TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Asus ROG Zephyrus M16 GU603HR-K8004T

Til ræs og skaberglæde

Asus’ sorte luksusracer koster en masse penge. Men ikke så mange, som man skulle tro, når man ser, hvor hurtig den er.

Af / 24/06/2021 - 07:00
Asus ROG Zephyrus M16 GU603HR-K8004T

Home mener

  • Seriøst hurtig processor – og ditto grafik. Selv om der “kun” sidder et GeForce RTX 3070-kort i PC’en. Elegant nok til at komme med på arbejde.
  • Den er billig i forhold til ydelsen, men koster stadig en hel del penge. Hvad kunne man ikke have fået ud af et endnu bedre grafikkort?

Zephyrus er Asus’ elegante serie, når det handler om gaming; superslanke maskiner i stilrent design, der er pæne nok til også at kunne bruges på arbejdspladsen. Uden tivolilys og takkede kabinetter, men med matsort, underspillet elegance.

Asus ROG Zephyrus M16 er nyeste skud på den stamme, og den holder stilen fra forgængerne. Alt er aldeles kulsort i en lækker silkemat finish, der føles eksklusiv at røre ved – en berøring, der afsætter tydelige fingeraftryk. Låget er af sortanodiseret aluminium med laserperforerede huller, bag hvilke man ser et changerende farvespil. Det er afdæmpet og elegant på en subtilt pralende måde. Metalkabinettet er i øvrigt ubøjelig stabilt.

2021 ROG Zephyrus M16 GU603 Scenario Photo 05
Alt er aldeles kulsort i en lækker silkemat finish. (Foto: Asus)

Tastaturet et rummeligt og behageligt, og tasternes vandring er behagelig. Til lynhurtige spil er et rigtigt, mekanisk tastatur selvfølgelig at foretrække. Men det er her mere stilfærdigt. Selv om vi er i 16-tommers-klassen, har Asus valgt at lade være med at prøve at presse ekstra taster ind på pladsen. Heller ikke en stribe særlig gaming-relaterede funktionstaster, som der godt kunne have været plads til.

Til seriøse grafikere og seriøse spillere

Touchpad’en er stor og reagerer hurtigt. Den har ikke det integrerede taltastatur, som vi tidligere har set på Zephyrus-maskiner, men det er ikke et stort savn. I sidste ende var det nok ikke regnearksekvilibristerne, Asus havde i tankerne, da de byggede Zephyrus M16.

Skærmen er rigtig lækker og både farverig og farverigtig. Da den er Pantone-valideret og dækker 100 procent af DCI-P3 farverummet, kan den sagtens bruges af professionelle. Det kerer spillerne sig næppe om, men da skærmen har en opdateringsfrekvens på 165 Hz, opfylder den også kravene der.

Annonce

Og en vigtig detalje, der glæder denne gamle anmelder: Her er omsider en PC med spilkvalitet, der har en skærm med hæderlig opløsning. WQXGA (2560 x 1600 pixel) givet et langt, langt bedre billede og ikke mindst bedre plads på skærmen end den stærkt forældede Full HD-opløsning, som har været normen på gaming-computere i evigheder.

Den ekstra opløsning giver mulighed for mere realisme i episke spilverdener som Cyberpunk 2077. Men også mindre krævende titler nyder godt af den knivskarpe skærm og især den høje opdateringshastighed. Her er en computer, du kan bruge på arbejdet, hvis du er professionel kreativ. For så at tage den med hjem i tasken og bruge den som gaming-monster om aftenen.

2021 ROG Zephyrus M16 GU603 Scenario Photo 01
Asus ROG Zephyrus M16 er slank og stilren nok til at passere som arbejds-laptop. (Foto: Asus)

En varm vestenvind

Zephyrus-serien er opkaldt efter vestenvindens gud i den græske mytologi. Og det er passende. Når det går hedest til, og indstillingerne er sat til Turbo, skal der bortskaffes mere end 200 watt varmeenergi. Det giver en hel del blæserstøj.

På grund af de slanke kabinetter har Zephyrus-maskinerne budt på opfindsomme løsninger til varmeafledning. Såsom at flytte tastaturet frem mod fronten for at give plads til kølesystemet.

