Med QuietComfort 35 overgik Bose deres egne QuietComfort 25, som var markedets mest populære støjreducerende hovedtelefoner, indtil den trådløse version kom. Nu er QC35 II her så. Stadig med næsten perfekt pasform og lige så foldbare som før.
Variabel støjreduktion
Det, der adskiller den nye version fra den gamle, er at støjreduktionen langt om længe kan slås fra med en ny knap på venstre ørekop. Der er også et mellemstadie, som slipper mere støj fra omgivelserne igennem. Passer fint, hvis du befinder dig i roligere omgivelser og synes, at det er lidt for stramt med støjreduktion på maks.
Med støjreduktionen på maks. er den identisk med den første version af hovedtelefonerne. Den er stadig blandt de bedste på markedet, men Bose må omsider se sig slået af Sony WH-1000XM2, som dæmper støj udefra endnu mere effektivt. I en uhøjtidelig måling, som vi lavede, da vi testede Sony-modellen, fik vi konsekvent 3 dB lavere støjgulv på Sony end på Bose QC35, når vi sendte 80 dB pink støj ud af et par højttalere. Som sagt er version II identisk, hvad angår støjreduktion, altså ikke helt så effektive som Sony’erne.
Kan tales til
En anden helt ny funktion er, at man kan tale til QuietComfort 35 II. Både Apple Siri og Google Assistant fungerer, men sidstnævnte duer indtil videre kun, hvis Android-operativsystemet på mobilen er sat til engelsk sprog.
Undertegnede har iPhone og prøvede derfor med Siri. Det virker ganske godt. Ved at holde den midterste knap på højre ørekop inde kommer stemmeassistenten frem, og jeg kan diktere Siri på vanlig vis: Få hende til at afspille musik af en given artist, læse ulæste beskeder op, ringe til folk på kontaktlisten eller endda diktere e-mails.
Siri er stadig lidt for simpel og dum til at være praktisk i de fleste situationer, men hvis du ikke har hænderne fri, kan det være en god måde at løse en opgave på.
Lydlækage
Ligesom forgængeren forsegler Bose QuietComfort 35 II ikke ørerne i samme grad som en del andre lukkede hovedtelefoner, f.eks. den nævnte Sony-model. Det gør, at folk omkring dig kan høre din musik i højere grad, og desuden at musikken ikke lyder voldsomt godt, hvis du slår støjreduktionen fra. Men det betyder også, at du ikke bliver så svedig om ørerne på en lang tog- eller flytur.
Lydkvalitet
Lydkvaliteten er identisk med den første version. Med andre ord lyder QC35 II rigtig godt. Bassen er fin og fyldig, selv ved lav volumen, men slet ikke overdrevet. Bose fungerer allerbedst til elektronisk og rock, altså musik med punch og energi, frem for akustisk musik, hvor opløsning og luft mellem instrumenterne er vigtigere.
Akustisk musik lyder sådan set godt nok, men både Sony WH-1000XM2, Sennheiser PXC 550 Wireless og B&O Beoplay H9 har bedre opløsning i overtonerne. Bose kan imidlertid spille højere, hvilket er en fordel på musik med lavt gennemsnitligt lydniveau, f.eks. klassisk. Selv om der mangler noget opløsning til at give den helt store aha-oplevelse på krævende stykker.
Havde håbet på mere
Efter at have testet QuietComfort 35 II sidder jeg tilbage med nogle tanker. På den ene side er det betryggende, at man ikke ændrer på en vinderopskrift. QC35 var trods alt de bedste trådløse hovedtelefoner med støjreduktion, da de kom. Og i anden generation er de ikke spor dårligere og har endda fået en savnet funktion, nemlig at man kan reducere eller slå støjreduktionen fra. Plus at man nu kan stemmestyre mobilen via hovedtelefonerne.
Men det er ikke til at komme uden om, at konkurrenterne har gjort meget for at indhente Boses forspring. Med skærpet lydkvalitet og stadig bedre støjreduktion er konkurrencen tilspidset, og når mindst én af rivalerne overhaler på både støjreduktion og lydkvalitet, kunne vi ønske os, at Bose havde set deres snit til at forfine deres egne kvaliteter yderligere. Stemmestyring og dynamisk støjreduktion er trods alt ikke det vigtigste.
Konklusion
Bose QuietComfort 35 II har fået et par nye funktioner. For det første kan støjreduktionen nu reduceres eller slås helt fra. På forgængeren er den altid på maks., hvis man ikke bruger kabel.
Den seneste version har også fået stemmestyring, der understøtter både Apple- og Android-enheder. Sidstnævnte kun på engelsk indtil videre, men vi prøvede med Apples Siri, og det fungerer lige så godt som at tale direkte ind i en iPhone.
Bortset fra disse to funktioner er QC35 II identiske med forgængeren. Stadig rigtig gode og absolut anbefalelsesværdige. Hvis du har den første version i forvejen, er der dog ingen grund til at skifte. En lidt bleg opdatering af en vindermodel er det indtryk, vi sidder tilbage med.
Lad os håbe, at QC45 er lige om hjørnet.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer