Google laver ikke kun fremragende gratis nettjenester. De har de senere år desuden slået sig på hardware til hjemmet i form af ikke mindst streaming-adapteren Chromecast og smart-højttaleren Nest. Vi har dog også set en rigtig vellykket mesh-router fra den kant.
Google Nest Wifi er efterfølgeren til førnævnte router, og Google har nu valgt at pakke funktionerne fra Nest-højttaleren ind i samme pakke. Det betyder, at du kan tale til din router – og at højttaleren har sin egen Wi-Fi-dækning med sig. Du får altså løst to problemer på én gang. Forudsat at du har to problemer.
Google Nest Wifi kan købes i forskellige pakninger: En pakke med routeren alene, en sampak med router og en kombineret smart-højttaler og acces point samt en version med router og to acces points. Hvis man bor under større forhold eller allerede har en Google Wifi-router, kan acces points også købes i løs vægt.
Går i ét med omgivelserne
I pressemeddelelsen slår Google på, at Nest Wifi har et design, som man kan være bekendt at have stående fremme i stuen. Det er sandt i det omfang, at den i hvert fald ikke tiltrækker sig nogen visuel opmærksomhed. Både router og access point er blødt afrundede, næsten superelliptiske og uden nogen form for kendetegn. Sætter man den på en hylde i et moderne hjem, vil den gå fuldkommen i ét med de hvidmalede omgivelser.
Uanset at jeg personligt foretrækker ting med karakter, giver det god mening at udforme en router sådan, at man ikke fristes til at gemme den af vejen i et skab – da det forringer dækningen betragteligt.
Opsætningen af routeren tager højst ti minutter og er så simpel, at de fleste kan være med. Installér Google Home-app’en, sæt netværkskablet i og scan QR-koden på undersiden af enheden. Kort efter er det hele indstillet. Uden besværlige tekniske spørgsmål af nogen art. Opsætningen af Nest Wifi Point er lige så respektindgydende nem. En QR-scanning er nok til, at enheden kan finde netværket og blive en del af det.
Hvis du ynder at bruge aftenen på at fintrimme netværks- og portindstillingerne på det trådløse netværk, er Google Nest Wifi ikke noget for dig. Kun få indstillinger er tilgængelige. På anden side lykkes det for softwaren at gøre de fleste valg rigtigt.
Dækker i fællesskab
Google Nest Wifi er et mesh-system. Det betyder, at netværket udbredes via flere enheder, der kommunikerer trådløst med hinanden. Netværket kan på den måde nå ud til alle hjørner af boligen. Så længe der er netværkspunkter nok, og de kan “se” hinanden. Google siger, at selve routeren dækker boliger på op til 120 kvadratmeter, og at hvert netværkspunkt øger dækningen med op til 90 kvadratmeter mere.
Tallene skal tages med et gran salt, og man bør hæfte sig ved ordene “op til”, eftersom etageadskillelser og betonvægge forkorter rækkevidden dramatisk. Og nethastigheden i udkanten af dækningsområdet vil være langt lavere, end når man er ved siden af routeren.
I praksis dækkede Google Nest Wifi-sættet hele boligen med forbindelse i god kvalitet. Takket være det ekstra Wifi Point, som blev placeret i soveværelset, kunne der opnås god styrke nye steder i boligen. Google-routeren kunne dog ikke på klos hold konkurrere på signalstyrke med min normale router, Netgear AX8, der koster nogenlunde det samme som Google-sættet. Det gjaldt også i yderområderne, langt fra alle routere.
Hej Router!
Den største nyhed i forhold til forgængeren er, at funktionaliteten fra Google Nest Mini nu er indbygget i acces pointet. Det betyder, at du kan tale til den, spille musik på den og stemmestyre alle enheder i huset, der lader sig kommandere med Google Assistent.
Google siger selv i deres reklamemateriale, at “din musik aldrig har lydt bedre før”. Ord er billige, og i markedsføring må man forvente en vis begejstring i anprisningen. Men min musik har altså lydt en hel del bedre før! En lillebitte envejs-monohøjttaler i plastic er fin nok som clockradio og til at læse vejrudsigten op eller måske endda høre radioavis. Men så stopper festen altså også!
Lysten til at lytte til musik bliver heller ikke større af, at Google Assistent ikke samarbejder med Tidal. Så ukomprimeret kvalitet er udelukket. Men til morgenvækning er det fint nok.
Ingen Wi-Fi 6
Google Nest Wifi understøtter netværksstandarderne til og med 802.11ac. Det ville have været fint for et år siden, men det undrer, at den nyeste standard, 802.11ax – eller Wi-Fi 6 – ikke er understøttet. Til Googles forsvar skal det siges, at der endnu kun er et fåtal af enheder, som udnytter ekstrafunktionerne i Wi-Fi 6. Det ville også have fordyret produktet at understøtte Wi-Fi 6 – og Google satser tydeligvis på at lave en router til folket.
Har man mange trådløse enheder i hustanden, vil Wi-Fi 802.11ac være langsommere, da enhederne her må skiftes til at kommunikere med routeren.
Konklusion
Google Nest Wifi og Nest Wifi Point er en nem og prisrimelig løsning på trådløst net i hjemmet. Opsætningen er stort set lige så nem som en elkoger, og mesh-netværket vil for de fleste betyde et farvel til døde områder med langsom eller ustabil forbindelse i hjemmet. At indbygge en smart-højttaler i Wifi Pointet er en teknisk og markedsføringsmæssig genistreg, som vil liste stemmestyring ind i masser af soveværelser og køkkener.
Designet er uspændende i ekstrem grad. Men da det er en sikker vej til dårlig forbindelse at gemme en router væk, er det alt i alt en fordel. Når karakteren alligevel lander i den bløde mellemgruppe, handler det om, at Nest Wifi på den ene side gør det meste udmærket, men på den anden side ikke brillerer teknologisk eller ydelsesmæssigt på noget punkt.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer