: Bladelius Thor Mk-III Novitas

Selv om en almindelig forstærker kan gøre et anstændigt stykke arbejde med at drive dine højttalere, kræver det en virkelig kvalitetsforstærker at kombinere kraft, musikalsk præcision og superb lydkvalitet. Og det løber hurtigt op. Men selv om der findes forstærkere til flere hundrede tusind kroner, vil jeg vove at påstå, at man kan få 90 procent af lydoplevelsen med en forstærker til omkring 35.000. Bladelius Thor MK-III placerer sig i dette segment, og den oser langt væk af kvalitet.

Hos Bladelius er der ikke meget, der er overladt til tilfældighederne. Produkterne er udviklet og fremstillet i Sverige med en tilsyneladende meget høj byggekvalitet, og samtlige komponenter og kredsløbs-layouts er nøje gennemtænkt.

Samme udseende som før
Thor MK-III er – som navnet antyder – den tredje udgave af svenske Bladelius’ største integrerede forstærker. Udvendig er den meget lig sine forgængere – og det har jeg intet imod. Den er nemlig rålækker! Børstet aluminium over hele linjen med slanke, afrundede kanter og hjørner, og logoet lækkert indsunket i venstre side af frontpladen.

Displayet er tydeligt, selv på lang afstand, og hvor en del konkurrenter anvender et forholdsvis stærkt blåt lys (som kan være problematisk for brillebærere), har Bladelius-forstærkeren behagelige, mintgrønne tegn på displayet.

Ny indmad
Det er på indersiden, der er sket ændringer, og omtrent samtlige kredsløb er skiftet ud. Strømforsyningen er forbedret for at give en mere støjfri levering af strøm. En ny, mere lineær volumenkontrol skal være mindre frekvensafhængig og give ens lydgengivelse uanset volumen. Samtlige forstærkerblokke har endnu lavere forvrængning i højfrekvensområdet. Alt dette for at opnå en endnu renere lydgengivelse og varmere klangbalance.

Forstærkeren er fuldbalanceret hele vejen igennem. Det betyder, at den reelt er bygget op som en firekanals forstærker med et positivt og et negativt forstærkertrin for hver kanal. På den måde får man annulleret det allermeste støj, der samles op på vej gennem forstærkeren, ved at støjen kommer i modfase i den anden ende. For at få to gange 175 watt ud af forstærkeren i 8 ohm anvender Bladelius en overdimensioneret ringkerne-trafo på hele 1800 voltampere.

Næsten ingen ledninger
Indeni er der næsten ingen ledninger, da det meste er skruet direkte på printkortet, og alle kredse sidder så tæt på bagpanelet som muligt for at få den kortest mulige signalvej. JFET-transistorerne kunne nærmest ikke have siddet tættere på udgangen, som desuden har high-end højttalerterminaler fra WBT.

Den forreste halvdel består af den store trafo og køleribberne, der også fungerer som skjold for trafoen. Fikst!

Funktioner og tilslutninger
Via displayet kan man lave simple indstillinger som at trimme lydniveauet for ​​hver enkelt indgang, så alle kilder har nogenlunde samme niveau. Hvis du vil bruge den som effektforstærker i et surround-anlæg, kan du i menuen vælge, hvilken indgang der skal bruges til dette formål. Bemærk i givet fald, at surround-processoren skal kobles til tape-udgangen på Thor MK-III. Denne udgang forvandles nemlig til en bypass-indgang ved dette valg.

Desuden har forstærkeren fire ubalancerede RCA- og to balancerede XLR-indgange samt en forforstærker-udgang. Her tester vi Novitas-versionen, der også har digitale indgange i form af både optisk, koaksial og balanceret AES/EBU, som er baseret på de digitale kredsløb fra SACD-afspilleren Freja III (25.000 kroner). Der findes til og med en phono-indgang, som både tager MM- og MC-pickup’er.

Hvis du ikke har brug for noget af alt dette, kan du slippe med 27.500 kroner.

Førsteindtryk
Lige ud af kassen viser Thor MK-III sig fra en meget potent side. Den kan fint trække de temmelig tungtdrevne gulvstående Dynaudio Focus 260 (25.000 kroner), som kræver en vis kraft for at blomstre.

Den glimrende, rolige “Jesus, Etc.” af alternativ-rockbandet Wilco lyder meget klart og stramt, og med cd’en afspillet på Electrocompaniet EMP 2 er Jeff Tweedys stemme solidt plantet i midten. Basguitaren spilles gennem en svagt forvrængende forstærker, som lyder sprødt og tørt gennem højttalerne. Det er tydeligt, at forstærkeren har et godt greb om, hvad der sker.

Det, jeg savner, er lidt mere nerve. Lydbilledet er lige lovlig pågående og hælder en smule mod det kolde og kliniske.

Ved at prøve både koaksial, optisk og analog XLR-indgang (en fuldbalanceret forstærker bør afgjort kobles til med XLR, hvis du har mulighed for det!) når jeg frem til, at koaksial lyder lidt mere opløst i toppen, men mindre rytmisk i bas og mellemtone end med den optiske indgang. Som har god rytme, men ikke er helt så åben i overtonerne. XLR hælder klangmæssigt mere mod optisk, men jeg oplever den som noget tammere. Optisk har mere pep. Men som sagt synes jeg, der mangler lidt nerve og varme i lydbilledet. Analog RCA giver en lidt fladere og mere tam lyd end XLR.

Det eneste, jeg ikke fik prøvet i testperioden, var USB og XLR digitalindgang (AES/EBU) samt pladespiller-indgangen.

Et par dage senere
Forstærkeren får lov til at stå med strøm på hele weekenden, og jeg vender tilbage til testrummet mandag for at lytte videre. Der er sket noget. Selv uden at have både en kold og en varm forstærker at sammenligne op mod hinanden, er det tydeligt, at lyden er anderledes. Man kan godt høre, at det er den samme forstærker, men tingene er ligesom faldet på plads.

Jeg har talt med importøren om dette, og han bekræfter, at forstærkeren skal stå med strøm på i et godt stykke tid, før det hele falder på plads. Så er det godt, at man kan vælge imellem normal standby og strømbesparende tilstand, da sidstnævnte ikke sender nok strøm gennem forstærkeren til at opnå optimal arbejdstemperatur. For at få den bedste lyd til enhver tid bør den altså stå på normal standby, hvis du da ikke vælger at have den helt tændt konstant.

Med forstærkeren godt opvarmet tager jeg mig i at lytte mere til helheden snarere end til fragmenter af lydbilledet. Stereobilledet er mere komplet, lyden kommer mere ud i rummet, og klangen er blevet det lille strejf mere fyldig, så den virkelig sidder. Jeg har også pludselig ombestemt mig angående digitale kontra analoge indgange og synes nu, at den analoge XLR-indgang lyder bedst. Det lyder varmere og mere opløst i diskanten. Dette vil selvfølgelig afhænge af kvaliteten af ​​den digitale lydkilde, men det er i hvert fald tilfældet med Electrocompaniet EMP 2.

Dynamik
For at få et indtryk af, hvad Bladelius Thor MK-III er i stand til, skal man bare sætte live-albummet Living in Clip af Ani DiFranco på og skrue godt op. Jeg kan i øvrigt stærkt anbefale at købe dette album på cd, men det kan også streames fra Spotify (dog ikke WiMP).

Indspillet helt uden kompressorer er der indimellem ekstrem forskel på rolige og kraftige passager. Hør bare balladen “Overlap”, det sidste nummer på disk 2. Ani bruger sin stemme usædvanlig dynamisk, og det samme gør hun med guitaren. Nummeret er roligt og forsigtigt spillet med trommer, der lunter af sted. Men pludselig brager det løs, både fra trommer og guitar, og med en langt kraftigere stemme fra Ani. Det er en flot sang at lytte til, og jeg bliver siddende og hører den igen og igen.

Sammenligning
Bladelius får en nerve frem i nummeret, som det er længe siden, jeg har hørt. Men hvordan er den sammenlignet med Marantz PM-11S3, som vi testede for nylig? Jo, Marantz har en mere fyldig basgengivelse og generelt endnu varmere lydbillede. Den får absolut også nerven i ​​musikken frem. Men Marantz har ikke samme attack, snert og kraft. Bladelius slår hårdere og har en hurtigere dybbasgengivelse. Der er mere snert i trommer, og mellemtonegengivelsen er mere energisk. Samtidig med at opløsningen i lydbilledet bevares.

På den måde minder Bladelius Thor MK-III mere om Hegel H300. Bortset fra at jeg faktisk føler, at Bladelius tegner et varmere og endnu mere nærværende lydbillede end Hegel. Bladelius har X-faktor, som giver lyden mere charme, mens dynamikken fra Hegel bevares. Nu har Hegel ganske vist endnu flere kræfter end Bladelius, men man skal have ret tungtdrevne højttalere – eller være tunghør – hvis man har brug for noget kraftigere end Bladelius Thor MK-III. Den kombinerer en sjælden grad af kraft, elegance og opløsning.

Da byggekvaliteten også er en klasse over Hegel-forstærkeren, så er det her et af ​​de allerbedste køb, du kan gøre til denne pris.

Konklusion
Bladelius Thor MK-III er en integreret forstærker, der kombinerer slagkraft med opløsning på enestående vis. Forstærkeren kan drive de fleste højttalere, fordi den både er kraftig og meget lineær.

Musikken kommer ud med fart og styrke, og forstærkeren har ingen problemer med at klemme selv den dybeste bas ud med god kontrol. Lydbilledet er helstøbt og opløst, og instrumenterne står meget tydeligt i forhold til hinanden, samtidig med at de er bundet sammen i et stort lydlandskab.

Du får ikke den her lyd til en lavere pris; faktisk er det noget af ​​de bedste, vi har hørt i denne prisklasse. Med MK-III har Bladelius perfektioneret deres Thor, som bør stå højt på tjeklisten hos alle, der er på udkig efter en forstærker i denne prisklasse.

Særlig godt lyder forstærkeren med balanceret XLR, men versionen med digitale indgange lyder også rigtig godt med netop dem. Man kan sagtens finde endnu bedre DAC’er til omkring 10.000 kroner, men med tanke på at digitale indgange og phono-indgang kun øger prisen med 5​.500 kroner, er det helt klart den ekstra udgift værd i mine øjne.

Det er fristende at sige, at jeg kan lide Bladelius Thor MK-III bedre end både Hegel H300 og Marantz PM-11S3. Ja, der kan faktisk argumenteres for, at det her er den bedste forstærker i prisklassen.