TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Apple Studio Display

Dyr Apple-skærm med fremragende billede

Apples nye Studio Display vil være perfekt for mange, men håbløs for andre, og den har en overraskende mangel.

Af / 31/03/2022 - 13:00
Apple Studio Display

Home mener

  • Fornem billedkvalitet og forbløffende god lyd fra højttalerne. Meget gennemført kvalitet. Fungerer problemfrit med nyere Mac’er.
  • Dyr. Mangler HDR og 120 Hz ProMotion, og billedkvaliteten fra FaceTime-kameraet er under al kritik. Ingen HDMI.

Den nye Apple Studio Display blev lanceret samtidig med den rå Mac Studio og er en helt igennem lækker skærm. Mens de fleste skærme enten har 2K- eller 4K-opløsning, er det her en 5K-skærm. Ligesom skærmene på de velkendte iMacs med 27 tommers IPS-panel. Som Apple Studio Display også er udstyret med.

Læs også Den vildeste maskine vi har testet Apples Mac Studio er lige, hvad de professionelle har brug for, men det er vigtigt at vælge den rigtige version.

Den 27 tommer store skærm kan nemt forveksles med en iMac. Bare uden partiet under skærmen, og den er faktisk udstyret med en A13-chip og 64 gigabyte internt lager, men den fungerer ikke uden at være sluttet til en Mac. F.eks. den nævnte Mac Studio. Eller en Mac Mini, en Mac Pro eller en nyere bærbar MacBook-model.

Studio Display screen saver
Apples Studio Display er simpelthen en fænomenalt lækker skærm. (Foto: Lasse Svendsen)

Skærmen ligner allermest den større Apple Pro Display, men hvis du synes, Studio Display er dyr, så vent til du ser prisen på Pro Display. Som, indrømmet, er en lidt anderledes skærm. 32 tommer med 6K-opløsning i 16:9-format, hele 1.000.000-1 i kontrast og 10 bit farvedybde; det er sådan noget, som kun de mest krævende professionelle har brug for.

Apple Studio Display koster en tredjedel af Pro Display, og for de fleste vil den være et meget bedre køb. Den kan også fås med nanobelægning – mod et pristillæg – som egentlig er en tekstur, der er ætset ind i glasset for at dæmpe refleksioner, uden at det går ud over kontrast og skarphed.

Det er ikke mange 27-tommere, der er direkte sammenlignelige med Studio Display. Anerkendte Eizo laver 4K-skærme til foto og grafik i samme størrelse og prisklasse, og det samme gør LG, som har en glimrende 5K-skærm til en mere fordelagtig pris. Men udvalget er ikke stort.

Annonce
Studio Display ports 1
Skærmen har fire indgange, hvoraf den ene har 96 watt opladning. (Foto: Lasse Svendsen)

Oplader den bærbare

Apple Studio Display er prissat til 13.999 kroner. Så får man et IPS-panel med 218 dpi opløsning, op til 600 nit lysstyrke, understøttelse af P3-farverum og en milliard farver. Skærmen understøtter desuden True Tone, som tilpasser skærmens farvetemperatur til lyset i rummet og reducerer blå, som man i værste fald kan få hovedpine af.

Vender man skærmen om, finder man tre USB-C-stik og én Thunderbolt 3 ind- og udgang med 96 watt ladeeffekt. Tilslut en MacBook, og Studio Display oplader batteriet. Bemærk, at der ikke er nogen HDMI-indgang på skærmen, som mærkeligt nok heller ikke har en tænd/sluk-knap. I stedet tænder den automatisk, når den sluttes til en kompatibel Mac, og slukker, når Mac’en går i dvale.

Der findes også et Vesa-vægbeslag til skærmen, som gør det muligt at tilte den vertikalt, og en bordstander med 105 mm højdejustering. De kan enten leveres færdigmonteret og gør skærmen lidt dyrere, eller de kan eftermonteres hos en Apple-specialist.

Studio Display hengsler
Studio Display-hængsel. Skærmen kan også fås med højdejustering eller drejeligt Vesa-beslag. (Foto: Lasse Svendsen)

Lækker lyd

Studio Display har indbyggede højttalere, som er overraskende gode. De er skjult på indersiden og omfatter fire basenheder i push-pull-konfiguration og to diskantenheder. Skærmen understøtter også Apples Spatial Audio samt Dolby Atmos, og den lyd, den leverer, er flere trin op i kvalitet sammenlignet med, hvad der er almindeligt i den slags skærme.

Der er faktisk bas og dynamik i overflod her. En omgang med Apple TV+ og Apple Music var meget overbevisende. Jeg tvivler på, at musikere og musikproducenter vil slå sig til tåls med de indbyggede højtalere, men mange andre vil nok ikke føle behov for noget bedre. Så god er lyden.

Studio Display Billie Eilish
Højttalerne i Studio Display giver koncertoptagelserne med Billie Eilish meget federe lyd, end man normalt får fra en computerskærm. (Foto: Lasse Svendsen)

FaceTime

Skærmen har også indbygget FaceTime-kamera med tre mikrofoner på toppen, som giver glasklar og støjfri lyd til samtalepartneren.

Kameraet er 1080p Full HD og har avanceret billedprocessering, som skal forbedre videokvaliteten og give korrekte farver uden støj og med god definition og skarphed. FaceTime-kameraet har også Apples Center Stage-funktion, hvor det følger én og zoomer ud, hvis andre er med på videosamtalen. Det ser ret fedt ud, men billedkvaliteten er desværre mangelfuld.

Jeg sammenlignede kameraet på skærmen med kameraet på en 24 tommers iMac M1, og billedkvaliteten fra kameraet på iMac’en var markant bedre. Hvor iMac-kameraet gav billederne god skarphed, jævn kontrast, fine farvegraderinger og meget lidt billedstøj, blev billederne fra Studio Display uskarpe og udvaskede med et groft lag billedstøj.

Mærkeligt.

Apple siger, at der kommer en opdatering til skærmen, som løser problemet. Den var ikke klar, da vi skulle returnere skærmen, så vi aner ikke, hvor god opdateringen er, og om den overhovedet vil give ordentlig billedkvalitet fra FaceTime-kameraet.

Studio Display FaceTime kamera
FaceTime-kameraet er ikke særlig imponerende. Her i godt lys. I svagt lys er det værre. (Foto: Lasse Svendsen)

Skærmkvalitet

Den generelle skærmkvalitet er til gengæld upåklagelig. Man får ikke mere end 60 Hz, og Studio Display understøtter ikke Pro Motion med 120 Hz. Det synes vi ellers, at den burde, når den nu henvender sig til professionelle, der giver sig af med videoredigering på et avanceret niveau.

Skærmen understøtter heller ikke HDR, også det en mærkelig udeladelse på noget, der trods alt er en professionel skærm. Sammenlignet med skærmen på en kalibreret 27 tommers iMac (med Intel-processor) ser man dog, at der er et meget større kontrastomfang og mere jævne gradueringer på Studio Display-skærmen, som også har en mere korrekt hvidbalance lige ud af æsken end den kalibrerede iMac- skærm.

Studio Dislplay zoom
Zoom ind på dine billeder og se, hvor skarpe de er. (Foto: Lasse Svendsen)

Redigering i Final Cut Pro eller Adobe Photoshop er en sand fornøjelse i kombination med den lynhurtige Mac Studio. At køre smørbløde slowmotion-videoer på den knivskarpe skærm ser ganske enkelt fænomenalt ud. Men med endnu dybere sortniveau, som f.eks. på en OLED-skærm, ville videoer og animationer se endnu mere tiltalende ud.

MicroLED er også en mulighed, som Apple allerede bruger på iPad Pro, men når alt kommer til alt, er de IPS-paneler, Apple anvender her, blandt de bedste på markedet. Det kan mærkes på Studio Display.

Studio Display profiler
Studio Display-profil. (Foto: Lasse Svendsen)

Konklusion

Apples Studio Display er den naturlige partner til en Mac Studio. Men jeg brugte den også med en ældre MacBook og en nyere 24 tommers iMac M1, og begge fungerede fejlfrit med skærmen. Som er en tand eller to mere solid og mere veludført end det meste andet i denne klasse.

Prisen kan virke afskrækkende, og i betragtning af at LG’s UltraFine 27MD5 har et tilsvarende 5K-panel til tre-fire tusind mindre – afhængigt af hvor man handler – virker Apple-skærmen for højt prissat.

LG-skærmen fungerer også med de fleste PC’er. Men den ser ikke lige så godt ud ved siden af en Mac Studio og har ikke nær samme fede lyd som Apple-skærmen. Der ville have været perfekt med HDR, ProMotion og et bedre FaceTime-kamera.

Anbefales.

Studio Display profil
(Foto: Lasse Svendsen)
Karakter
Apple Studio Display
Premium

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Mange bække små

En lille guldklump

Vi har testet Netgears nye populære Wi-Fi 7-mesh

AI gode gange tre

Mesh med Wi-Fi 7 giver bred og lynhurtig dækning

Samsung Galaxy Book 4 Edge er god til studerende og folk på farten

Yoga på den kloge måde

Moderne CPU - gammeldags skærm

Tæt på perfekt begynder-PC

Er PC’en blevet klogere?

Fin computer – sløv skærm

Fire headsets til dit nye kontorliv