På Zephyrus M16 sidder tasterne, hvor de skal, og Asus har i stedet valgt en lavteknologisk løsning: To kraftige gummifødder i hele kabinettets bredde, hvoraf den bagerste er over en centimeter tyk, løfter computeren op fra bordet og sikrer luftgennemstrømning. Det er en glimrende low-tech-løsning, der bare virker. Selv om det betyder, at computeren i virkeligheden ikke er 1,99 cm tyk, som Asus skriver, men 3,1 cm, når den fastmonterede gummifod regnes med.

ROG Zephyrus M16 06 scaled
Med 2 cm i tykkelsen og 1,9 kg kampvægt er Zephyrus M16 i ultrabook-klassen. (Foto: Asus)

Fornem hardware

Asus ROG Zephyrus M16 er fyldt med lækker teknologi fra øverste hylde. En 2,5 GHz 11. generations Intel Core i9-11900H-processor med otte kerner og 16 tråde. Der er 32 gigabyte RAM monteret, men det kan udvides til 48 gigabyte. Der er 2 terabyte SSD-lager i maskinen.

Grafikkortet er Nvidia GeForce RTX 3070 med 8 gigabyte RAM. Det er ikke nogen topmodel, men kan, som benchmark-testen demonstrerer, stadig levere en særdeles god 3D-ydelse.

Skærmen på 16 tommer har som nævnt en opløsning på 2500 x 1600 pixel og en opdateringshastighed på 165 Hz. Man kan sagtens finde hurtigere skærme (rekorden lige nu er 360 Hz), men så skal man ned i Full HD-opløsning. Og 165 Hz er nok til alle andre end de mest fanatiske spillere.

Benchmarks

Med dobbelt så mange kerner og tråde som en normal i7-processor kan i9’eren i Zephyrus M16 virkelig flytte tal i en fart. En Geekbench-score på 9.408 i multi-core er blandt de bedste, vi har målt. 1.591 i single-core er mere almindeligt, da det er antallet af samarbejdende processorkerner, der her gør den store forskel. Kontorprogramtesten i PCMark 10 endte på 7.161, hvilket betyder, at computeren er så hurtig, at man næsten fornærmer den ved at bede den om at lave tekstbehandling og regneark.

Når vi tester computeres ydelse, sker det altid i deres bedste tilstand. Altså med alle indstillinger sat på maksimum og al strøm- og støjbesparelse slået fra. Det gør almindeligvis en forskel – men kun en lille forskel. På Asus ROG Zephyrus M16 skal Turbo-indstillingen dog forstås bogstaveligt: Scoren på især 3D-grafik blev i nogle tilfælde fordoblet sammenlignet med standardindstillingen til hverdagsbrug!

Grafiktesten 3DMark Time Spy ender på en score på 9.309, og 3DMark Fire Strike på 19.879. Det er blandt de bedste resultater, vi til dato har målt. Faktisk er det kun MSi GE76 Raider, der har været tydeligt hurtigere. Og det var med et GeForce RTX 3080-grafikkort. At presse så meget hastighed ud af den mindre model RTX 3070 er imponerede.

Batteritiden er ikke imponerede. Som normalt for computere med kraftige processorer og endnu kraftigere grafikkort. To timer og 39 minutter tog det at dræne batteriet med PCMark-batteritesten. Og den er vel at mærke ikke specielt grafiktung.

ROG Zephyrus M16 light on 01
Zephyrus M16 er den næsthurtigste computer, vi til dato har testet. Men langtfra den næstdyreste. (Foto: Asus)

Konklusion

Hvad enten formålet er professionel grafik eller gaming på højt niveau, klarer Asus ROG Zephyrus M16 opgaven i overlegen stil. Og det er endda lykkedes at pakke kræfterne ind i en enhed, der er både kompakt og elegant – og som vil indgyde lige stor respekt ved mødebordet og til LAN-partyet.

Den koster en helt del penge, men i betragtning af at det er den næsthurtigste computer, vi nogensinde har testet, er prisen ikke blot forsvarlig, men næsten lav.

Karakter
Asus ROG Zephyrus M16 GU603HR-K8004T
High End
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mange bække små

En lille guldklump

Vi har testet Netgears nye populære Wi-Fi 7-mesh

AI gode gange tre

Mesh med Wi-Fi 7 giver bred og lynhurtig dækning

Samsung Galaxy Book 4 Edge er god til studerende og folk på farten

Yoga på den kloge måde

Moderne CPU - gammeldags skærm

Tæt på perfekt begynder-PC

Er PC’en blevet klogere?

Fin computer – sløv skærm

Fire headsets til dit nye kontorliv