Sidste år præsenterede Apple sine nye MacBook Pro-computere ved en kort begivenhed uden de store fanfarer, de talte mest om de hurtige processorer på indersiden. I år var der ikke engang et event, men en række pressemeddelelser i løbet af en uge, hvor de afslørede dette års iMac, Mac Mini og MacBook Pro med M4-processorerne. Ligesom sidste år er der ingen afgørende forskelle fra det foregående års model. Det handler om forbedringer, detaljer, specifikationer og opdateringer. Denne test må derfor gå i dybden med disse detaljer og også tale mere end normalt om ydelse.
Design og byggekvalitet
Den mest iøjnefaldende nyhed ved sidste års model var, at den ud over sølv også kunne fås i den nye space black-farve. Det samme gælder i år, og vi er stadig lige barnligt begejstrede for dens udseende, da den faktisk skiller sig ud fra alle andre bærbare computere i sølv eller matsort plast. Den ser ikke alene sofistikeret ud, men også lidt farlig, som et hint om monsterprocessoren på indersiden.
Med tanke på, hvor velbygget MacBook Pro er blevet med årene, er vi glade for, at de ikke har ændret designet. Alt føles eksklusivt, og efter at være kommet til at tabe en direkte ned i asfalten kan vi bevidne, at den er robust. Ikke et mærke. Til hverdagsbrug er den behagelig at arbejde med, tastaturet har god vandring, og der er en stor touchpad, som man instinktivt forstår at bruge. Mål og vægt er uændret. Det lyder tungt med godt to kilo, men i betragtning af at den har samme ydelse som en stationær computer, er det faktisk til at bære(!). Dette er en flytbar computer, ikke en, man forventes at transportere frem og tilbage til arbejdet hver dag.
Tilslutninger og opkobling
Heldigvis er de dage ovre, hvor Apple forsøgte at fjerne så mange tilslutningsmuligheder som muligt. MacBook Pro har tre Thunderbolt-porte, og her har vi faktisk en betydelig opgradering. Vælger man M4 Pro- eller Max-modellen, understøtter de nu Thunderbolt 5! Så vidt vi ved, er det den første computer på markedet, der gør det. Dermed kan man overføre data med en hastighed på 120 Gb/s, hvilket er en tredobling sammenlignet med Thunderbolt 4. Nu venter vi bare på (hundedyrt) tilbehør, der understøtter det. Selv om det desværre ikke er relevant for MacBook Pro, understøtter standarden også opladning med hele 240 watt.
Derimod er det relevant, at den takket være de nye processorer understøtter to eksterne skærme med op til 6K-opløsning ved 60 Hz, alternativt at en af skærmene kører 4K-opløsning ved 144 Hz. Har man brug for flere eksterne skærme, skal man et trin op til M4 Max-modellen. Hvis én skærm er nok, understøttes op til 8K-opløsning – eller 4K, hvis man vil køre 240 Hz.
Skærmen
Noget som mange MacBook Pro-brugere fremhæver, er skærmens fremragende kvalitet. Det på trods af, at Apple faktisk ikke er gået over til OLED-paneler endnu. I stedet presser de de sidste dråber ud af mini-LED-teknologien. Den nyhed Apple fremhæver er, at skærmen nu kan levere 1.000 nit lysstyrke med normalt SDR-indhold, ikke kun HDR-materiale med høj kontrast.
Der er dog endnu en nyhed, som er noget, man kan tilvælge under købsprocessen. Nemlig at få en nanotextur-skærmbelægning. Efter at have brugt en M4 iPad Pro med denne type skærmbelægning i løbet af sommeren, kan vi sige, at det gør en stor forskel. Farvel til blanke skærme og irriterende reflekser, som gør, at man næsten ikke kan se, hvad der er på skærmen. Desværre koster det 1.350 kroner ekstra.
Overraskende nok har Apple faktisk opgraderet skærmen uden at det fremgår nogen steder i deres præsentation. I et indlæg på X fortæller skærmteknologieksperten Ross Young, at Apple er gået over til Quantum Dot-teknologi! Det vil sige det, der markedsføres som QLED på dyre TV-apparater. Dette er noget, Apple har gået og rodet med siden 2015, hvor de overvejede det til iMac, men man opgav det, da teknologien dengang krævede miljøfarligt cadmium. Nu fås det mere miljøvenlige QLED, og den har altså sneget sig ind i MacBook Pro. Teknologien giver bedre farverum og hurtigere pixel response, hvilket betyder mindre uskarphed ved bevægelse.
Processorerne
Ligesom sidste år er det dog de opdaterede processorer, der har hovedrollen. Basismodellen af M4 har fået to ekstra strømbesparende kerner, mens M4 Pro derudover har fået to ekstra højtydende kerner. Det er interessant, at M4 Pro har fået den største opgradering – M4 Max har måttet nøjes med det samme antal som M3 Max. M4 Pro har også fået 80 procent mere hukommelsesbåndbredde, mens dens søskende har måttet nøjes med betydeligt mindre. Endnu en god opgradering er, at M4 Pro kan fås med op til 48 GB hukommelse mod kun 36 i den foregående generation. Det blegner dog i forhold til Max-versionens 128 GB.
Ydelse
Ovenstående teoretiske ræsonnement holder også vand i virkeligheden. Selv om M4 ‘kun’ er 20 procent hurtigere pr. kerne end M3, har stigningen i antallet af kerner givet pote. Med alle kerner i gang er M4 Pro hele 40 procent hurtigere end M3 Pro. Ifølge Geekbench 6 er den faktisk hurtigere end M3 Max, når det gælder ren computerydelse.
Skruer vi op for kompleksiteten og kører renderingstests i Cinebench 2024, er M4 Pro hele 50 procent hurtigere end M3 Pro og overraskende nok 16 procent hurtigere end M3 Max. Nu taler vi om hestekræfter pr. krone! Giver vi os i kast med spilgrafik, viser 3DMark Solar Bay Unlimited, at M4 Pro er 42 procent hurtigere end M3 Pro. Den må dog give fortabt over for M3 Max, som jo har dobbelt så mange grafikkerner, og derfor er M4 Pro 33 procent langsommere.
Men frem for alt mærkes det tydeligt, hvorfor Apple har fremskyndet overgangen til M4-processorerne forud for udrulningen af Apple Intelligence. Neural Engine i M4 er nemlig stormet frem. Så meget, at M4 Pro er dobbelt (!) så hurtig som M3 Max. Med denne processor-generation kan Apple nemt køre AI-behandling direkte i computeren uden at behøve at bruge cloud-tjenester.
M4-processorerne siges også at være mere strømbesparende, og det ser ud til at passe. Selv om batteriet har samme størrelse som forgængeren, skal batteritiden være to timer længere. Hvilket vi ikke sætter spørgsmålstegn ved, da der går lang tid mellem, at vi skal have fat i den praktiske Magsafe-oplader. Det tager også kun en halv time at oplade M4 Pro til 50 procent, hvis du skulle komme i bekneb.
Konklusion
Ved første øjekast ser dette års MacBook Pro ikke ud til at have fået mange opdateringer. Men jo mere man kigger den efter i sømmene, og jo længere tid man bruger den, desto mere oplever man, at forbedringerne samlet set faktisk er rigtig gode. Skærmen er om muligt endnu bedre, batteritiden er længere, og tilslutningerne er hurtigere. Og så er computeren også hurtigere. Interessant nok er det netop M4 Pro, der har fået den største opgradering siden den foregående generation, hvilket betyder at den udfordrer sidste års meget dyrere M3 Max. Dermed er det denne model, man skal købe, hvis man vil have mest mulig ydelse for pengene. Er man lidt mere beskeden med specifikationerne, kan man spare mange tusinde kroner sammenlignet med den model, vi testede.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer