destinationen falder ind og ud, tilsyneladende tilfældigt. Både dette og fejlen med de blinde vinkler kan sikkert nemt løses med en opdatering, så jeg ville ikke lade det være en deal breaker, hvis jeg var på udkig efter en sej lille bil som denne. Bilen understøtter også OTA-opdateringer (over-the-air), så dette kan rettes når som helst. Lad os håbe, at der også kommer en opdatering med trådløst CarPlay og Android Auto, som i øjeblikket er udeladt.
Lyd fra Beats
Brabus-versionen har det bedste lydsystem, Smart tilbyder, nemlig et Beats-system med 13 højttalere inklusive subwoofer. Jeg havde oprindeligt høje forventninger til systemet, og i Classic sound-mode lyder det klart og skarpt med vokaler, der kommer godt ud gennem højttalerne. På nogle typer musik, såsom pop og rock, kan det være lidt hårdt og barskt. I det tilfælde er svaret at skrue op for bas og diskant for at kompensere for en for kraftig mellemtone.
Men lad dig ikke friste til at vælge Beat’s lydtilstand. Du får måske mere bas og diskant, men mellemtonen forsvinder næsten helt, og der er en hørbar faseforskydning, som trækker musikken ind i højttalerne som en skræmt skildpadde.
Ikke særlig stille
Kabinen i #1 Brabus er ikke specielt godt dæmpet. Jeg mener, den er okay på vej- og vindstøj, men samtidig er der noget, der lyder som en svag motorstøj, som er uvant for mig. Og jeg taler ikke om den falske motorlyd, man kan sætte på for at få følelsen af at køre i en fossilt drevet bil. Selv når den er slået fra, er der en lyd fra elmotoren, som er mere lavfrekvent, end jeg er vant til fra andre elbiler, som har en mere højfrekvent lyd. Lyden er der konstant, hvilket betyder, at man ikke helt får den stille elbilfornemmelse.
Trangt bagi
Smart #1 er helt klart en bybil, som er let at manøvrere på små veje og trange parkeringspladser. Det afspejler sig også i interiøret. Den er bestemt større end mange andre små biler som Mini Cooper SE, men det er begrænset, hvor mange lange ben, der kan sidde behageligt på bagsædet. Og hvis du har brug for mere bagageplads end de 313 liter, der er til rådighed (frunken på 15 liter hjælper heller ikke meget), kan du skubbe bagsæderne frem og få 401 liter. Men så er der selvfølgelig endnu mere trangt på bagsædet.
Jeg tror godt, du kan glemme alt om et bagudvendt barnesæde. Som familiebil fungerer #1 nok bedst for forældre med børn, der langt fra er fuldvoksne, men stadig store nok til at have vendt sædet fremad. Det vil sige omkring børnehavealderen.
Ellers tilbyder den mange af de moderne hjælpemidler, vi forventer i nye biler, såsom adaptiv fartpilot og vognbaneholder. Samt varme i rat og sæder, som også har indbygget køling foran. Og så – køleboksen!
Prisen
Endelig er vi nødt til at tale om prisen. Smart #1 starter ved omkring 380.000 kroner for premium-udgaven med baghjulstræk, 19″ hjul og den længste rækkevidde på 440 km.
Det er 70.000 kroner mere end “tvillingebilen” Volvo EX30 med 475 km rækkevidde, men med det billigste udstyrsniveau. Med Ultra-pakken med Park Pilot, 360-kamera osv. koster Volvo’en kun 20.000 kroner mindre.
Den baghjulstrukne Tesla Model 3 er også billigere end den billigste Smart #1, og så får man 513 kilometers rækkevidde. Brabus-versionen, som vi har valgt her, koster omkring 415.000 kroner. Det er 15.000 kroner mere end den firehjulstrukne Tesla Model 3 Long Range, som har en rækkevidde på 629 kilometer. Som har betydeligt mere plads både på bagsædet og i bagagerummet, og som er endnu kraftigere end #1 Brabus ved højere hastigheder. Selvom Brabus faktisk er lidt hurtigere op til 100 km/t.
Med andre ord håber jeg ikke, at du køber en lille bil, fordi du tror, at der er penge at spare.
Konklusion
Smart #1 Brabus er en sjov lille charmetrold, som egner sig til bykørsel, men som også tager skovvejene i stiv arm. Perfekt til dem, der kører meget alene.
Her får du masser af udstyr, gode præstationer og et sporty interiør. Du skal nok vente til tættere på sommeren for at opleve rækkevidden på 400 km, men den vil stadig opfylde langt de flestes behov.
Den eksplosive bil er simpelthen skabt til at cruise rundt i urban street style. Så hvis du er på udkig efter en livlig bybil og ofte kører alene eller med en sidepassager, kan Smart #1 Brabus være et fremragende valg.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer