Chromebooks har i årevis været lidt som den stille elev bagerst i klassen. De har primært været kendt som budgetvenlige løsninger til skoler og studerende – praktiske, men ikke ligefrem spændende. Men tiderne skifter, og med den nye Plus-standard er Chromebooks gået fra at være klasselokalets arbejdshest til bedre at kunne konkurrere mod almindelige og kraftigere bærbare computere med mere lagerplads og smartere funktioner. I hvert fald på papiret.
Så hvad gør egentlig Chromebooks interessante, og kan de udfordre Windows-baserede laptops og MacBooks? Eller ender de på et tidspunkt i samme kategori som nullernes rædselsfulde netbooks?
Billig, men langt fra kedelig
Når vi taler Chromebooks, kan vi ikke undgå at nævne prisen – det er trods alt deres bedste salgsargument. Mens nogle af de mere eksklusive modeller kan nærme sig prisen på en MacBook eller en avanceret Windows-laptop, er størstedelen stadig målrettet forbrugere, der ønsker noget funktionelt til en overkommelig pris. Men lav pris betyder ikke nødvendigvis lav kvalitet. Her handler det om at finde en model, der matcher dine behov – og ikke mindst dine forventninger.

ChromeOS: Simpelt, men effektivt
En ting der er med til at holde prisen nede og ydelsen oppe, er det indbyggede styrestem. Chromebooks benytter Googles eget ChromeOS, som er baseret på Linux-platformen. Modsat Windows og macOS betyder det en langt mere minimalistisk oplevelse, hvilket medførte, at tidlige Chromebooks stort set bare kunne bruges til at tjekke e-mails og surfe.
Heldigvis har Google opgraderet systemet og gjort det muligt at køre Android-apps, hvilket har givet platformen et betydeligt løft. Nu kan du bruge mobiludgaver af Microsoft Office og Adobe Creative Cloud – selvom de måske ikke er lige så skarpe som desktop-versionerne. Det er nok til at få arbejdet gjort – medmindre du er programmør, fotograf eller hardcore-gamer.
ChromeOS er stadig ikke en fuldblodsrival til iOS eller Windows, men til almindeligt kontorarbejde og studiebrug klarer det opgaven fint. Du får apps som Slack, Discord og Facebook, så du kan chatte og arbejde samtidigt. Dog skal du ikke forvente, at alle apps tilpasser sig skærmen – nogle af dem nægter simpelthen at starte, mens andre kan kræve, at du slår den indbyggede sikkerhedsfunktion fra via BIOS – det kan vi ikke anbefale.
Chromebook Plus: Den nye spiller på banen
Med et mere avanceret styresystem fulgte også kraftigere hardware. Chromebook Plus-modellerne blev introduceret i oktober 2023 og bød på hurtigere processorer, mere RAM og højere opløsning på de indbyggede skærme. Google har sågar certificeret dem til at leve op til højere standarder for ydeevne og funktionalitet. Med stylus-understøttelse, touch-skærme og evnen til at håndtere mere avancerede opgaver, som multimedieproduktion og multitasking, henvender de sig ikke kun til studerende, men også til kreative sjæle og den almene bruger, der ønsker lidt ekstra.
Fra klasselokalet til hverdagen
Men hvad med livet uden for skolen? Chromebooks er begyndt at vise, at de fortjener en plads i hjemmet og på farten. Med bedre hardware, flere apps og længere batterilevetid kan de nemt blive din nye rejsemakker. Her er det ikke bare en billig løsning, men også en praktisk en af slagsen.
Mere mobil end bærbar
Til de trofaste læsere: Ja, vi bruger stadig benchmark-programmer til at teste ydeevnen, men med Chromebooks er det lidt som at måle en scooter mod en sportsvogn. Fordi mange apps hentes fra Google Play Store, hvor udvalget af avancerede benchmark-programmer er begrænset, minder oplevelsen mere om at teste en avanceret smartphone end en traditionel laptop. Det er både en styrke og en svaghed – afhængigt af, hvad du leder efter.

Duel: Asus vs. Lenovo
Asus CX3402CB og Lenovo IP Slim 3 Chrome 14IAN8 kommer begge med en Intel Core i3-processor, 8 gigabyte RAM, 128 gigabyte lagerplads og 14-tommer skærme. På papiret er de meget ens og det er i sidste ende marginalerne, der gør forskellen. Den rå ydelse i Asus trækker lidt fra Lenovos, som til gengæld har lys i det indbyggede tastatur og et lidt større batteri. Design er en smagssag, men vi kan godt lide det friske hvide look på Asus’ maskine og den kraftigere processor betyder i sidste ende, at Taiwan løber med sejren.
Man skal dog aldrig kimse af et godt tilbud, så skulle du se én af de to maskiner til en god pris, kan det med fordel bruges som argument for at vælge den ene maskine frem for den anden.
Lenovo IP Slim 3 Chrome 14IAN8
Stærk allrounder til studie og arbejde
Lenovo IdeaPad Slim Chrome 14IAN8 er en solid og let maskine med en fin batterilevetid. Den lave pris kommer dog ikke uden kompromisser.


Asus Chromebook Plus CX3402CB
Friskt design og udmærket ydelse
Med et moderne design, fin ydelse og ekstra USB-C-port har denne Chromebook lidt mere at byde på end de grå konkurrenter.

