Efter to uger bag rattet af to forskellige versioner tager jeg næppe munden for fuld, når jeg siger, at Volvo EX30 er et af de bedste bilkøb lige nu.
Det er ikke, fordi den kører som en vildkat, for det gør den, og jeg tænker heller ikke på den indvendige plads, som er moderat – men snarere på, hvor meget fornuft, og indimellem følelser, Volvo har formået at indbygge til prisen.
Den 4,2 meter korte elbil kommer bogstaveligt talt til kort sammenlignet med storsælgere som Tesla Model Y og Volkswagen ID.4. Men bilen, der er bygget på den samme SEA-platform som Geely-gruppens Smart #1 og den kommende Zeekr X, er stor nok til at opfylde mange menneskers behov for en fossilfri hverdag.
Priserne starter så lavt, at jeg var nødt til at dobbelttjekke, om de var korrekte. Det var de, men jeg kan ikke helt se et marked for basismodellen med det mindste batteri, den laveste effekt og baghjulstræk. I hvert fald ikke i Skandinavien, hvor mange forventer, at en SUV har firehjulstræk. Det får man her i den version, der hedder Twin Motor Performance med 428 hk. Som i udstyrsniveauet Ultra heller ikke mangler noget.
Rækkevidden varierer fra 340 km for den enkleste model med 272 hk og det mindste batteri på 51 kWh, til 476 km for Single Motor extended range med samme motor. Som udgaven med det største batteri på 69 kWh kan klare på en god dag. Twin Performance ligger lige under med en opgivet rækkevidde på 450 km i henhold til WLTP-standarden.
Strålende fartressourcer
Alligevel er det den version, vi tror, de fleste vil vælge. Ikke fordi de vil lægge synderligt mærke til firehjulstrækket, men i vanskeligt føre er det godt at vide, at to elmotorer driver alle fire hjul og får bilen til at bevæge sig, selv når sneen er knæhøj.
En bonus ved Twin Performance er, at anhængervægten stiger med 200 kg til 1.600 kg sammenlignet med Single Motor-versionen.
En anden ting er noget, man sjældent forbinder med den snusfornuft, vi er vant til fra Volvo: En helt vanvittig acceleration! EX30 har en ydelse, der kan sætte en Porsche Taycan i forlegenhed, for 3,6 sekunder fra 0-100 km/t er vildt. Især for en kompakt SUV, som der står Volvo på.
Men det vil jeg komme tilbage til om et øjeblik, for Volvo har også foretaget nogle radikale ændringer på indersiden.
Knapløst interiør
Volvo kan ligesom mange andre bilproducenter godt lide at fortælle, at de er optaget af bæredygtighed. For slutbrugeren betyder det udstrakt brug af genanvendte materialer. Det er ikke dem alle, der passer lige godt ind i premiumklassen, simpelthen fordi de giver et lidt tarveligt kvalitetsindtryk.
Det er også tilfældet her. Genbrugsplast er ikke altid behageligt at røre ved, men når det er sagt, er der ikke meget andet at røre ved end den ene skærm på instrumentbrættet.
Den 12,3 tommer store skærm kører på Googles Automotive OS og viser alt, hvad man har brug for, på ét sted. Inklusive hastighed. Lidt ligesom Tesla, og nej, der er ingen instrumentskærm foran føreren i en EX30. Der er heller ikke noget head up-display. Men den har en gearvælger på rattet, og bag rattet er der sensorer, som overvåger førerens opmærksomhed. Hvis du kigger på skærmen i lang tid, vil en advarselstone advare dig om at kigge fremad.
Sensorerne blev særligt pågående, da jeg tog et par solbriller på. Her nægtede bilen at tro på, at jeg havde øjnene på vejen, men hvis jeg tog dem af, stoppede det. Med et par andre solbriller fungerede alt fint, mærkeligt nok.
Der er ikke mange knapper at trykke på her. Åbning af bagklappen og det skjulte handskerum klares på skærmen. Det samme gælder justering af sidespejlene. Først skal man vælge, at man vil justere spejlene, og derefter skal man bruge knappanelet på højre side af rattet til at dreje spejlene derhen, hvor man vil have dem. Det fungerer egentlig fint nok, men hvis man er typen, der ofte justerer spejlene, kan det opleves som unødigt kompliceret.
Har man valgt Ultra-udstyrspakken, får man elektrisk sædejustering. Indstillingen sker med en firevejskontakt på siden af sædet. Men man skal trykke på knappen i midten for at vælge den indstilling, man ønsker at ændre. Følg med på skærmen for at se den valgte indstilling.
Til venstre på rattet vælger man fartpilot og hastighed, men her kan man også på en programmerbar knap slå den akustiske hastighedsadvarsel fra – som kan drive et velafbalanceret menneske til vanvid. Man kan f.eks. slå regenerering til og fra, hvis man foretrækker det.
Der er forresten heller ingen knapper på den trådløse nøgle. Låsning og oplåsning sker enten ved at berøre dørhåndtaget i førersiden eller ved at placere et NFC-nøglekort over låsesymbolet på b-stolpen i førersiden. Man kan også logge ind på Volvo Cars’ app og oprette sin egen profil, og så kan bilen låses op med mobiltelefonen.
Soundbar
Volvo har truffet nogle smarte valg for at få mere plads indvendigt. Dørlommerne er større end normalt, fordi der ikke er højttalere i dørene. I stedet er højttalerne flyttet til en Harman Kardon soundbar, der løber langs forruden. To subbas-højttalere leverer de laveste frekvenser, og det hele fungerer ganske glimrende. Lyden er ikke helt på niveau med det bedste, vi har hørt fra H/K, men lydbilledet er stort, klart og fylder nemt kabinen. Der er en seks-bånds equalizer her, som jeg fandt det nødvendigt at bruge for at få mellemtonen bedre frem i lydbilledet.
Bilerne er ikke født med understøttelse af Apple CarPlay, men Volvo lover, at det kommer i en trådløs opdatering inden længe.
Komfort
Når man komprimerer en bil til kun at være 4,2 meter lang, siger det sig selv, at der aldrig bliver limo-tilstande indvendigt. Foran er der masser af plads. De højttalerløse dørsider giver god plads i siderne. Forsæderne byder på god komfort, men de har ingen sædepudeforlænger og ikke den samme langdistancekomfort, som man finder i en Volvo XC40 eller Mercedes EQA.
En ladeplade med opbevaring er placeret på gulvet under et armlæn, som har en udtrækkelig kopholder med plads til en eller to kaffekopper. Det er også her, ikke i dørene, at knapperne til de elektriske rudehejs er placeret. En tredje knap skifter mellem justering af for- og bagruder, men bagsædepassagererne har deres egne knapper bag armlænet.
De to bagsidepassagerer – der er knapt plads til tre – sidder godt. Men der er ikke meget plads til benene. Især hvis både passageren og føreren er høje. Børn sidder godt og har et godt udsyn, og der er plads til barnestole med ISOFIX-beslag her.
Bagsæderyglænet har ikke skiluge, men kan foldes ned 40/60, hvilket udvider bagagevolumen fra 318 til 904 liter. Gulvet bagi kan sænkes et hak for at give lidt mere plads, og der er et lillebitte frunk foran til ladekabler og småting.
Spektakulær acceleration
Vi må tale om fartressourcerne. EX30 er ingen racerbil, men 3,6 sekunder til at nå 100 km/t er bemærkelsesværdigt for en bil i denne klasse. Dog skal det tilføjes, at denne voldsomme ydelse kun er tilgængelig, når batteriet har ’tilstrækkelig’ kapacitet, og føreren har sat flueben ud for performance på skærmen.
Så tager den ene pedal på ferie, stabilitetskontrollen smider benene op på bordet, og strømforbruget brager ud af døren. Samtidig bliver man i rigtig godt humør. For den kompakte bil trives med at accelerere ud af svingene i et tempo, der ville få en Porsche-kører til at rødme.
Men kun til et vist punkt. Volvos ingeniører har ikke tænkt på, at så mange kræfter kræver en undervogn, der er med på noderne. Der er ikke noget adaptivt chassis til EX30, og det kan mærkes. Setup’et er den samme som på en Single Motor extended range, som jeg også kørte, hvilket betyder, at den vage, men villige styring sender bilen ind i en mærkbar krængning, når det begynder at gå stærkt på snoede veje.
Forbrug i praksis
WLTP-tallene varierer ikke meget mellem de forskellige versioner af EX30. For Twin Performance er tallet 17,4 kWh / 100 km. Det giver en rækkevidde på op til 450 kilometer. På vores testrunde endte vi med 19,6 kWh, hvilket er godkendt, når man tager forholdene og temperaturen i betragtning. Den baghjulstrukne Single Motor med udvidet rækkevidde endte på 18,4 kWh. Det skete, at jeg så 16-tallet over tid, hvis jeg kørte meget pænt uden voldsomme accelerationer.
Konklusion
En Volvo EX30 kan leveres i Ultra-udstyrsversion, enten som Single Motor extended range eller Twin Performance med firehjulstræk. De fleste vil nok vælge sidstnævnte, selv om førstnævnte vil være rigeligt for de fleste. Uanset valget er en EX30 et af de bedste køb på markedet i dag. Hvis man kan leve med, at størrelsen giver nogle begrænsninger, får man en sjov, lynhurtig og adræt SUV i kompaktklassen. Volvo EX30 er ikke større end en Jeep Avenger, lidt mindre end Mercedes EQA, men den er meget prisvenlig, meget veludstyret og sjov at køre. Hvad mere har man brug for …
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer